Helsingør: Hele 300 nye kunder fik fjernvarme i 2023
2023 bød på 300 nye fjernvarmekunder i Helsingør Forsyning. Det kommunale selskab er i fuld gang med indtil flere konverteringsprojekter, der kan sikre fjernvarme til langt flere kunder i de kommende år.

Helsingør Forsyning er i fuld gang med at sikre den grønne omstilling i kommunen.
Alene i 2023 koblede man 300 nye kunder på fjernvarmen – og i de kommende år er der langt flere på vej. Det skriver forsyningsselskabet i en pressemeddelelse.
De mange nye kunder skal blandt andet findes i de eksisterende fjernvarmeområder, mens nye byudviklingsområder og konverteringsområder også har ydet et vigtigt bidrag.
I alt har man med indsatsen fra 2023 sparet klimaet for 2.185 tons CO2. Derfor er bestyrelsesformand Jens Bertram også glad for det resultat, man har opnået:
- Det er vigtigt for den grønne omstilling, at vi får flere og flere boligejere over på fjernvarmenettet. Opgørelsen fra 2023 viser, at vi er godt på vej her i Forsyning Helsingør, og tempoet øges støt og roligt i tråd med vores langsigtede plan og kommunens varmeplan, forklarer han og fortsætter:
- Flere fjernvarmekunder sikrer også, at boligopvarmningen i kommunen fremover bliver mere grøn og sætter et mindre klimaaftryk.
Enormt potentiale i kommunen
Netop den langsigtede plan for fjernvarmeudrulningen i Helsingør er bestemt værd at bide mærke i. Alene frem mod 2028 har Helsingør Kommune godkendt hele fem projektforslag, mens der er fire yderligere på vej.
Helsingør Forsyning er desuden også allerede i gang med at føre de første projekter ud i livet – blandt andet i Søheltekvarteret, hvor tilslutningen til projektets to etaper blev henholdsvis 86,7 procent og 74,8 procent af boligerne. I Marienlystkvarteret nåede tilslutningen op på 72,7 procent.
Følger man Helsingør Kommunes seneste varmeplan, er fjernvarmepotentialet helt oppe på omkring 6.000 nye fjernvarmekunder fra 2023-2030. Det bliver selvfølgelig svært at indfri hele potentialet, men resultatet fra 2023 kan i hvert fald hurtigt blive overgået i de kommende år.
Fjernvarmen er stadig en økonomisk attraktiv opvarmningsform sammenlignet med andre energikilder.
Disse områder får tilbudt fjernvarme i Helsingør
Der er allerede godkendt projektforslag i fem nye fjernvarmeområder i Helsingør Kommune:
- Søheltekvarteret 2022 – 2024
- Marienlystkvarteret 2024
- Helsingør Centrum 2024 – 2026
- Yderområder Helsingør 2023 – 2027
- Espergærde Centrum 2023 – 2028
Dertil kommer yderligere fire områder frem mod 2030, som endnu mangler at blive godkendt:
- Helsingør Sydøst
- Snekkersten
- Espergærde Nord
- Espergærde Øst
I fuld gang med nye områder
I hvert af de nye områder kræver det dog mindst 60 procent tilslutning fra beboere, erhverv og institutioner, hvis fjernvarmen skal blive til noget.
Derfor kører man også på med salgskampagner i hvert af de kommende fjernvarmeområdet. I 2024 er man startet op i syv yderområder – og senere på året forventes salget at starte i Helsingør Centrum og i Espergærde C.
Skal man tro bestyrelsesformand Jens Bertram er der da også god grund til at takke ja til fjernvarmen, hvis man bor i et af de mange nye områder. Den er nemlig stadig konkurrencedygtig sammenlignet med individuel boligopvarmning:
- Fjernvarmen er stadig en økonomisk attraktiv opvarmningsform sammenlignet med andre energikilder. Jo flere kunder vi kan koble på nettet, jo flere er der også til at dele omkostningerne. Det vil i længden smitte positivt af på fjernvarmetaksterne, siger han.
Skriv kommentar