Vestforbrænding er rustet til fremtiden
2023 bød på udfordringer for Vestforbrænding, men man ser frem mod fortsat udvidelse af fjernvarmenettet, CO2-fangstanlæg, nye it-systemer og fokus på mere genanvendelse.

Bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen slog i sin årsberetning til Vestforbrændings nylige generalforsamling fast, at 2023 har budt på mange udfordringer for selskabet. Men han ser til gengæld frem mod de kommende år med en tro på, at selskabet er godt rustet.
- Selskabet står stærkt i konkurrencen, og som det fremgår af regnskabet, er økonomien solid på trods af et udfordrende år. Vestforbrænding og vores ejerkommuner har både nu og i fremtiden en vigtig opgave i at tilbyde de bedste løsninger. Både når det kommer til kvalitet, pris og til klima- og miljøhensyn, lød det blandt andet fra formanden.
Han betegnede i sin årsberetning 2023 som et ”spændende og begivenhedsrigt år”. Det eksemplificerede han med, at der i 2023 blev indgået kontrakter med entreprenører på første del af Varmeplan 2030.
- Det første spadestik blev taget i Herlev Kommune i januar, og siden er gravearbejdet startet i hele syv af Vestforbrændings 19 kommuner, fortalte Ole Bondo Christensen.
2023 har dog også budt på en nedtur. Vestforbrænding opnåede således ikke det ønskede tilskud fra Energistyrelsen til CO2-fangstanlæg i 2023. Og så selv om det ikke slår selskabet ud af kurs.
- Vi arbejder ufortrødent videre på forskellige modeller for finansiering og har drøftelser med mulige investorer og samarbejdspartnere. Målet er fortsat, at et CO2-fangstanlæg kan stå klart inden 2030, sagde bestyrelsesformanden.
Et af punkterne, som går igen fra sidste års beretning er konkurrenceudsættelse på affaldsområdet. Vestforbrænding har gjort sig klar til dette ved bl.a. at udvikle og implementere nye it-systemer, som skal lette både administration og kundehåndtering. Systemer som også vil få positiv indflydelse på fjernvarmeområdet.
Desuden har Vestforbrænding, som løsning af håndteringen af at kunne byde på det forbrændingsegnede affald efter konkurrenceudsættelse, dannet et nyt selskab VF Affaldsenergi A/S.
Netop fjernvarmeområdet var et af kernepunkterne i formandens beretning.
- Det er fortsat stor opbakning til fjernvarme trods faldende gaspriser. I slutningen af 2023 fik de første kunder i Varmeplan 2030 det endelige tilbud om tilkobling til fjernvarmenettet, og i alt 93,6 pct. af dem, der har olie- eller gasfyr, takkede ja til fjernvarmen.
Ole Bondo Christensen havde også fokus på øvrige varmekilder, der skal tages i anvendelse for at komme i mål med Varmeplan 2030.
- I takt med at fjernvarmenettet bliver udvidet, er der brug for flere varmekilder. I 2023 er der derfor arbejdet på aftaler om overskudsvarme fra virksomheder og spildevandsanlæg. En uvildig undersøgelse viste også, at det kan betale sig at udnytte energien i Furesø til fjernvarme og etablere en varmevekslerstation nær søen. Samtidig med disse undersøgelser har geotermi haft Vestforbrændings interesse som en af de varmekilder, der kan supplere fjernvarmeproduktionen.
Skriv kommentar