Landsmødet byder også på en international scene
Torsdagen på Landsmøde 2024 i oktober byder på en international scene. Det sker i et samarbejde med Udenrigsministeriet, der har en udenlandsk delegation på besøg i Danmark.
Landsmøderne er traditionelt kendt for at være for både medlemmer af Dansk Fjernvarme og leverandører til fjernvarmesektoren. Men i 2024-udgaven af landsmødet bliver der også budt på internationale toner.
Udenrigsministeriet har henvendt sig til Dansk Fjernvarme om muligheden for også at huse en international delegation, som ministeriet har inviteret til Danmark for at blive inspireret af den danske fjernvarmesektor – både fjernvarmeselskaber og leverandører.
Delegationen er i Danmark fra tirsdag den 22. oktober, hvor de om onsdagen bl.a. skal besøge nogle fjernvarmeselskaber samt høre om fjernvarme. Når det så bliver torsdag den 24. oktober, indtager delegationen Landsmøde 2024, der finder sted i Bella Centeret i København.
Det meste af torsdagen vil Udenrigsministeriet så byde delegationen på oplæg på en særlig international scene.
- Vi er glade for at kunne bidrage til, at det store udland også får indblik i fjernvarme og dens styrker i forhold til opvarmning. Vi har derfor aftalt med Udenrigsministeriet, at vi sørger for at facilitere rammerne, mens de udfylder den for delegationen fra udlandet, fortæller chefkonsulent Taja Lindby Skak fra Dansk Fjernvarme.
Det konkrete program for den internationale scene er ikke klart endnu, men det bliver oplagt for medlemmerne af delegationen også at gå inspirationstur blandt de mange udstillere, der også i år vil være at finde på landsmødet.
- Jeg forestiller mig, at delegationerne netop vil søge hen til udstillerne for at få både inspiration og råd om, hvordan de kan finde tekniske løsninger på deres udfordringer med at opbygge og udbygge fjernvarme, siger Taja Lindby Skak.
Landsmøde 2024
Dansk Fjernvarme afholder i 2024 landsmøde i Bella Centeret i København. Det sker fra torsdag den 24. oktober til og med fredag den 25. oktober.
Programmet bliver hele tiden udbygget. Du kan få overblik over programmet og praktiske oplysninger – klik her.
HUSK! Vi åbner for tilmelding til Landsmøde 2024 tirsdag den 11. juni kl. 9.00.
Taja Adelie Lindby Skak
Projektleder for Landsmøde og PULS
Markedsføring
Kommunikation af kurser og arrangementer
Mobil:
+45 30 99 60 88
E-mail: tal@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar