Gå til hovedindhold
PtX & CCUS
Sektorintegration
Rammevilkår & Regulering

Folketinget baner vejen for CO2-fangst med ny lovgivning

Folketinget har netop vedtaget en ny lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, der er helt central for etableringen af CO2-fangst på affaldsenergianlæg og biomasseanlæg i fjernvarmesektoren. Med de langsigtede rammevilkår på plads kan sektoren for alvor komme i arbejdstøjet.

19. dec. 2024
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Som en tidlig julegave til forsyningssektoren har Folketinget nu vedtaget en ny lov, der skaber klare rammer for CO2-fangst. Loven bringer rammevilkår med sig, der længe har været efterspurgt af branchen og som er afgørende for, at særligt kommunalt ejede forsyningsselskaber kan investere i CO2-fangst og derigennem bidrage med store CO2-reduktioner til vores fælles kamp mod klimaforandringerne.

    - Med lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren bliver det fra næste år muligt for både kommunale og private selskaber at etablere CO2-fangst som en del af deres el- og varmeproduktionsvirksomhed, ligesom kommuner får mulighed for at indskyde kapital og stille garanti for investeringer i CO2-fangst. Det er alt sammen nødvendigt for, at de store investeringer kan lade sig gøre, siger Jannick Hauschildt Buhl, områdechef for CCUS og PtX i Dansk Fjernvarme.

    Foruden rammevilkår for organisering af CO2-fangstaktiviteter og kommuners muligheder for at bidrage til finansieringen, så skabes der nu også mulighed for, at selskaberne kan bruge værdien af de sparede CO2-kvoter og CO2-afgifter til finansiering af CCS, ligesom kommunale selskaber får mulighed for at sælge klimakreditter fra lagring af biogen CO2 samt for at sælge CO2 til eksempelvis produktion af grønne brændsler i PtX-anlæg.

    Helt grundlæggende gør loven det således muligt for selskaber i forsyningssektoren at etablere CO2-fangst, men den bidrager i høj grad også til at ligestille kommunale og private selskaber i konkurrencen om statens CCS-midler. Det skal være med til at sikre, at konkurrencen foregår og afgøres på det rette grundlag.

    Mere end halvdelen af det samlede danske CO2-fangstpotentiale findes på anlæg i fjernvarmesektoren, og den nye lov er således helt afgørende, hvis potentialet skal bringes i spil.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...