Gå til hovedindhold
Sektorintegration
Varmekilder
Rammevilkår & Regulering

VEKS er klar med overskudsvarme til 6.000 husstande

Microsoft og VEKS har indgået aftale om at udnytte overskudsvarme fra nyt datacenter. Dansk Fjernvarme ser det et godt eksempel på sektorkobling, men advarer fortsat om, at prisloft spænder ben for mange lignende projekter.

5. mar. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Microsoft og VEKS har indgået en aftale om at anvende overskudsvarmen fra et datacenter i Høje Taastrup, som Microsoft er i gang med at opføre. Overskudsvarmen vil forventeligt kunne dække behovet for fjernvarme i 6.000 husstande.

    VEKS kalder i en pressemeddelelse aftalen for ”et meget vigtigt skridt for at sikre fremtidens fjernvarme”.

    - Der er et stort potentiale for overskudsvarme fra datacentre i Hovedstadsområdet. Denne aftale er et meget konkret bidrag til VEKS’ fremtidige endnu mere grønne og bæredygtige fjernvarme - ovenikøbet til en meget attraktiv pris, som ligger langt under, hvad VEKS ellers betaler for varmen, siger Steen Christiansen, der er formand for VEKS’ bestyrelse.

    Microsoft skal ifølge aftalen etablere et anlæg i datacentret, der opsamler overskudsvarmen inklusive rørsystemet ud til matrikelskel. Herfra vil VEKS anlægge de nødvendige rørsystemer, vekslere og varmepumper til at føre varmen videre til borgerne. 

    VEKS og Microsoft forventer, at den første overskudsvarme leveres til varmesæsonen 2025-2026.

    Godt eksempel på sektorkobling

    Dansk Fjernvarme glæder sig over aftalen som et eksempel på samarbejde på tværs af sektorer, der fremmer den grønne omstilling.

    - Det er en gevinst for Vestegnens fjernvarmekunder og et godt bidrag for at komme i mål med den grønne omstilling at energien genanvendes, frem for at der skal produceres varme af jomfruelige energiressourcer samtidig med at varmen fra industrivirksomheder slippes ud til fuglene, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen.

    Han påpeger dog, at Dansk Fjernvarme fortsat er modstander af det prisloft, som fra årsskiftet har ramt såvel eksisterende som kommende projekter med at udnytte overskudsvarme – fx fra datacentre og industrivirksomheder.

    Prisloftet er fortsat et problem

    Jens Christian Nielsen pointerer, at det i nogle tilfælde godt kan lade sig gøre at indgå en aftale om overskudsvarme på trods af prisloftet, men det er meget afhængigt af aftalevilkårene, afskrivningsmodellen, energipriserne og de fysiske forudsætninger for at etablere og drive overskudsvarmeanlægget.

    - I mange andre tilfælde kan der være en risiko forbundet med at indgå en aftale om overskudsvarme så længe prisloftet er gældende. Hvis prisloftet bliver overskredet, kan varmeselskaberne ikke få dækket omkostningerne gennem kundernes varmeregning, forklarer Jens Christian Nielsen.

    Prisloftet kan f.eks. blive overskredet, hvis energipriserne igen stiger, eller hvis anlægget får færre driftstimer end budgetteret. Og selv om prisloftet oprindeligt er tænkt til at beskytte forbrugerne, så er kunderne allerede godt beskyttet af den eksisterende regulering på området, der også er gældende for alle øvrige investeringer i fjernvarmesektoren.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...