Velkommen til de nye ministerier og den kommende kommissær
Fra de danske forsyningsselskaber er der glæde over udsigten til de nye ministerier og ikke mindst den kommende EU-kommissær. Rokaden bør give anledning til styrket grønt fokus.
Dansk Fjernvarme, der repræsenterer landets fjernvarmeselskaber, der producerer al landets fjernvarme, termisk el og driver de danske affaldsenergianlæg, er der glæde over udsigten til de kommende ministerier.
Ikke mindst Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab forventer Dansk Fjernvarme sig meget af.
- Vi har samarbejdet i Statens Nationale Operationelle Stab, NOST’en, set hvor værdifuldt, det er med et tæt og tillidsfuldt samarbejde. Men vi har også oplevet, hvor ressourcekrævende det er hele tiden at være et skridt foran. Derfor hilser vi især det nye ministerie for samfundssikkerhed og beredskab velkommen, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, og fortsætter:
- Vores medlemmer leverer varme til 4 millioner danskere, vi leverer al den termiske el, der sikrer den høje forsyningssikkerhed og affaldshåndteringen. Kort sagt, store dele af den kritiske infrastruktur, som vi alle er afhængige af. Det er derfor helt afgørende, at rammerne for vores medlemmer og samspillet med myndighederne er toptunede.
Fasthold det grønne fokus
Samtidig understreger forsyningsselskabernes brancheforening vigtigheden af, at regeringen fastholder fokus på den grønne omstilling.
- Udfordringen med at indfri vores klimamål, udvikle de nødvendige teknologier og ikke mindst implementere de grønne aftaler, der sætter rammerne for vores medlemmer, der skal gøre de grønne ambitioner til virkelighed, er ikke blevet mindre. Det er derfor afgørende, at regeringen og Folketinget kommer med helt ned i plovfuren i arbejdet for den nødvendige indsats, siger Kim Mortensen, der afslutter:
- Der skal lyde et stort tillykke til Dan Jørgensen med udpegningen til EU-Kommissionen. Vi har gennem årene haft et godt og tillidsfuldt samarbejde med Dan Jørgensen, og vi kender om nogen den kommende kommissærs grønne hjerte, som jeg er sikker på, han tager med sig i den kommende Kommissions arbejde.
Skriv kommentar