Gå til hovedindhold
Kurser & Events
Temadag
Medlemmer

Temadag skal føre til en bageopskrift i datadeling

Temadagen om Kunstig Intelligens bød på branchesparring og konkrete bud på, hvordan AI inddrages som et arbejdsværktøj ude hos Fjernvarmeselskaberne. Seniorkonsulent Ole Juhl håber, at kunstig intelligens baner vejen for en fælles datadelingsmodel i fjernvarmebranchen.

16. feb. 2024
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den 7. februar bød på temadag i Kunstig Intelligens i Fjernvarmens hus i Kolding. Selvom det formentlig endnu er begrænset, hvad Kunstig Intelligens – eller AI som det også hedder i folkemunde – betyder for fjernvarmesektoren, står det allerede nu fast, at det får en betydning; for værkerne, for medarbejderne, for kunderne.

    Der har været stor interesse for temadagen hos Dansk Fjernvarmes medlemmer, fortæller seniorkonsulent Ole Juhl.

    -Der har været så stor en efterspørgsel for temadagen, at vi havde folk på venteliste. Det, vi først og fremmest tager med os fra temadagen er, at deltagerne har en stor interesse og lyst til at sparre med hinanden om Kunstig Intelligens, og hvilke konkrete løsninger kunstig intelligens bidrager med i det offentlige, myndigheder og hos fjernvarmeselskaberne.

    Komprimeret program

    Temadagen bød på oplæg fra Energistyrelsen, DTU og Digital Forsyning, Niras og Center Danmark.

    Selvom flere af deltagerne til temadagen har en baggrund som maskinmester eller ingeniør – og dermed er rutinerede i det tekniske fjervarmesprog - var det om at holde tungen lige i munden for deltagerne, da flere af oplæggene var ret detaljeret og tekniske, påpeger seniorkonsulenten.

    -Hvis det bliver en mulighed at afholde temadagen igen, vil vi afsætte mere tid til de enkelte oplæg. Det var en komprimeret dag, men en god dag.

    Seniorkonsulent  Ole Juhl er også opmærksom på, at Dansk Fjernvarme følger op på temadagens debatter.

    -Vi skal finde ud af, hvad der allerede nu findes af konkrete AI løsninger, og hvordan Dansk Fjernvarme kan understøtte medlemmernes proces med AI.

    Næste skridt

    Næste skridt på projektlederens tegnebræt for kunstig intelligens, beskriver seniorkonsulent med egne ord som en bageopskrift for datadeling.

    -Vi arbejder hen imod at lave en fælles datadelingsmodel for fjernvarmebranchen, som konkret er en form for bageopskrift, der fortæller dig, hvordan data ser ud, hvordan du får adgang til den, og hvordan den deles med andre fjernvarmeselskaber.

    Det er seniorkonsulentens klare forventning, at kunstig intelligens er kommet for at blive.

    -Jeg håber, at kunstig intelligens og den øgede digitalisering kan være med til at skabe en fælles datadelingsmodel i Fjernvarmebranchen.

    Indtil bageopskriften forlader tegnebrættet er det muligt at dykke ned i Dansk Fjernvarmes Inspirationskatalog, som giver 18 eksempler på digitalisering og datadreven drift i danske fjernvarmeselskaber.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...