Gasafklaring vil øge omstillingen til fjernvarme
Fjernvarmeselskaber og kommuner vil drage fordel af en klar udmelding fra Christiansborg om, hvornår der kommer et egentligt gasstop. Lige nu snubler mange projekter, fordi mange forbrugere holder fast i gas.

Der var ingen tvivl om, at gassen skulle ud af systemet, da statsminister Mette Frederiksen i 2022 holdt pressemøde om energikrisen. Danskerne skulle væk fra gas og over på et alternativ, og det kunne kun gå alt for langsomt.
Hvis vi spoler frem til 2025, så er der sket en markant konvertering, men konverteringsbølgen skvulper og er knap så heftig. Og ifølge seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen, handler det i bund og grund om én ting: Der er ikke meldt et konkret gasstop ud og uden dette tøver fjernvarmeselskaberne med at igangsætte nye projektforslag der skal sikre fortsat udfasning af gas.
- Der er og har været meget snak om, at gas til rumopvarmning skal være udfaset i 2035. Men der mangler en meget konkret udmelding, der fortæller danskerne, at der ikke vil være gas i rørene fra fx 2035. Det vil betyde, at danskerne har en deadline, og det vil gavne lysten til at skifte til fx fjernvarme, siger Søren Magnussen.
Han peger på, at fx den stabile gaspris får mange danskere til at udskyde beslutningen om et alternativ. Samtidig er fx fjernvarmekonverteringer presset af fortsat høje priser på materiel, mandskab og høje renter. Alt i alt en cocktail der gør, at konverteringsbølgen risikerer at miste både saft og kraft.
Anbefalinger modarbejder
Samtidig har anbefalingerne fra NEKST i 2024 heller ikke gjort det nemmere at være fortaler for, at fjernvarmen skal ind i rumopvarmningen i stedet for gas. Anbefalingerne åbnede nemlig op for at anvende biogas til rumopvarmning.
- Ifølge den politiske aftale fra 2022, så vil der i 2030 være omkring 200.000 gasfyr tilbage i rumopvarmningen i Danmark. Men hvis ministerens udmelding får grobund hos danskerne, frygter jeg for, at antallet af gasfyr kan ende med at blive langt, langt højere, ved at sætte konverteringen skakmat.
Det er ikke tilfældet i den oprindelige politiske aftale fra 2022, og desværre blev netop den anbefaling en trædesten for klimaminister Lars Aagaard og hans fortælling om, at nuværende ejere af gasfyr ikke behovet at skifte væk fra gas: Det hele bliver jo alligevel grønt, når først biogas tager over i gasrørene.
- De betragtninger kan i princippet hælde de sidste to års arbejde i landets kommuner og fjernvarmeselskaber ned af brættet. Hvis det får 20-30 % af ejere af et gasfyr til at beholde gasfyret, bremser den ansvarlige minister for udmøntningen af den politiske aftale fra 2022, forklarer Søren Magnussen og slår fast:
- Ifølge den politiske aftale fra 2022, så vil der i 2030 være omkring 200.000 gasfyr tilbage i rumopvarmningen i Danmark. Men hvis ministerens udmelding får grobund hos danskerne, frygter jeg for, at antallet af gasfyr kan ende med at blive langt, langt højere, ved at sætte konverteringen skakmat.
Søren Magnussen nævner samtidig, at en eventuel manglende konvertering væk fra gasfyr heller ikke vil kunne blive dækket af biogas. Hvis antallet af gasfyr er meget højere end 200.000 i 2030, vil biogas ikke kunne dække behovet fuldt ud, og dermed vil der skulle suppleres med naturgas.
- Og så er vi jo reelt lige langt i forhold til i dag. Gassen skal ud, men det vil den reelt ikke kunne, hvis ikke vi får overbevist flere danskere om, at det er nu og ikke først om 10-15-20 år, at de skal væk fra gas, siger han.
Gasudfasning handler også om sikkerhed
Når Danmark på lige fod med andre lande i EU gerne vil fri af gas til rumopvarmning, handler det ikke længere alene om klimaet. Det handler i lige så høj grad om sikkerhed for alle medlemslande af EU.
Danmark er rør og markedsforbundet med resten af Europa, der – i modsætning til Danmark - stadig importerer enorme mængder flydende gas fra eksempelvis USA. EU er delvis fra et afhængighedsforhold af Rusland for gas til en vis grad af afhængighed af USA for flydende gas (LNG).
Det betyder, at Danmark med udfasning af gas til fx rumopvarmning kan bidrage til sikkerhedspolitikken for EU, ligesom det handler om at bygge et robust og fremtidssikret energisystem, der giver borgerne sikkerhed, frihed og uafhængighed.

Søren Magnussen
Gaskonverteringer
Samarbejde med kommuner
Fjernvarmepuljen
Mobil: +45 29 81 90 37
E-mail: sma@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar