Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Varmekilder
Varmepumper & Elkedler

Fjernvarme Fyn får individuelt prisloft på overskudsvarme

Det er er kun en mindre håndsrækning, lyder reaktionen fra Fjernvarme Fyn, efter at Forsyningstilsynet har tilkendt dem et individuelt prisloft på overskudsvarme.

16. sep. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Glæden er til at overse hos Fjernvarme Fyn, der netop har fået tilkendt et individuelt prisloft på den overskudsvarme, som fjernvarmeselskabet modtager fra Meta – det store datacenter ved Odense. Prisloftet løser nemlig ikke det grundlæggende problem, lyder det fra udviklingsdirektør Kim Winther.

    - Det lægger en kæmpe dæmper på vores produktion, og vi ser det stadig som en kæmpe begrænsning. Der er stadigvæk en risiko for tab, da vi ikke kan drifte fuldt ud på vores anlæg, siger Kim Winther i en kommentar til Energy Supply.

    Fjernvarme Fyn havde søgt om et individuelt prisloft på 135 kroner / Gigajoule, men er endt med et individuelt tilkendt prisloft på 117 kroner / Gigajoule fra Forsyningstilsynet. Til sammenligning er det generelle prisloft på overskudsvarme på 110 kroner / Gigajoule.

    - Det er en beskeden håndsrækning. Det er ikke noget, der stiller os eller resten af fjernvarmesektoren bedre. Vi skal stadig i gang med en proces for, hvordan vi budgetterer for vores drift til næste år, siger Kim Winther videre til Energy Supply.

    Dansk Fjernvarme: Prisloft skal væk

    Den samme melding er der fra Dansk Fjernvarme, der igennem lang tid har advokeret for, at prisloftet på overskudsvarme er en alvorlig hæmsko for den grønne omstilling, fordi det begrænser lysten til at tage fat på at udnytte de massive mængder af overskudsvarme, der kan omsættes til fjernvarme.

    - Som vi kan se på kommentaren fra Fjernvarme Fyn, så vil de og andre af vores medlemmer fortsat – og med rette – være bekymrede for, om de kan komme til at overskride prisloftet. Det kan ske, hvis prisloftet senere sænkes, elpriserne stiger, eller hvis der prioriteres flere driftstimer på en anden varmeproduktion, der er billigere, forklarer chefkonsulent hos Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen.

    Derfor får udmeldingen om det individuelle prisloft til Fjernvarme Fyn heller ingen opsættende virkning på det arbejde, som Dansk Fjernvarme har med at være i dialog med såvel myndigheder som politikere om prisloftet.

    - Vores holdning er nu som tidligere, at prisloftet på overskudsvarme er en forkert løsning. Prisloftet begrænser varmeselskabernes fleksibilitet med risiko for, at det bliver dyrt, og derfor skal prisloftet fjernes, slår Jens Christian Nielsen fast.

    Det skriger til himlen

    Den samme holdning møder man hos Kim Winther hos Fjernvarme Fyn – nemlig at den nuværende afgørelse fra Forsyningstilsynet ikke får nogen betydning for de fremtidige overskudsvarmeprojekter hos Fjernvarme Fyn.

    - Der er ingen sikkerhed for egen investering, og alt er gået i stå hos os. Det skriger til himlen, siger han til Energy Supply.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...