Gå til hovedindhold
Sektorintegration
Projekter & Planlægning
Varmepumper & Elkedler

Kæmpe PtX-anlæg leverer snart overskudsvarme til Aabenraa

Med idriftsættelsen af det enorme PtX-anlæg i Kassø lige om hjørnet kan Aabenraa Fjernvarme se frem til snart at modtage store mængder overskudsvarme fra anlægget. Men potentialet for lokal overskudsvarme rækker langt udover de op mod 50.000 MWh om året, man får fra det nye anlæg.

22. jan. 2025
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Spørger man direktør Tommy Palmholt vil der være mere lokal overskudsvarme at hente i lokalområdet, end Aabenraa Fjernvarmes forbrugere kan nå at aftage. Foto: Aabenraa Fjernvarme.

Indhold

    Verdens største kommercielle Power-to-X anlæg i Kassø er så småt ved at være i drift.

    Og når det meget snart begynder at producere grøn methanol, står Aabenraa Fjernvarme klar til at tage imod den overskydende varme fra processen – og sende den videre ud i lokalområdet som billig fjernvarme.

    For lidt over to år siden indgik man nemlig en aftale med European Energy – der står bag PtX-anlægget – om at aftage op mod 50.000 MWh overskudsvarme på årsbasis. Det svarer til varmebehovet fra godt 2.750 standardhuse.

    Derfor er det heller ikke svært at forstå, hvorfor direktør i Aabenraa Fjernvarme, Tommy Palmholt, ser frem til at modtage den første overskudsvarme fra Kassø.

    - Røret ud til PtX-anlægget er lagt, og pumpestationerne er klar. Og nu er vi selvfølgelig glade for, at man er gået i gang med at teste anlægget. Det har været lidt forsinket, men det er nu forståeligt nok, når vi taler om helt ny teknologi. Jeg tror på, at vi er klar til at drifte fuldt ud i løbet af sommeren, og det betyder, at vi forhåbentlig har noget overskudsvarme til næste fyringssæson, siger han og fortsætter:

    - Jeg har et stort håb om, at det kan hjælpe os til også at holde en stabil varmepris i fremtiden – og at vi får nedbragt vores forbrug af biomasse, som vi er meget afhængige af i dag. På den måde undgår vi at blive påvirket af en eventuel prisspiral.

    Særligt i de kolde vintermåneder bliver overskudsvarmen fra PtX-anlægget afgørende for fjernvarmekunderne i Aabenraa. Foto: Aabenraa Fjernvarme.

    Livsnødvendig sektorintegration

    Overskudsvarmen fra PtX-anlægget bliver helt konkret leveret ved omkring 50 grader – og herfra kan en varmepumpe løfte temperaturen til 72 grader, hvorefter det varme vand sendes videre ud til Aabenraa Fjernvarmes forbrugere.

    Og det at man kan sektorintegrere fjernvarmen med en helt ny teknologi som Power-to-X er ifølge Tommy Palmholt helt afgørende for, at de kollektive varmeløsninger også bevarer deres værdi i fremtiden.

    Sektorintegration er tæt på livsnødvendigt for fjernvarmen – for det, der kommer til at presse branchen i fremtiden er, at der teknologisk set vil være flere muligheder for, at særligt virksomheder vil blive selvforsynende, mener han

    - Og det kan gøre fjernvarmen mindre interessant, hvis vi ikke er klar til at rykke på mulighederne nu, siger han og fortsætter:

    - Derfor er en ekstra gevinst ved projektet her også, at vi som organisation lærer at håndtere overskudsvarme, så vi kan blive gode til det. Det betyder jo, at næste gang der kommer en mulighed, har vi erfaringen. Og jeg er ikke i tvivl om, at der kommer meget mere af det i fremtiden.

    Jeg tror bestemt på, at der med tiden kommer til at være mere overskudsvarme at hente. Potentielt også andre steder i vores lokalområde

    Tommy Palmholt, Direktør i Aabenraa Fjernvarme

    Potentiale for langt mere overskudsvarme

    Det ser da bestemt også ud til, at der er hold i Tommy Palmholts forventninger.

    Lige ved siden af PtX-anlægget i Kassø ligger Nordeuropas største solcellepark nemlig, mens Energinet har planer om at udvide deres store transformerstation i området.

    - Så det bliver en god hub, der kommer til at ligge i Kassø. Derfor er vi også glade for, at vi har fået lagt røret derud – for jeg tror bestemt på, at der med tiden kommer til at være mere overskudsvarme at hente. Potentielt også andre steder i vores lokalområde, siger direktøren og fortsætter:

    - Selvfølgelig kigger vi også på at udvide produktionen med mere akkumuleringskapacitet og elkedler. Det tager jo tid at føre de tanker ud i livet, men vi vil meget gerne kunne dække hele vores grundlast ind med overskudsvarme og elkedler, der kører på strøm fra sol og vind – mens vores biomassekedler klarer spidslasten.

    Det bliver i hvert fald ikke Aabenraa Kommune, der kommer til at stå i vejen for udviklingen, siger Tommy Palmholt. Kommunen er nemlig hurtig til at reagere på mulighederne og kører hårdt på.

    - Så jeg er ikke bekymret. Jeg tror, vi får så meget overskudsvarme, at der ikke er nok forbrugere til at aftage den – selvom vi hele tiden graver og er ved at være i mål med endnu flere nye fjernvarmeområder, fortæller han og tilføjer:

    - Men lige nu er vi dog ved at mangle lidt kapacitet til de mange nye forbrugere. Så jo før, de kommer i gang med at levere noget varme fra Kassø, jo bedre.

    Skal give mening for begge parter

    Hvad varmen fra anlægget i Kassø helt præcis skal koste, er man kommet frem til ved at regne baglæns ud fra, hvad der skulle investeres i at etablere forbindelsen – og med udgangspunkt i, at Aabenraa Fjernvarme skal overholde substitutionsprincippet og dermed ikke må udskifte deres nuværende biomasse med en dyrere energikilde.

    - Det er jo vigtigt, at vi tager en potentiel samarbejdspartner alvorligt, når de tilbyder os overskudsvarme. Det skal give mening for dem rent økonomisk – men det skal bestemt også give mening for os. Vi har jo også en stor investering i projektet, siger Tommy Palmholt.

    Aftalen mellem fjernvarmeselskabet og European Energy forpligter ikke til, at der bliver leveret en bestemt mængde varme – i stedet har man bare lagt fast, at Aabenraa Fjernvarme kan aftage, når der er noget at hente.

    For Tommy Palmholt er det dog ikke grundlag for at bekymre sig om, hvorvidt der skulle være varme at hente. For som han siger, har European Energy også nogle kunder, de skal levere grøn methanol til.

    - De har jo en pligt til at producere – og mig bekendt er der tre produktionslinjer på anlægget. Så selvom nogle skulle være ude til revision eller service, lukker man jo ikke hele anlægget ned på én gang, siger direktøren.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...