Nyt webinar kom godt fra start
Flere medlemmer af Dansk Fjernvarme benyttede sig af tilbuddet om at høre og debattere nyt fra Varmefaglig Afdeling. Det næste webinar, der er gratis for medlemmer, er den 24. september.

Klaus Lunddal Brose sad klar tirsdag formiddag til det første webinar, hvor Varmefaglig Afdeling delte aktuelle emner med medlemmerne af Dansk Fjernvarme.
Den sidste tirsdag i august var der premiere på et nyt tiltag fra Dansk Fjernvarme til sine medlemmer: Nyt fra Varmefaglig Afdeling. Et månedligt webinar, hvor konsulenter orienterer og går i dialog om aktuelle varmefaglige emner.
Det var seniorkonsulent Klaus Lunddal Brose, der sad for bordenden i Fjernvarmens Hus som leder af det første webinar. Han var efterfølgende meget tilfreds med forløbet, hvor over 50 medlemmer var med.
- Webinarformen er en god måde for os til at dele viden eller nye tiltag med vores medlemmer, og der har heldigvis været god interesse blandt vores medlemmer for at være med. Så det falder tilsyneladende i god jord hos dem også, konstaterer Klaus Lunddal Brose.
En af pointerne med det månedlige webinar er, at man kan tage aktuelle emner op, og det fik deltagerne afprøvet på det første af slagen. Forsyningstilsynet lancerede i sidste uge en ny budget- og prisindberetningsmodel.
_ Vi ved, at mange af selskaberne står overfor at anmelde deres budget og priser, og derfor var det meget aktuelt at lave en præsentation sammen med tilsynet. Den nye model skal hjælpe med at sikre, at indberetningerne ikke bliver fejlbehæftet, så selskaberne får offentliggjort mere korrekte priser. Og det fungerede meget fint med deltagelse af Forsyningstilsynet på webinaret, siger Klaus Lunddal Brose.
Vil tættere på medlemmerne
Hovedformålet med det månedlige webinar – du kan læse mere om det praktiske omkring tilmelding og deltagelse i spalten til højre – bliver at få opdateret medlemmerne på aktuelle varmefaglige emner, der kan have betydning for medlemmerne.
- Vi vil hver gang præsentere et varmefagligt emne, som vi mener kan have interesse hos vores medlemmer, men selvfølgelig vil medlemmerne også have mulighed for selv at stille spørgsmål og få svar på dem undervejs, fortæller chef for Varmefaglig Afdeling i Dansk Fjernvarme, Nicolai Kipp, der samtidig understreger et ekstra formål med de månedlige webinarer:
- Vi vil gerne tættere på medlemmerne og deres aktuelle varmefaglige udfordringer.
Webinarerne er gratis for medlemmerne – og er kun for medlemmer – og de varer maksimalt 40 minutter. Udover det emne, der hver bliver taget op, så vil der være mulighed for, at andre aktuelle emner bliver taget med i webinaret.
- Men fokus vil dog hver gang være på det emne, der på forhånd er meldt ud, understreger Nicolai Kipp.
Webinarerne begynder hver gang kl. 09.30, og som udgangspunkt er det ansatte i Varmefaglig Afdeling, der står for webinarerne. Nicolai Kipp nævner dog, at man kan vælge at tage andre kollegaer med fra Dansk Fjernvarme eller personer udenfor organisationen – fx fra en styrelse eller lignende.
- Det centrale er, at der er tale om varmefaglige emner, og der er fokus på, at vi skal hjælpe vores medlemmer, hvis de har nogle presserende spørgsmål til konkrete, varmefaglige emner, siger han.
Nyt fra Varmefaglig Afdeling
Den sidste tirsdag i hver måned – næste gang i september – tilbyder Varmefaglig Afdeling et webinar for medlemmer af Dansk Fjernvarme.
Webinaret zoomer ind på et konkret emne, men kan også tage aktuelle emner op.
Webinarerne begynder kl. 09.30 og varer maksimalt 40 minutter.
Hvis man ikke kan være med på webinaret, bliver det tilgængeligt via Dansk Fjernvarmes hjemmeside snarest muligt efter afviklingen.
Læs mere om webinarer – klik her.
Tilmelding – klik her.
De næste emner
Tirsdag den 24. september – arbejdsskadesager
Tirsdag den 29. oktober – udbud i praksis
Skriv kommentar