Gå til hovedindhold
Energiforbrug
Varmekilder
Klima- & Miljøforhold

Faldende kulforbrug og øget produktion fra vindkraft

Forbruget af kul fortsætter med at falde i Danmark, mens elforbruget omvendt er steget betydeligt. Stigningen i forbruget af el mere end dækkes af øget produktion fra vindkraft.

23. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den seneste energistatistik fra Energistyrelsen – der dækker første halvår af 2024  viser, at mens kulforbruget fortsætter med at falde, så stiger såvel forbruget som produktionen af el fra vindkraft. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Energistyrelsen.

    Elforbruget i Danmark udviste samme tendens i andet kvartal 2024 som i årets første kvartal. Forbruget i første halvår endte 8 procent over første halvår 2023. Udgangspunktet i 2023 var ganske vist præget af høje elpriser, men også set i et længere perspektiv er elforbruget i Danmark steget betragteligt.

    Baggrunden for den kraftige stigning i elforbruget vil først blive fuldt afdækket i forbindelse med udgivelsen af den endelige energistatistik for 2024. Det spiller sandsynligvis en rolle, at flere eldrevne varmepumper har erstattet olie- og gasfyr, og at bestanden af elbiler er vokset.

    Stigningen i elforbruget blev mere end dækket ind af øget produktion af el fra vindkraftanlæg i Danmark. I første halvår 2024 producerede vindkraft 17,2 procent mere el end i samme periode året før. I første halvår af 2024 udgjorde Danmarks vindkraftproduktion dermed 57,9 procent af den indenlandske elforsyning mod 53,4 procent i samme periode året før.

    Den samlede vindkraftproduktion i første halvår af 2024 var 26,7 procent højere end gennemsnittet for perioden de forudgående fem år.

    Fra kul på vej mod nul

    Forbruget af kul og koks er fortsat stærkt faldende og udgør en mindre og mindre del af Danmarks samlede energiforbrug. I første halvår 2024 faldt forbruget 37,5 procent i forhold til samme periode året før.

    Det samlede forbrug af kul og koks i januar-juni 2024 udgjorde dermed 10,2 PJ. Det er til sammenligning lavere end forbruget på én sommermåned for 20 år siden. I løbet af halvåret har Fynsværket i Odense udfaset kul.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...