Gå til hovedindhold
Medlemmer
Ledelse & Bestyrelse

Kredsløb henter ekstern rådgivning til direktionen

Det aarhusianske forsyningsselskab styrker sig til at kunne træffe de beslutninger, der i fremtiden skal være til grund for grønne investeringer i fjernvarmen.

13. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Kredsløb skal over de kommende år investere milliarder i at gøre fjernvarmeforsyningen grøn, fremtidssikker og fri for træpiller fra Studstrupværket, så den bidrager til, at byen kommer i mål med klimaplanen for Aarhus Kommune.

    Det fører nu til, at direktionen vil hente inspiration og rådgivning eksternt, så de fremtidige fjernvarmeinvesteringer fremtidssikres og bidrager til, at Aarhus Kommune når sine klimamål.

    Til at understøtte og rådgive i investeringsprocesserne har man hentet forstærkning i form af Christian Sønderup, der kommer med bred og mangeårig erfaring med håndtering af store investeringer i energibranchen på topniveau.

    Økonomidirektør i Kredsløb Thomas Elgaard glæder sig over at få tilført gode, erfarne kræfter, så de rette beslutninger og investeringer tages på de rette tidspunkter til gavn for fremtiden, den grønne omstilling og kunderne.

    - Omstillingen er i fuld gang, og det går stærkt og vil fortsat kræve, at vi hurtigt er i stand til at navigere i og træffe store beslutninger til gavn for vores kunder. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan gøre brug af Christians kompetencer og erfaringer, hvor han med sikker hånd er medvirkende til, at vi eksekverer og fastholder den gode kurs for selskabet, siger Thomas Elgaard.

    Christian Sønderup driver i dag sin egen konsulentvirksomhed med fokus på at hjælpe lignende virksomheder med forretningscases, risikostyring og projektledelse og har desuden en fortid som CEO i Markedskraft

    Han deler begejstringen og sætter en dyd i at tage aktiv del i at accelerere den grønne omstilling.

    - Kredsløb har store ambitioner, men samtidig et kæmpe potentiale i at blive en nøglespiller i omstillingen af vores energisystem og accelerere udviklingen i Aarhus. Jeg vil gøre mit ypperste for at bidrage til den udvikling og bringe mine kompetencer og erfaring i spil, siger Christian Sønderup.

    Christian Sønderup er i første omgang hentet ind til at hjælpe i perioden frem til januar 2025, og han vil til dagligt bistå direktionen i at varetage investeringer og rådgive ledelsen.

    Investeringsplanerne indebærer blandt andet nye varmepumper som erstatning for varmeforsyningen med træpiller og et nyt CO2-fangst-anlæg ved Energipark Lisbjerg, der inden 2030 skal fungere som spydspids i kampen om at reducere CO2-udledningen.

    Andre klikkede på...