Gå til hovedindhold
Energipriser
Medlemmer

Medlemmer sætter varmeprisen ned

Både Viborg Varme og Verdo melder nu ud om prisfald. Viborg Varme sænker prisen med lige over 2.500 kroner om året, mens Verdo sænker varmeprisen i Herning med lige 1.000 kroner.

12. apr. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Viborg Varme melder nu ud, at lavere energipriser og flere driftstimer på særligt deres nye el-kedel reducerer deres budgetterede omkostninger år til dato – og som prognoserne viser kommer det også til at gælde for resten af 2024.

    Derfor melder varmeselskabet nu ud, at man fra den 1. maj sænker varmeprisen fra de tidligere varslede 20.265 kroner om året til 17.611 kroner.

    - Det er fortsat en forholdsvis høj varmepris, men trods alt noget lavere end varslet, skriver Viborg Varme i en pressemeddelelse.

    Viborg Varme forventer på den baggrund, at priserne fortsat vil udvikle sig fornuftigt de kommende år med både lavere og mere robuste priser til følge grundet de nye produktionsanlæg, som er under etablering og planlægning.

    – Vi er glade for, at vi nu kan sætte varmeprisen ned. I bestyrelsen følger vi udviklingen tæt, hvorfor vi satte varmeprisen op, da det var nødvendigt, og virkeligheden tilsagde det. På samme måde sætter vi nu prisen ned. Det er et vigtigt princip for os, at fjernvarmen ikke holder unødigt på forbrugernes penge, udtaler formand for Viborg Varme, Kristian Brøns Nielsen.

    Lavere varmepris i Herning

    Også Verdo er klar med lavere priser. Det gælder for deres forbrugere i Herning, der ifølge en pressemeddelelse allerede har fået en lavere – den blev effektiviseret fra den 1. april.

    Den nye prisnedsættelse betyder, at prisen for en MWh falder fra 477,5 kr. til 411,8 kr. inkl. moms. Dermed falder varmeprisen for et standardhus fra 13.316 til kr. 12.128 kr. om året. Altså en prisnedsættelse på 1.188 kr. om året.

    Det er tredje gang i træk, at Verdo sætter prisen ned og markerer sig som et af landets billigste fjernvarmeselskaber. Derfor er der også tilfredshed at spore hos fjernvarmechef Karsten Randrup:

    - Vi har en ambition om at sikre forbrugerne attraktive og stabile priser. I det lys er det tilfredsstillende, at vi endnu engang er i stand til at sænke prisen, siger fjernvarmechef Karsten Randrup.

    Det er bl.a. mindre egenproduktion, lavere naturgaspriser og øget varmesalg i årets første måneder, der gør prisnedsættelsen mulig. Den nye varmepris gælder for resten af 2024.

    Andre klikkede på...