Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Klima- & Miljøforhold

EP-VALG 2024: Tre skarpe til Stine Bosse (M)

Dansk Fjernvarme har stillet tre spørgsmål til en række topkandidater til EU-valget. Denne gang Moderaternes Stine Bosse.

28. maj 2024
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Indhold

    1) Sidste EU-valg blev af mange beskrevet som et klimavalg. Hvor meget tror du, klima og grøn omstilling kommer til at præge valgkampen denne gang?

    - Klima dagsordenen er under ingen omstændigheder væk, den er blot blevet suppleret med flere store spørgsmål, som alle skal løses, og som i øvrigt er forbundet.

    - Vi har nu virkelig travlt med at løse klimakrisen. Jeg glæder mig over, at ”Von Der Leyen kommissionen” ikke har sænket men øget ambitionerne, og jeg vil bidrage til, at vi kommer i mål. Hvis ikke vi får sænket niveauet for CO2-udledning markant, vil koncentrationen i atmosfæren fortsætte sin stigningstakt, og voldsomme forandringer vil ligge foran os.

    - Størst og mest indgribende i relativt fattige lande i det globale syd, og presset på vores grænser vil som konsekvens af dette, stige markant. Dette vil udvikle sig til en sikkerhedsrisiko. Se allerede Putins aktivitet på det afrikanske kontinent i det lys.

    2) Hvor meget kommer du selv til at have fokus på energi og grøn omstilling, når det gælder din kommende indsats i Parlamentet – og hvilke andre mærkesager er vigtige for dig?

    - Jeg vil helt klart have fokus på klima, energi, og grøn omstilling. Både i forhold til vores forsyning og vores forbrug af energi, men også ift. vores samlede forbrug. For eksempel er offentligt forbrug et sted man direkte kan påvirke cirka 25 procent af det forbrugsbaserede klimaaftryk i EU. Udbudsdirektivet skal revideres, og her er mulighed for en relativ hurtig indsats.

    - Vi er et land med mange dygtige virksomheder med solide løsninger på klimaproblemerne, og vi skal sikre gode betingelser for disse virksomheder. Vi er pt i et internationalt kapløb med blandt andet Kina for at vinde denne dagsorden, så også her har vi travlt. I det hele taget skal vi være klar over, at velstand kommer før velfærd. Uden dygtige virksomheder, arbejdspladser og en stærk økonomi får vi svært ved at levere velfærd til hinanden.

     - Mine mærkesager er i øvrigt flere former for sikkerhed:

    A) Vores forsvar skal styrkes og positioneres således, at EU kan virke i egen ret på dette område. Det kommer til at handle om investeringer i forsvar, udbygning af europæisk våbenindustri og styrkelse af EU's søjle i NATO. Ikke af hensyn til andre end os selv. En udbygning af vores fælles udenrigspolitiske positioner, er også helt afgørende. Herunder vetoretten i visse anliggende.

    B) Vores ydre grænser skal sikres en gang for alle. Vi skal bremse incitamenterne for illegal migration og fremme vejen for lovlig migration. De, der alene kommer for at søge lykken, skal retur indenfor under 1 uge. Enten til oprindelseslande eller til EU drevne centre i lande udenfor EU. De der opnår flygtningestatus skal selvfølgelig beskyttes. Vejen til EU skal hedde uddannelse og kompetence. Vi skal sammen investere massivt i denne kapacitetsopbygning. Det bliver til glæde og gavn for tredjelande og for det arbejdsmarked, hvor der pt mangler folk i det meste af EU. 

    C) Sikkerhed i den digitale verden er helt og aldeles vigtig. På den store klinge i forhold til cybersecurity men også for f.eks. børns færden på internettet. EU's initiativer overfor Big Tech har været helt afgørende nødvendige, men der er mere der skal gøres – alt sammen i respekt for, at vi også på dette område ikke forhindrer sund vækst for europæiske virksomheder. Men hvem gider tjene penge på udnyttelse af børn?

    3) Hvordan kan du som måske kommende dansk parlamentariker arbejde for, at grøn omstilling, herunder via fjernvarme, kommer til at fylde mere i Europa?

    Jeg ser fjernvarme som en væsentlig infrastruktur for opvarmning i storbyer, på niveau med el-infrastruktur. Fjernvarme kan nyttiggøre overskudsvarme og har en række andre bidrag til løsninger i den grønne omstilling. De store investeringer, der naturligt kommer ud af den nye infrastruktur, vil kun kunne gennemføres gennem et offentligt / privat partnerskab og optagelse af fælles gæld. Det sidste værktøj skal bruges forsigtigt, men kan være ret afgørende.

    Interviewet med Stine Bosse er første gang bragt i en kortere version i magasinet Fjernvarmen 2/2024.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...