LM 2025: Tilmelding og hotelbooking åbner snart
Onsdag den 11. juni kl. 9.00 åbnes der op for tilmelding til Landsmøde 2025 og booking af hotel. For første gang siden 1991 er Odense vært for landsmødet.

Medlemmer og andre, der vil sikre sig overnatning, skal snart være klar til at booke hotel i Odense til slutningen af oktober, når Dansk Fjernvarme igen afholder landsmøde. Tilmelding og booking af hotel åbner nemlig den 11. juni.
Og det bliver i år ikke helt som i fx 2024, forklarer seniorkonsulent Taja Lindby Skak. Dansk Fjernvarme har nemlig taget et nyt medlemssystem i brug, og det betyder, at alle skal oprette sig på ny i systemet, for at kunne tilmelde sig landsmødet.
- Derudover er der måske også kommet nye medarbejdere til, eller bestyrelsesmedlemmer er blevet udskiftet. Disse personer kan du med fordel allerede nu sørge for at få dem oprettet i vores nye medlemssystem. Så undgår du nemlig unødig administration og ventetid ved selve tilmeldingen, lyder det fra Taja Lindby Skak.
Der bliver åbnet for tilmeldinger – såvel til landsmødet som booking af hotelovernatninger – fra kl. 09.00 – og det er altså onsdag den 11. juni.
- Vi håber selvfølgelig på, at det går uden de store problemer. Det har det gjort de forrige år, og vi er fortrøstningsfulde med, at det også bliver tilfældet i år, selv om der altså er lidt nyt at forholde sig til for medlemmerne, når de melder sig til, siger Taja Lindby Skak.
Som nævnt vender landsmødet for første gang siden 1991 retur til Odense – og for første gang bliver det i Odense Congress Center. Det bliver med den vanlige blanding af faglig dialog, netværk og udstillinger med leverandører til fjernvarmesektoren.
I den sammenhæng bliver det spændende at se, om deltagerantallet endnu en gang kan overgå sig selv. I 2024 blev der sat deltagerrekord med 2.462 deltagere.
Tilmelding og booking af hotel
Vi åbner for tilmelding til Landsmøde 2025 og booking af hotel onsdag den 11. juni kl. 9.00
Tilmelding: Du tilmelder dig landsmødet via danskfjernvarme.dk/lm, her finder ud også et link til booking af hotel.
Det er også her du bl.a. kan gå udforskning af programmet, der løbende bliver opdateret.

Landsmøde 2025
Hvor: Odense Congress Center
Hvornår: 30.-31. oktober 2025
Vi starter: Udstillingen åbner kl. 10.00 og programmet i landsmødesalen starter kl. 10.30
Hold øje med Dansk Fjernvarmes hjemmeside og nyhedsbreve for flere informationer om Landsmøde 2025.
Skriv kommentar