Dansk Fjernvarme styrker indsats for forsyningssikkerhed
Kraftvarmeværkernes fremtid skal sikres nu, hvis de skal kunne indgå som regulerbar kapacitet i forsyningssikkerhedens fremtidige puslespil. Derfor styrker Dansk Fjernvarme sin kamp for værkerne.

Det rykker hele tiden tættere på for de fjernvarmeselskaber, der fortsat har kraftvarmekapacitet i forhold til, om de skal fastholde produktionen eller skal skrotte den. Dansk Fjernvarme presser på for rammevilkår, der muliggør, at de medlemmer, der ønsker at fastholde deres kraftvarmeværk, kan gøre det, og derfor fortsætter Dansk Fjernvarme sit arbejde med at påvirke beslutningstagere og myndigheder, så rammevilkårene for kraftvarmeværkerne bliver fremmet.
Det sker ikke mindst gennem en synliggørelse af den værdi, som kraftvarmeværkerne giver hele energisystemet og i særdeleshed i forhold til el-forsyningssikkerheden i relation til de stadigt stigende mængder af vejrafhængig energiproduktion – altså energi fra vind og sol.
De regulerbare og vejruafhængige kraftvarmeanlæg kan nemlig bidrage til at understøtte forsyningssikkerheden og prisen på el og varme, når der er perioder med høje elpriser og lav VE-produktion på samme tid.
- Det handler om det efterhånden velkendte fænomen Dunkelflaute, der særligt rammer om vinteren, og hvor vi så har brug for at regulere markedet med noget andet end vejrafhængig elproduktion – og det er her, at kraftvarmeanlæggene bliver afgørende til balancering af elsystemet, fortæller Michael Søgaard Schrøder, der er chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.
Styrket og skærpet indsats
Dansk Fjernvarme arbejder for, at vi i Danmark på langt sigt indfører en såkaldt kapacitetsmekanisme, der kan give betaling til anlæg, der kan levere elproduktionskapacitet, selvom de kører i få timer. Men problemstillingen kan ikke vente for længe, og der er også brug for løsninger, der kan få effekt og understøtte økonomien i kraftvarmeanlæggene på kort sigt.
Michael Søgaard Schrøder fortæller, at sekretariatet i Dansk Fjernvarme nu styrker og skærper sine budskaber overfor såvel politikere som myndigheder. Der er nemlig nu mere end tidligere behov for, at der bliver gjort en indsats for at bevare og levetidsforlænge kraftvarmeværkerne for fremtiden.
Så mange kraftvarmeværker har Danmark
Lidt under halvdelen af alle Dansk Fjernvarmes medlemmer har et eller flere kraftvarmeanlæg. I nedenstående tabel ses udviklingen i antallet af kraftvarmeanlæg i Danmark.
År |
KV-anlæg i fjernvarmen |
Ejet af medlemmer af Dansk Fjernvarme |
2015 |
583 |
440 (75%) |
2020 |
577 |
468 (81%) |
2023 |
517 |
431 (83%) |
- En kapacitetsmekanisme skal udvikles af Energinet og godkendes af EU. Det arbejde skal starte nu. Men vi kan ikke vente for længe, og derfor foreslår vi også, at politikerne kigger på andre løsninger. Og i den forbindelse er det oplagt at gøre op med, at mange kraftvarmeanlæg betaler CO2-afgift, selvom en stigende del af ledningsgassen består af biogas, forklarer Michael Søgaard Schrøder.
Forsyningssikkerhed er truet
Og netop forsyningssikkerheden er udfordret både nationalt og internationalt. Norge ser ud til ikke at ville renovere eller forny to af de i alt fire kabler, der p.t. forbinder Norge og Danmark, så vi i Danmark kan få strøm, når vi mangler strøm.
Samtidig forudsiger en international analyse, at Vest- og Øst-Danmark i 2028 risikerer at opleve henholdsvis 18 og 21 timer, hvor der kan opstå meget høje priser og risiko for strømafbrydelser. Det er en stigning fra tidligere, hvor meldingen var udfald i to til 10 timer om året.
Dertil kommer, at EU som helhed er på vej til være i underskud for regulerbar elproduktionskapacitet, og at hele det europæiske elsystem deler de samme udfordringer ved mere vejrafhængig elproduktion, så Danmark kan ikke regne med, at blive understøttet fra EU, hvis vi selv oplever mangel på strøm. For i de perioder er sandsynligheden for, at naboerne mangler strøm, nemlig rigtig stor.
- Derfor er der brug for en hurtig politisk stillingtagen til, hvordan vi i Danmark sikrer den regulerbare elproduktion. Hvis vi tøver for længe, risikerer vi, at det er for sent, fordi mange af fjernvarmeselskaberne så har lukket og slukket for deres kraftvarmeanlæg, siger Michael Søgaard Schrøder.
Metodenotat og one-pagere
Dansk Fjernvarme belyser med et casestudie forudsætningerne for at bevare de gasfyrede anlæg som spids- og reservelast i de kommende 10-15 år.
Læs notatet og de to one-pagere, som Dansk Fjernvarme har lavet og bruger aktivt i det videre arbejde.

Michael Søgaard Schrøder
El-tariffer
Elforsyningssikkerhed
Compliance
Finansiel elprissikring
Systemydelser
Energimarked (Day-ahead, intraday, balancemarked)
Mobil: +45 30 90 27 66
E-mail: mss@danskfjernvarme.dk

Bettina Aagaard Vester
Analyser af fjernvarmesektoren
Analyser indenfor grøn omstilling
Varmepriser
Mobil: +45 29 81 88 46
E-mail: bav@danskfjernvarme.dk

Emil Kjøller Alexandersen
Teknisk- og økonomiske analyser
Projektarbejde om grøn omstilling
Teknologikatalog
Mobil: +45 28 66 19 00
E-mail: eka@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar