Nu skal udbygning med grøn strøm igen på skinner
Hos Dansk Fjernvarme er man meget tilfreds med, at der nu igen kommer tempo på udbygningen af grøn strøm. Fjernvarmeselskaberne investerer massivt i elektrificering disse år. Det er store eldrevne varmepumper og elkedler, som branchen forventer vil kunne blive drevet af grøn strøm.
- I fjernvarmebranchen har vi som mål, at al vores varme i 2030 er grøn. Men i og med, at mere og mere af vores fjernvarme bliver produceret af el, så kræver det også, at vores elproduktion er helt grøn. Derfor er jeg meget tilfreds med, at regeringen nu sætter udbygningen af grøn strøm på skinner igen, så vi alle kan indfri vores ambitioner, siger Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme, der er brancheforening alle landets fjernvarmeselskaber.
I takt med, at fjernvarmeselskaberne investerer massivt i elektrificering, og at der også kommer kraftig øget efterspørgsel efter strøm fra industrien og fra de kommende Power-to-X anlæg, så er der også behov for yderligere investeringer. Ikke bare i ny grøn elkapacitet, men også i, hvordan vi sikrer, at der er grøn strøm i kontakten, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.
- I dag står vi i en situation, hvor regeringen i Norge er splittet fordi der ikke er enighed om, hvorvidt de el-kabler til Danmark, som vi er meget afhængige af, skal droppes. Og samtidig kigger vi ind i, at de kraftvarmeværker, der i dag sikrer forsyningssikkerheden, over en bred kam forventes at nedlukke, fordi der ikke er økonomi i at fastholde dem. Det er en alvorlig situation, siger Kim Mortensen, og han fortsætter:
- Derfor bør regeringen og de systemansvarlige allerede nu kigge på, hvad kan vi gøre for at sikre, at vi ikke lukker kraftvarmeværkerne, og vi ikke gør os selv endnu mere sårbare end højest nødvendigt.
Dansk Fjernvarme har tidligere spurgt sine medlemmer om deres forventning til at fastholde den regulerbare elkapacitet. Her svarer de, at de forventer at 40 procent af kapaciteten i 2030 vil være udfaset og helt op til 80 procent af kapaciteten i 2040.
De seneste fem år er der sket en tredobling i antallet af MW elkedler og varmepumper i fjernvarmen. I alt har de danske fjernvarmeselskaber investeret i 2.218 MW i el-baseret varmeproduktion, der svarer til 190.000 husstandes årlige forbrug.
Elektrificeringen i fjernvarmen:
- Der er historisk i alt opført 1.719 MW elkedler samt 499 MW varmepumper.
- I alt er der elektrificeret med 2.218 MW elbaseret varmeproduktion i fjernvarmen.
- Siden 2019 er den samlede kapacitet af el-løsninger tæt ved tredoblet.
- Alene i 2023 er der opført 615 MW el-løsninger.
- Samlet set udgør el-baseret varmeproduktion cirka 11 procent af den samlede fjernvarmeproduktion.
Regeringen investerer i mere havvind og grøn brint
Fredag formiddag meldte regeringen ud om det danske havvind- og brintmarked. I en pressemeddelelse skriver regeringen bl.a., at man er klar til at se på statsstøtte for at sikre 2-3 GW havvind og statslig finansiering til strækningen af et brintrør, der skal gå fra Esbjerg til grænsen og være i drift i 2030.
- Danmark og Europa har brug for grøn strøm og energi, men vi står i en svær situation, hvor vi ikke får mere havvind, hvis vi ikke prompte sadler om. Derfor sætter regeringen nu ind for at skabe de bedst mulige betingelser for, at Danmark kan få mere havvind, så vi kan få dækket vores eget elforbrug med grøn strøm og bidrage til et grønnere og mere sikkert Europa, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard som et delvist argument for at åbne for statsstøtte til såvel havvindmølleparker som et brintrør.
De konkrete udbudsrammer for havvindudbuddene afventer fremtidig drøftelse med Folketingets partier, fremgår det af pressemeddelelsen.
Skriv kommentar