Folketingsvalget 2026: Kandidater får fjernvarmen under huden
I denne uge besøgte fire fynske folketingskandidater Fjernvarme Fyn for at blive klogere på, hvordan selskabet arbejder med at sikre fremtidens pålidelige og fossilfrie fjernvarme.
Fjernvarme Fyns direktør, Louise Høst, gav i begyndelsen af ugen de fire folketingskandidater Anastasia Milthers (B), Lise Müller (F), Malene Ambo-Rasmussen (V) og Amanda Heitmann en rundvisning på Fjernvarme Fyn for at gøre kandidaterne klogere på fjernvarmens mange fordele. Foto: Alex Tran.
Valgkampen er i fuld gang siden statsminister, Mette Frederiksen, udskrev folketingsvalg den 26. februar og med få uger til valgdagen, er kalenderen tæt pakket for kandidaterne.
I begyndelsen af denne uge besøgte de fire fynske folketingskandidater Anastasia Milthers (B), Lise Müller (F), Malene Ambo-Rasmussen (V) og Amanda Heitmann (V) Fjernvarme Fyn for at blive klogere på, hvordan fjernvarme produceres, og hvilke udfordringer sektoren står overfor.
Det var Fjernvarme Fyns direktør, Louise Høst og vicedirektør Kim Winther som stod for rundvisningen hos fjernvarmeselskabet, mens Birger Lauersen, der er international chef hos Dansk Fjernvarme, deltog på vegne af brancheorganisationen.
Men besøget begyndte med en vigtig bemærkning.
Fjernvarme Fyn har tidligere haft mange gæster, men sådan er det ikke længere. Det skyldes, at selskabet er kategoriseret som kritisk infrastruktur på det næsthøjeste niveau. Dermed er selskabet underlagt skærpede sikkerhedsprocedurer, som betyder langt færre besøgende.
- Vi er kritisk infrastruktur, fordi vi spiller en væsentlig rolle i energibranchen, da vi leverer varme til mere end 100.000 husstande på Fyn. Derfor har vi også et stort ansvar for at beskytte vores anlæg og vores drift, fortæller Fjernvarme Fyns direktør.
Alligevel er det vigtigt at åbne dørene indimellem.
- Selvom sikkerhedsniveauet er blevet markant højere i fjernvarmesektoren de senere år, betyder det meget for os at kunne invitere gæster ind og vise, hvad vi arbejder med.
Folketingskandidaterne fik med egne øjene at se, at restaffaldet ikke forsvinder foreløbig Her påpegede Fjernvarme Fyns direktør, at Danmark kan noget helt særligt, nemlig infrastrukturen til også at bruge energien til at opvarme hele byer. Foto: Alex Tran.
På toppen af energisystemet
Rundvisningen sluttede på toppen af bygningen Blok 7, hvor Fjernvarme Fyn har sit gasanlæg. Herfra er der udsigt over både Fyn og selskabets mange anlæg.
Her forklarede Louise Høst, hvordan varmeproduktionen styres fra dag til dag.
- Vi vurderer hele tiden, hvilket anlæg der er billigst at producere varme på. Det skifter afhængigt af både efterspørgsel og energipriser.
Men fleksibiliteten kræver også noget.
- Alle anlæg skal være klar til drift, når der er brug for dem. Det kræver en meget høj rådighed – og dermed også flere hænder. Vi har tidligere oplevet situationer, hvor vi ikke kunne følge efterspørgslen, og det kostede os økonomisk.
På længere sigt er det afgørende at få koblet CO₂-fangst på Fjernvarme Fyns affaldsenergianlæg.
-Jeg ser ikke en fremtid uden co2fangst på affaldsenergianlæg i Danmark. Vi skal rydde op efter os selv, og det gør vi ved at fange den co2, vi udleder og lagrer den i jorden.
I slutningen af 2025 meddelte Fjernvarme Fyn dog, at selskabet ikke ville byde ind på statens CCS-pulje.
- Markedet for CO₂-fangst er stadig for umodent til, at det vil være forsvarligt at deltage i konkurrencen under de rammevilkår, Energistyrelsen har fastlagt, uddyber Louise Høst.
På toppen af Blok 7 fik folketingskandidaterne et godt udsyn både over Fyn og selskabets mange anlæg. Desuden var de ikke blege for at stille Louise Høst spørgsmål. Foto: Alex Tran.
Forsyningssikkerhed i fokus
Da besøget nærmede sig sin afslutning, havde Amanda Heitmann fra Venstre fået et tydeligere billede af den lokale energiinfrastruktur.
- Det kræver en sort bundlinje at skabe en grøn, og det er helt tydeligt efter rundvisningen, at der skal massive investeringer til både i udvikling og cybersikkerhed. For fjernvarmen er en afgørende del af vores kritiske infrastruktur og vores forsyningssikkerhed. Det skal vi værne om, især i en tid med krig på det europæiske kontinent, uddyber hun og tilføjer:
- Netop forsyningssikkerhed, og at vi bliver herre i eget hus, er den altoverskyggende overlægger for mit politiske arbejde hele vejen fra Fyn til Folketinget.
Inden besøget hos fjernvarmeselskabet havde Anastasia Milthers fra Radikale Venstre et mindre kendskab til fjernvarme, men besøget har gjort fjernvarme mere håndgribeligt.
-Jeg har fået en bedre fornemmelse for branchen, hvilke udbud der findes, og hvorfor de er vigtige at få på den politiske dagsorden.
Det er også Dansk Fjernvarmes internationale direktør, Birger Lauersens fornemmelse, at dagens besøg har sat sig i de fire folketingskandidater.
- Fjernvarme bliver altid mere håndgribeligt, når du både ser og møder de mennesker, der ved allermest om branchen såvel dets udfordringer, uddyber han og tilføjer:
- Kandidater stillede spørgsmål, de var her ikke kun for at føre valgkamp. Det har bestemt været en givende eftermiddag hos Fjernvarme Fyn.
Folketingskandidaterne forlod Fjernvarme Fyn med en anden bevidshed omkring forsyningssikkerhed, end da de ankom. Foto: Alex Tran.
Skriv kommentar