Stærkt grønt forslag fra Radikale Venstre
Der er fuld opbakning til Det Radikale Venstres forslag om en samlet grøn varme- og kølestrategi i EU, så vi kan komme i mål med den grønne omstilling og udfase den sorte gas. Sådan lyder det fra Dansk Fjernvarme i en kommentar til de Radikales forslag om en Grøn Superfond i Europa.

Stop for nye olie- og gasfyr i EU fra 2028 og fuld fart på både energieffektivisering og udrulning af fjernvarme. Det er blandt de centrale forslag i et nyt udspil fra Det Radikale Venstre. Samtidig vil partiet sætte konkrete mål for udfasning af olie, kul og gas på tværs af sektorer.
Forslagene møder fuld opbakning fra Dansk Fjernvarme, der repræsenterer alle landets fjernvarmeselskaber, affaldsenergianlæg og den danske termiske elproduktion.
- Det er en bunden opgave, at vi skal i mål med den grønne omstilling. Samtidig haster det med at få udfaset den sorte gas, sådan at vi bliver selvforsynende og ikke bidrager til den angrebskrig vi oplever fra russisk side i øjeblikket. Det gør vi ved at træde speederen i bund på udfasningen af gassen og udrulning af fjernvarme, lyder det fra Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme, der fortsætter:
- Derfor er det et flot og fremsynet forslag, som Det Radikale Venstre netop har lanceret, hvor forpligtende mål for udfasning af fossil energi, energieffektivisering og udrulning af fjernvarme er de værktøjer, der skal til for at få tempo på.
Godt for industrien
Selvom cirka 68 procent af alle boliger i Danmark har fjernvarme, så fylder fjernvarme blot cirka 12 procent i Europa. Det Radikale Venstre foreslår i sit udspil, at fjernvarme i Europa i 2030 øger sin markedsandel til 20 procent.
- Vi oplever i disse år en meget stor interesse for fjernvarme og for den danske model for fjernvarme, der har vist sig effektiv med sin forsyningssikkerhed og farten på udfasning af fossil energi. Med øgede europæiske ambitioner, slår vi ikke bare et godt slag for den grønne omstilling men giver også en solid håndsrækning til den grønne industri, som vi også i Danmark et rigtig stærke på, siger Rune Moesgaard.
Skriv kommentar