Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold
Dansk Fjernvarme
Medlemmer

Så er der nyt om CO2-kvote-ordningen

Energistyrelsen har netop afholdt det årlige ”roadshow” om opdateringer på kvoteområdet. Dansk Fjernvarme viderebringer præsentationer om opdateringerne samt vigtige tidsfrister mv.

12. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Myndighederne afholder årligt en række roadshows, hvor de orienterer om nyt på kvoteområdet. I 2025 afholdt de både roadshows vedr. ETS1 og ETS2.

    Materialet fra Energistyrelsens Roadshows kan findes her. Ved spørgsmål til materialet henvises til styrelsens kvoteteam: CO2-Kvoteservice@ens.dk

    ETS1 – den oprindelige kvoteordning

    Vi vil herunder opliste udvalgte nyheder fra ETS1-kvoteordningen.

    Nyt rapporteringssystem, ERT

    EDO holder flyttedag, og rapportering vil løbende blive flyttet til et nyt system ERT (EU Reporting Tool). I første omgang skal Overvågningsplanen, OVP, uploades i det nye system. Adgang fås ved henvendelse til ENS-kvoteteamet. Udledningstilladelse udstedes også i det nye system ved årsskiftet til 2026.

    Overvågningsmetodeplan, MMP, og ALC-rapportering og forbedringsrapporter forbliver foreløbigt i EDO.

    Rapportering og verifikation for 2024

    Energistyrelsen understreger vigtigheden af, at der er overensstemmelse imellem svarene i ALC, BDR og CO2-rapporteringer. Eventuelle fejl, der opdages, skal derfor rettes alle steder. Vær også opmærksom på, at anvende samme antal decimaler, så forskellige afrundinger ikke giver differencer.

    En undtagelse er dog, at der ikke kan modtages gratiskvoter for varme produceret på el for perioden 2021-2025. Det kan man godt for perioden 2026-2030, og derfor kan der være difference i varmebalancen imellem de to perioder.

    Ny og gammel overvågningsmetodeplan, MMP

    Hvis man i foråret 2024 søgte gratiskvoter til den næste periode 2026-2030, har man i den forbindelse udarbejdet en opdateret overvågningsmetodeplan, MMP, efter den opdaterede FAR-forordning. De præcise krav er beskrevet i FAR-forordningens bilag IV.

    Dog skal man ved ALC-rapportering for 2024 fortsat anvende den gamle version af overvågningsmetodeplan, MMP.

    Slides fra ETS1-roadshowets anden del om eftermiddagen indeholder mere praksisnær vejledning.

    Naturgasmålere og forbedringsrapporter

    For naturgasmålere, er det konstateret, at det ikke altid er teknisk muligt at overholde det påkrævede metodetrin i MMP, overvågningsmetodeplanen. Derfor skal det ved næste opdatering af overvågningsmetodeplanen noteres, hvilken naturgasleverandør der anvendes.

    Hvis der er behov for at argumentere for, at det teknisk ikke er muligt at opnå det rette metodetrin, eller at det vil medføre urimelige omkostninger, udarbejdes forbedringsrapport efter MR-forordningens artikel 69 stk. 1, som skal godkendes af Energistyrelsen.

    Den anden slags forbedringsrapport efter MR-forordningens artikel 69 stk. 4 skal udarbejdes, hvis verifikator har kommentarer. Disse skal som udgangspunkt ikke indsendes til Energistyrelsen, men der skal tages hånd om afvigelser i verifikationsprocessen.

    👉 Læs mere om forbedringsrapporter på Energistyrelsens hjemmeside her: Forbedringsrapporter.

    Bæredygtig biomasse

    Biomasse anses fortsat kun som CO2-neutralt, hvis bæredygtigheden er dokumenteret korrekt jf. VEII-direktivet (Vedvarende Energi, det samme som REDII, Renewable Energy Directive).

    Energistyrelsen har tidligere i år udsendt information om, at verifikation af biomassen skal foreligge inden CO2-kvoteverifikationen, sådan at kvoteverifikator har dokumentation for, at biomassen er bæredygtig. Indberetningsfristen falder desværre samtidig d. 31. marts.

    Bemærk, at det i kvote-regi alene handler om de bæredygtighedskrav, der stammer direkte fra VE-direktivet, og altså ikke de ekstra danske krav til f.eks. ikke-skov (læhegn) og rester fra træindustri.

    CCS

    MR-forordningen er blevet opdateret til også at indeholde regler for transport af CO2 via andre transportformer end rørledninger. Derudover er artikel 25 i MR-forordningen blevet opdateret, så det nu er muligt at kvantificere fanget og transporteret CO2 ved brug af massebalancemetode. Derudover forventes en revision af AV-forordningen, der vil kræve verifikation i CO2-transporten til bl.a. håndtering af blandede CO2-strømme.

    ETS1 sammenhæng med ETS2

    Som noget nyt, skal man fra i år rapportere i et nyt bilag Xa (10a). Det gælder også, selvom man kun har anlæg omfattet af ETS1. Hensigten er at undgå evt. dobbelttælling imellem de kvoteomfattede anlæg under ETS1 og brændselsoperatørerne omfattet af det nye ETS2. Der findes også et bilag Xb (10b), som er til brændselsoperatørerne, dvs. leverandører af brændsel, som er omfattet af ETS2.

    Der skal i bilag Xa angives data for hver enkelt brændselsleverandør for perioden fra 1. juli 2024 og til årsskiftet. For 2024 indrapporteringen skal data i bilag Xa ikke verificeres. Kravet om verifikation træder først i kraft for indrapporteringen for 2025.

    Der skal udarbejdes en procedure i overvågningsmetodeplanen, MMP, der beskriver, hvordan man adskiller brændsel, der bruges umiddelbart, og brændsel der lagres, samt evt. brændsel der eksporteres eller videresælges.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...