Young Advisory Board giver ung inspiration til GEV
I Grindsted har GEV oprettet et Young Advisory Board for at bringe unges synspunkter og idéer ind i selskabet. Samtidig kan boardet være med til at skabe en fødekæde af nye bestyrelsesmedlemmer til fremtiden.
Igennem nu et par år har GEV i Grindsted aktivt arbejdet med at få unge til at inspirere bestyrelsesarbejdet. Konkret har man oprettet et Young Advisory Board, der har til opgave at udfordre, hjælp og kvalificere bestyrelsens arbejde på en række områder.
Det kan fx være vedrørende bæredygtighed, organisation og kultur eller rekruttering – blandt andet af unge til både stillinger i driften og i bestyrelsesarbejdet. Valget af opgaver for rådgivningsudvalget bliver besluttet i fællesskab mellem bestyrelsen og de unge.
De udvalgte medlemmer bliver som en del af deres medlemskab uddannet i bestyrelsesarbejde, herunder Bestyrelsesansvarsloven. Derudover er det vigtigt, at medlemmerne i deres arbejde i Young Advisory Board løbende bliver skarpe på, hvad deres kompetencer kan bidrage med.
De fem nuværende medlemmer i GEV’s Young Advisory Board repræsenterer både forskellige baggrunde og aldre. Et medlem er jurist, to andre arbejder som selvstændige, den tredje er ingeniør, mens det femte medlem er journalist.
Siden 1. januar 2023 har de fem været i gang med at arbejde på deres input til GEV’s bestyrelse.
Hjertet banker for forsyningssektoren
Sarah Mai Holm er et af de fem medlemmer i GEV’s Young Advisory Board. Hun er selvstændig og arbejder med forandringsledelse, projektledelse og procesoptimering.
Nogle år inden hun blev selvstændig, arbejdede Sarah Mai Holm hos Norlys, det var derfor ikke helt ukendt land for hende at beskæftige sig med forsyningssektoren.
– Inden jeg blev selvstændig, har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv hos Norlys. Mit hjerte banker for forsyningsbranchen. Men jeg synes, branchen har haft et støvet ry, hvilket er helt skørt, når det er på det område, at der sker mest udvikling i Danmark lige nu, fortæller Sarah Mai Holm og tilføjer, at hun netop af den årsag gerne vil være med til at udvikle og forbedre samtalen om energisektoren.
Grundet sin baggrund hos Norlys havde Sarah Mai Holm på forhånd en god forståelse for, hvordan forsyningssektoren hænger sammen. Udover at ville fremme sektoren ansøgte hun også om medlemskab i Young Advisory Board for at tilføje nye kompetencer til sit CV.
– Jeg har fået styrket mine evner indenfor bestyrelsesarbejdet. Jeg havde ikke en hardcore plan med mit medlemskab. Jeg ville gerne gå nysgerrigt til opgaven og være åben for både forretning og mennesker, siger hun og fortsætter:
– Jeg har helt sikkert fået styrket både mine faglige og mine personlige kompetencer gennem Young Advisory Board takket være mine boardkollegaer og GEV.
Vil inspirere andre
Nicklas Simonsen er også en del af Young Advisory Board, han er ingeniør og har tidligere erfaring med at være en del af et Young Advisory Board, da han har været en del af forsikringsselskabet GF’s Young Advisory Board.
Det var med den erfaring i baghovedet, at han ansøgte om at blive en del af GEV’s Young Advisory Board, samtidig med at han havde sin egen agenda.
– Jeg mener, at man tænker mere mangfoldigt, når man er i et mangfoldigt univers, som man er i et Young Advisory Board, og i et samspil med en bestyrelse, som er åben overfor nye tiltag.
– Min personlige agenda med mit medlemskab er, at jeg vil forbedre den grønne omstilling. Det er en udfordring for min generation at løse og ikke kun den ældre, som er den, der primært er repræsenteret i den nuværende bestyrelse.
Selvom et overtal af medlemmer i GEV’s bestyrelse er 50+, er det Nicklas Simonsens klare oplevelse, at GEV’s bestyrelse er åben og imødekommende overfor Young Advisory Boardets input.
– Jeg synes, Young Advisory Board supplerer den nuværende siddende bestyrelse på en måde, hvor der er et godt samarbejde. Bestyrelsen lytter til os og tager imod vores forslag med et åbent og nysgerrigt sind.
Fornyelse af personalehåndbogen
Et af de forslag, Young Advisory Board har stillet bestyrelsen, er, at den bør arbejde for at gøre GEV mere attraktivt for yngre medarbejdere.
Det er eksempelvis vigtigt at sørge for, at medarbejdere, som enten stifter eller overvejer at stifte familie, føler, at de arbejder et sted, hvor der er gode rammer for børnefamilier, påpeger Nicklas Simonsen:
– Vi har et kæmpe ansvar for at hjælpe medarbejderne med at kunne etablere sig et fleksibelt arbejdsliv.
Derfor arbejder bestyrelsen i samarbejde med Young Advisory Board på at tilføje et par nye sider til personalehåndbogen.
– Vi vil gerne lave en folder, som vejleder GEV’s medarbejdere igennem barsel, fertilitetsforløb eller abort. Det er vores erfaring, at det er de steder, hvor man har brug for støtte, fortæller Nicklas Simonsen.
Sarah Mai Holm kunne rigtig godt tænkte sig at gå mere i dybden med at arbejde med GEV’s fremtidsperspektiver som arbejdsplads.
– Diversitet på flere parameter er relevant og vigtigt for alle virksomheder i forsyningssektoren. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel og bidrage med nogle værktøjer til at sikre netop det i sektoren.
Denne artikel er en versionering af en artikel bragt i magasinet Fjernvarmen i august 2024.
TEMA: Den kompetente bestyrelse
Fjernvarmesektoren bliver mere og mere kompleks, og det kræver, at selskabernes bestyrelse kan følge med og matche udfordringerne med stærke og velovervejede kompetencer.
Vi fokuserer i en serie af artikler på kompetence-krav til nutidens bestyrelser i fjernvarmesektoren.
Young Advisory Board
GEV’s Young Advisory Board består af fem-syv unge mellem 18 og 35 år. De sidder i boardet for at rådgive, kvalificere, hjælpe og udfordre GEV’s bestyrelse.
De unge skal være med til at skabe de løsninger, som skal kendetegne fremtidens bæredygtige og fossilfri forsyning i Grindsted, samt inspirere og udfordre selskabet på mange områder.
De unge medlemmer af Young Advisory Board får til gengæld udviklet deres kompetencer i forhold til bestyrelsesarbejde og gode erfaringer til karriere-CV’et.
Skriv kommentar