Gå til hovedindhold
Konverteringer
Medlemmer

Envafors kæmper med tilmeldingerne i Slagelse 2025-projektet

Varmechef hos Envafors frygter, at energikrisen er glemt. For et år siden ”skreg” boligejerne på mere fjernvarme, mens nye udvidelser i dag risikerer at blive lagt i graven grundet manglende tilmeldinger.

19. mar. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    På blot få år er det nærmest vendt på hovedet for Envafors, der er forsyningsselskab med bl.a. fjernvarme i Slagelse. Hvor alle ønskede fjernvarme så hurtigt som muligt, melder selskabet nu, at det er svært at få tilstrækkelig med tilmeldinger til deres store fjernvarmeprojekt i Slagelse.

    Da energikrisen rasede var tilmeldingen til nye fjernvarmeudvidelser kolossal, og på bare få uger præsterede Envafors at få en tilslutningsgrad på over 90 procent. 1. april udløber tilmeldingsfristen for de nyeste udvidelser, og her mangler endnu ca. 40 boligejere at tilmelde sig, hvis minimumsgrænsen skal nås.

    - Politisk set er det vedtaget, at mindst 60 % skal takke ja til tilbuddet, før vi kan gå i gang. Her er vi afhængige af, at de sidste tilmelder sig inden den 1. april, da vi ellers må opgive projektet. Herefter er det ikke til at sige, om – eller i så fald hvornår - muligheden for at få fjernvarme vil opstå for de pågældende områder igen, fortæller varmechef Carsten Lunde fra Envafors i en pressemeddelelse.

    Carsten Lunde mener, at den dalende opbakning til fjernvarmen er et udtryk for, at energikrisen er ved at være glemt igen, og at særligt de faldende gaspriser får flere til at genoverveje, om fjernvarme er investeringen værd. Det er dét, fortæller varmechefen:

    - For en boligejer med et gennemsnitligt forbrug, vil der være lidt over 7.000 kr. at spare om året på energiregningen, hvis du skifter fra gas til fjernvarme. Har du oliefyr, vil besparelsen være endnu større. Dertil er fjernvarme en af de bedste investeringer, du kan lave i din bolig, da boliger med indlagt fjernvarme bliver solgt langt dyrere end boliger uden. På både lang og kort sigt er fjernvarme en rigtig god investering, forklarer Carsten Lunde.

    Mens den seneste udvidelse altså døjer med tilstrækkeligt med tilmeldinger, så kører det helt efter planen med det første projekt i Østbyens industrikvarter og ved Holmstrup i Slagelse, hvor der netop nu arbejdes på højtryk med at få indlagt fjernvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...