Gå til hovedindhold
Varmekilder
Produktion
Forsyningssikkerhed

ARGO vinder restaffald fra tre nye kommuner

Affaldsenergiselskabet ARGO har vundet udbuddet om behandling af restaffald i Allerød, Hørsholm og Rudersdal Kommuner. Dermed er der aftaler om restaffaldsbehandling med i alt 16 kommuner.

19. maj 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    ARGO har styrket sin position som en af Sjællands centrale aktører inden for restaffaldsbehandling og udvider samtidig sit samarbejde med kommuner uden for ejerkredsen. Det sker med aftaler med i alt tre nye kommuner – Allerød, Hørsholm og Rudersdal – fremgår det af en pressemeddelelse.

    Aftalerne er resultatet af en offentlig udbudsproces og betyder, at restaffaldet fra de tre kommuner fremover bliver energiudnyttet på ARGOs affaldsenergianlæg i Roskilde.

    – Vi er naturligvis tilfredse med det nye samarbejde med Allerød, Hørsholm og Rudersdal. Vi ser det som en anerkendelse af, at ARGO leverer løsninger, der tilgodeser både økonomiske og miljømæssige hensyn, og vi ser frem til at leve op til den tillid, kommunerne viser os, udtaler Trine Lindegaard Holmberg, direktør i ARGO.

    Ni ejerkommuner og syv nye samarbejder

    ARGO har allerede vundet udbud om restaffaldsbehandling i samtlige af selskabets ni ejerkommuner: Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Roskilde, Solrød og Stevns. Derudover har syv øvrige kommuner valgt ARGO som samarbejdspartner – senest Allerød, Hørsholm og Rudersdal og tidligere Fredensborg, Helsingør, Slagelse og Sorø.

    Med restaffaldsbehandling for i alt 16 kommuner og cirka 644.000 borgere vidner det samlede billede om en stærk position i markedet som en pålidelig og konkurrencedygtig aktør, skriver ARGO i sin pressemeddelelse, og giver samtidig udtryk for, at det er en tydelig anerkendelse af selskabets arbejde med at levere effektive og miljøansvarlige løsninger.

    Det fremgår videre af pressemeddelelsen, at alle nye aftaler træder i kraft den 1. juli 2025 og løber i op til fire år.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...