Gå til hovedindhold
Varmepumper & Elkedler
Elmarked & Eltariffer
Produktion

Elektrificering bidrager til at fremtidssikre Viborg Varme

Forsyningsselskabet har investeret i elbaseret varme, fordi de vil væk fra gassen for at sikre, at forbrugeren får en billigere varmepris. Selvom elektrificering er mere bøvlet, vurderer direktør Morten Abildgaard.

18. nov. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Det er fjernvarmeselskabernes tid til at få værdier ud af de aktiver og investeringer, man har foretaget sig, mener Morten Abildgaard, der er Viborg Varmes direktør. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Det var en kombination af flere ting, der gjorde, at Viborg Varme valgte at investere i elektrificering.

    - Vi ville væk fra gassen, fordi den er dyr, og så vil vi fremtidssikre os selv, så vi kan levere en billig pris på fjernvarme, fortæller Morten Abildgaard, der er direktør for Viborg Varme.

    Forsyningsselskabet har længe været i venteposition, indtil den 17. januar 2025, hvor prisloftet på overskudsvarme blev afskaffet, til at bruge overskudsvarme fra Apples datacenter i Foulum og Energinets transformerstation, der begge ligger cirka 4,5 kilometer fra Viborg Varmes eksisterende ledningsnet.

    I mellemtiden fandt Viborg Varme andre heste at spille på end overskudsvarme, da selskabet i 2023 idriftsatte to luft-til-vand varmepumper på 7,5 MW og en stor elkedel på 50 MW.

    Med fire idriftsatte varmepumpeanlæg i alt og en stor el-kedel i drift i 2024 med en samlet varmeproduktionskapacitet på lidt over 70 megawatt, kan Viborg Varmes varmeproduktion nu allerede langt størstedelen af året produceres på vedvarende energi.

    Elforbruget stiger i fjernvarmesektoren

    Viborg Varme er en del af de mange selskaber i fjernvarmesektoren, som sætter tempo på elektrificeringen i disse år. Siden 2019 er det danske elforbrug steget med 3,05 TWh. Her har fjernvarmesektoren stået for 61 procent af stigningen med elektrificering af danskernes fjernvarme gennem store varmepumper og elkedler i fjernvarmeproduktionen.

    Danskernes fjernvarme bliver derfor år for år mere og mere elbaseret. Mens fjernvarmesektoren i den periode har øget elforbruget med 156 procent, er elforbruget generelt i Danmark ”kun” steget 9,3 procent.

    - Når vi får overskudsvarme fra 2027 fra datacenteret og Energinets transformerstationer, vil den være billigere end at køle på udeluften hele året og dermed erstatte vores luft-til-vand varmepumper selv om sommeren, fortæller Morten Abildgaard.

    Det er direktørens pointe, at overskudsvarme leveres hele året med omkring 30 grader, og selv på en varm sommerdag vil overskudsvarme være bedre end at køle ved brug af udeluften.

    - Vi planlægger altid produktionen i forhold til den bedste varmepris.

    Siden 2019 er elforbruget steget betydeligt i fjernvarmeproduktionen. I 2024 var elforbruget steget til 2,35 TWh. Det er blandt andet på grund af fjernvarmesektorens store investeringer i varmepumper og elkedler som driver det øgede elforbrug. Udviklingen er positiv i forhold sektorens øgede elektrificering. Foto: Dansk Fjernvarme.

    Prisen er afgørende

    Morten Abildgaard lægger ikke skjul på, at forsyningsselskabets overvejelser om at elektrificere først og fremmest handler om at give Viborg Varme en fleksibilitet og billigere priser.

    - Skiftet er meget drevet af at kunne levere en billig pris på fjernvarme. Det er det, der vigtigt for os, selvom elektrificering er mere bøvlet, men det lever jeg med.  

    Viborg Varme navigerer ud fra prisen, og bruger strømmen, når den er billig til forbrug og til at lagre.

    I reel klimagevinst er forsyningsselskabets mængde af CO2 ikke faldet. Det er den ikke, fordi selvom Viborg Varme i 2024 i praksis har udfaset 50 procent af deres CO2-udledning, er det ikke, fordi selskabet har opnået en CO2-gevinst på den korte bane.

    - I praksis er udfasningen på nul, da der bruges strøm fra elnettet, når den er billig. Det hænger sammen med, at der meget vedvarende energi i elnettet, uddyber fjernvarmeselskabets direktør.

    Viborg Varmes beregninger over footprintet på strømmen i el-nettet beregnes ud fra den samlede sammensætning over året, og det betyder, at den mere eller mindre er på det samme niveau, som da forsyningsselskabet producerede fjernvarme på gas.

    Det, at Viborg Varme har valgt at elektrificere, betyder for forsyningsselskabet, at deres varmepris er kommet under, hvad den ville have været, hvis varmen var produceret på gas.

    - Vores pris falder endnu mere i 2027, når vi begynder at bruge overskudsvarme, fortæller Morten Abildgaard.

    Ifølge direktøren er prisen på et standardhus på 15.000 kroner i år, men prisen falder med 800 kroner i 2026, og i 2028 falder prisen til cirka 13.000-14.000 kroner.

    - Prisen går den rigtige vej, desto mere overskudsvarme desto billigere fjernvarme.

    Det er på baggrund af den erfaring, at Viborg Varme valgte at investere i overskudsvarme fra Apples datacenter i Foulum og Energinets transformerstation.

    Det har ikke været i forsyningsselskabets overvejelser at skifte til biomasse.

    - Jeg er glad for, at vi sprang biomasseeventyret over, da biomassen ikke er lige så sjov i dag, som den var for fem år siden, siger Morten Abildgaard.

    Viborg Varme er aktive på flere forskellige markeder for regulering af el-markedet inden for rammerne af varmebehovet og akkumuleringsmulighederne.

    - Det har haft en positiv indflydelse på varmeprisen 2025, hvilket forventes at forsætte ind i 2026, fortæller direktøren.

    Indtil den 17. januar 2025 har Viborg Varme været i venteposition til at bruge overskudsvarme fra Apples datacenter i Foulum, som ligger cirka 4,5 kilometer fra Viborg Varmes eksisterende ledningsnet. Foto: Ricochet64 - stock.adobe.com.

    Rollerne skifter

    Selvom Viborg Varme er et af de selskaber, der er med til at sætte tempo på elektrificering, er det ikke Morten Abildgaards oplevelse, at der har været en balanceret sektorkobling mellem fjernvarmesektoren og el-systemet.

    - Jeg mener ikke, at der fra el-sektorens side er blevet foræret noget til fjernvarmen. Fjernvarmen har ganske rigtigt anvendt spildvarmen fra el-produktionen, men ikke med en særlig begunstigelse. Da el-priserne eksploderede for nogle år tilbage, var det blot at komme til lommerne.

    Det er Morten Abildgaards pointe, at i dag er det fjernvarmenettet som kan skabe balance i el-nettet ved at tænde og slukke. Det reducerer omkostningerne ved at balancere el-nettet. En stor del af den besparelse, som el-nettet derigennem opnår, skal ifølge direktøren komme fjernvarmeforbrugerne til gode. 

    - Nu er det fjernvarmeselskabernes tid til at få værdier ud af de aktiver og investeringer, man har foretaget sig, siger Viborg Varmes direktør i en afsluttende bemærkning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...