Gå til hovedindhold

Gredstedbro får ikke varme fra DIN Forsyning

DIN Forsyning Lokalvarme har besluttet sig for ikke at gå videre med fjernvarmeprojekt til Gredstedbro. Tilslutningen er for lav, lyder forklaringen.

02. jul. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    En tilslutningsprocent på 47 til et fjernvarmeprojekt i Gredstedbro nær Ribe fører nu til, at DIN Forsyning Lokalvarme dropper at gå videre med projektet. Kravet var en tilslutning på 70 procent, og selv en lokal arbejdsgruppe siden 2022 har været i gang, så tilslutningen for lav til en lokal varmeløsning.

    - Et af vores store fokuspunkter på varmeforsyningsområdet er at bidrage til at opnå en bæredygtig, fossilfri varmeforsyning i vores to ejerkommuner. Derfor er vi naturligvis utrolig ærgerlige over, at den lokale opbakning til projektet i Gredstedbro viser sig ikke at være stor nok nu, hvor muligheden bød sig. Så selvom en del af borgerne har takket ja og vist interesse, er vi desværre ikke i nærheden af målet på de 70 %, og det har vi naturligvis fuld respekt for, fortæller Eric Lauridsen, der er afdelingsleder i Projekt Vand & Varme under DIN Forsyning.

    Der var sat en frist for tilkendegivelse om tilslutning til en lokal varmeløsning med udgangen af juni måned. Tilslutningen til projektet endte på 47 %, hvilket desværre ikke er nok til, at projektet kan hænge sammen økonomisk.

    Også i Gredstedbro er ærgrelsen til at tage at føle på, fremgår det af en pressemeddelelse fra DIN Forsyning.

    - Jeg synes, det er godt gammeldags træls, siger formand for den lokale arbejdsgruppe, Malene Alsted.

    - Jeg er ikke i tvivl om, at timingen har haft afgørende betydning for opbakningen. Lige nu er gaspriserne lave, og derfor er det ikke så presserende at skifte sit gas- eller oliefyr ud. Uanset hvad er der ikke nok tilslutning til, at en fælles, lokal varmeløsning er det rigtige for vores by, og den beslutning bøjer jeg mig selvfølgelig for.

    DIN Forsyning takker for interessen

    Med lokalvarmeprojektet var der tale om et her-og-nu-tilbud i Gredstedbro. Derfor har selskabet ikke konkrete planer om at komme med et nyt tilbud i fremtiden.

    Selvom DIN Forsyning Lokalvarme således må lægge arbejdshandskerne på hylden i Gredstedbro, sætter selskabet pris på interessen fra byens borgere:

    - Vi har mødt masser af engagement og spørgelyst, når vi har talt med de mennesker, der bor i Gredstedbro. Folk har været enormt interesserede og imødekommende, og det er vi naturligvis utroligt glade for, fortæller Eric Lauridsen.

    Andre klikkede på...