Gå til hovedindhold
Medlemmer
Konverteringer

Vestforbrænding ruller fjernvarmen ud i Frederikssund

Frederikssund Kommune og Vestforbrænding har taget det første spadestik til udbygningen af fjernvarmenettet i Frederikssund. I første omgang gælder det udbygningen af Vestforbrændings hovedledning.

10. apr. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Områdechef Per Wulff og borgmester Tina Tving Stauning havde forberedt taler forud for det første spadestik på fjernvarmeudvidelsen i Frederikssund Kommune. Foto: Gregers Skibsted.

Indhold

    Der var fint besøg i Store Rørbæk tidligere på ugen, hvor såvel borgmester i Frederikssund Kommune, Tina Tving Stauning sammen med områdechef i Vestforbrænding Fjernvarme, Per Wulff, sammen tog de første spadestik til udbygningen af fjernvarmenettet i Frederikssund.

    Spadestikkene er begyndelsen på, at 320 kunder i Frederikssund Kommune frem mod 2025/2026 vil få tilbudt billig og mere klimaneutral fjernvarme. Ved det første spadestik bliver der åbnet mulighed for adgang til fjernvarme i Deltakvarteret og St. Rørbæk, fremgår det af en pressemeddelelse fra Vestforbrænding.

    - Frederikssund er en vigtig del af vores samlede Varmeplan 2030. Når hovedledningen gennem Egedal Kommune er klar, og den store udvidelse af fjernvarmeforsyningen er en realitet dér, giver det rigtig god mening, at dele af Frederikssund også bliver koblet på, lyder det fra områdechef Per Wulff.

    Den første del af projektet omfatter etableringen af ca. 8 km hovedledning fra Ølstykke til Frederikssund og Store Rørbæk. Fra Ølstykke og frem til Snostrupvej etableres fjernvarmeledningerne langs togbanen.

    Mere overordnet af dette projekt blot første etape i udbygningen af fjernvarmenettet, som er en del af Vestforbrændings Varmeplan 2030, og som samlet skal koble op mod 39.000 husstande på fjernvarmenettet i de kommende år.

    - Frederikssund Byråd har vedtaget en strategisk varmeplan, der beskriver alle de områder, hvor der er mulighed for udrulning af fjernvarme i vores kommune. Det er nemlig vores ambition af udbrede så meget fjernvarme i kommunen som muligt til - naturligvis til konkurrencedygtige priser for forbrugerne, udtaler Frederikssunds borgmester Tina Tving Stauning.

    Det er entreprenørselskabet Per Aarsleff A/S, som står for opgaven i Frederikssund. Aarsleff har ligeledes opgaven i Egedal Kommune og har en stor erfaring på området.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...