Gå til hovedindhold
Medlemmer
Ledelse & Bestyrelse

Ny mand i spidsen for Brande Fjernvarme

Brande Fjernvarme har pr. 1. august ansat Stefan Olsen som ny driftsleder.

13. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Der er en ny mand i spidsen for Brande Fjernvarme. Det er den 41-årige Stefan Olsen, der siden den 1. august har overtaget tøjlerne i det midtjyske fjernvarmeselskab. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

    Stefan Olsen kommer med en bredt funderet teknisk baggrund. Han er oprindeligt udlært som værktøjsmager og har desuden gennemgået Forsvarets sergentuddannelse. Siden har han bl.a. arbejdet som rejsemontør, som teknisk designer og gruppeleder hos Siemens Wind Power og som koordinator hos MES Fiber.

    Senest har han været ansat som afdelingsleder hos Brande Entreprenør Service (BES), og før det varetog han en stilling som produktionsleder hos Concept Living i Engesvang.

    Stefan Olsen har siden 2013 været bosat i Brande sammen med sin kæreste, Karina, og parrets to børn, og ifølge pressemeddelelsen ser han frem til at få lov til at være med til at sætte dagsordenen og være med til at udvikle Brande Fjernvarme i den rigtige, grønne retning.

    - Målet er at tilbyde god og billig varme og samtidig bidrage til den grønne omstilling, tilføjer den nyansatte driftsleder.

    Stefan Olsen afløser Ole Henriksen, der efter godt 2 år som driftsleder hos Brande Fjernvarme er rykket videre til en stilling hos pumpekoncernen Grundfos i Bjerringbro.

    Andre klikkede på...