Gravemaskiner fik opbakning til at stige
Køge Fjernvarme fik endnu flere tilmeldinger til fjernvarme i Køge Nord, da først gravemaskinerne gik i jorden.

Tilslutningen til fjernvarmen i området omkring Munkeageren i Køge Nord var allerede høj, inden Køge Fjernvarme satte den første skovl i jorden. Men tilslutningen nåede helt nye højder, da gravemaskinerne først begyndte at grave i området.
- Vi havde en forventning om, at tilslutningen til fjernvarme i området ville stige, når først vi stod der med gravefolk, men vi havde ikke forestillet os, at vi ville se en tilslutning på 86% allerede. Vi er utroligt glade for, at så mange borgere i Køge vil være en del af fjernvarmefællesskabet, siger Claus Dalgas, projektleder fra Køge Fjernvarme.
Siden midten af august 2023 har Køge Fjernvarme arbejdet på udbygningen af fjernvarmenettet i hele Køge Nord, og borgerne i området omkring Munkeageren er de første, der har fået gravet fjernvarmestikledninger ned på deres grund, fremgår det af en pressemeddelelse fra fjernvarmeselskabet.
Efter Køge Fjernvarme gik i jorden i området, steg tilmeldingerne til fjernvarmen fra borgerne i området mere end, hvad Køge Fjernvarme før har set. Hele 86 procent af ejendommene i området har nu tilsluttet sig fjernvarmefællesskabet, og snart er Køge Fjernvarme færdig med at grave alle fjernvarmestikledningerne ind til husejerne i området.
Udbygningen af området kræver ud over fjernvarmestikledninger også en ny hovedledning, som ligger langs Fuglebæk Alle. Hovedledningen er snart færdig på det første stykke mellem Egedesvej og Munkeageren. Det betyder, at Køge Fjernvarme forventer at kunne forsyne de første fjernvarmekunder med fjernvarme til fyringssæsonen 2024/2025.
- De første kunder i kvarteret omkring Nylandsvej kan forsynes med fjernvarme, når hovedledningen er færdig. Det glæder vi os utroligt meget til, lyder det fra projektleder Claus Dalgas.
Skriv kommentar