Renoveringsplaner for ledningsnettet er vigtige
Dansk Fjernvarme tilbyder medlemmer at blive opdateret på, hvordan de får styr på deres renoveringsplaner for ledningsnettet.
Ledningsnettet er helt essentielt for fjernvarmeselskaberne, og derfor er det – på lige fod med produktionsapparatet – vigtigt for fjernvarmeværkerne at holde og pleje ledningsnettet. Og netop det giver Dansk Fjernvarme sine medlemmer muligheder for at bliver endnu bedre til på et helt nyt kursus.
Titlen – Renoveringsplaner for ledningsnet – er meget sigende for indholdet. Kurset lægger nemlig op til, at fjernvarmeselskaberne skal give sig i kast med at få skabt overblik over renoveringen af ledningsnettet.
- En stor del af værkets aktiver er bundet i ledningsanlægget, som har en meget lang både teknisk og økonomisk levetid. Derfor er det vigtigt med en plan for de løbende renoveringer, der skal til, så man undgår at udskiftet ledningsanlægget, før det er udtjent, forklarer projektchef i DFP, Søren Hjorth Olesen.
Han er sammen med sin kollega fra DFP – projektingeniør Mikkel Rindholt – hovedundervisere på kurset, der bliver afholdt den 2. februar i Fjernvarmens Hus i Kolding.
På kurset får du den grundlæggende viden og overblik, der skal til for at komme i gang med renoveringsplanlægning i eget selskab. Det betyder, at du lærer, hvordan du vurderer restlevetiden for ledningsnettet, prioritering af rørudskiftninger og udfærdigelse af en renoveringsplan, der både er teknisk og økonomisk holdbar.
Undervisningen veksler mellem praksisnære oplæg, cases og øvelser i Dansk Fjernvarmes regneark. Du møder både DFP’s og rørleverandørernes perspektiver samt distributionsgruppens strategiske blik på fremtidens ledningsrenovering.
Er kurset noget for dig?
Kurset er relevant for beslutningstagere, planlæggere og driftspersonale i fjernvarmeselskaber, som arbejder med vedligehold og renovering af ledningsnettet. Det kan også være relevant for rådgivere og bestyrelsesmedlemmer, der deltager i arbejdet med renoveringsplaner.
Søren Hjort Olesen
Søren Hjort Olesen er ansat som projektchef og civilingeniør hos Dansk Fjernvarmes Projektselskab.
Mikkel Rindholt
Mikkel Rindholt er projektingeniør hos Dansk Fjernvarmes Projektselskab. Han er uddannet civilingeniør i bæredygtig energiteknik og arbejder med hydrauliske modeller og dimensionering af ledningsanlæg for værker i hele Danmark.
Skriv kommentar