Gå til hovedindhold
Elmarked & Eltariffer
Varmekilder
Produktion

Succes på elmarkedet giver lavere varmepris

Brædstrup Fjernvarme har allerede fra 1. august i år sænket varmeprisen. Værket har tjent godt på salg af både varme og el, så nu ryger pengene retur til varmekunderne.

4. dec. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

I 2024 var det elkedlen, der sendte penge i kassen hos Brædstrup Fjernvarme. I 2025 er det gasmotoranlægget, der har været god for økonomien.

Indhold

    Det går rigtig godt økonomisk for Brædstrup Fjernvarme. Så godt at man har besluttet allerede nu at betale penge tilbage til varmekunderne gældende fra den 1. august i år i form af en lavere egenbetaling, der falder fra 340 til 240 kroner pr. megawatt-time.

    Den nye pris bliver i første omgang gældende fra den 1. august i år og frem til årsskiftet, og det vil i gennemsnit give en besparelse på omkring 950 kroner. Ifølge fjernvarmeselskabet vil det give en gennemsnitlig årlig pris i 2025 på 11.170 kroner, mens prisen i 2026 bliver på 9.855 kroner.

    Det svarer helt tilfældigt til gennemsnitsprisen over de seneste 11 år for varmekunderne i Brædstrup Fjernvarme. Det viser både, at forbrugerne i Brædstrup er vant til en billig varmepris, og at der er tale om en af de laveste varmepriser i landet for varmeselskaber med en tilsvarende kundestørrelse.

    Fleksibel produktion

    Den gode indtjening kommer især fra, at værket i dag har en meget fleksibel produktion, hvor de kan tjene penge ved hele tiden at bruge de billigste løsninger. Ikke mindst har de en stor fordel af, at de kan producere strøm til elmarkedet, når elprisen er høj, mens de omvendt kan lave varme på varmepumpen eller elkedlen, når det bedst kan betale sig.

    - Det betyder, at vores drift hele tiden bliver optimeret efter de aktuelle priser. Dermed udnytter vi energimarkederne bedst muligt, siger direktør i Brædstrup Fjernvarme, Jim Larsen, og tilføjer:

    - De fleste måneder i år har vi faktisk tjent penge på at lave varmen.

    Han fortæller, at man i Brædstrup altid har været meget stolte af deres solvarmeanlæg, men når man kan tjene penge på at lave varme, kan en gratis solvarme jo være en ulempe.

    - Men vi vil nu ikke droppe vores solvarme. Der kan jo komme et tidspunkt, hvor solen igen bidrager økonomisk, siger Jim Larsen.

    Gasmotoranlægget har givet en god indtjening

    Sidste år tjente Brædstrup Fjernvarme mange penge på elkedlen, men i år har man tjent penge på gasmotoranlægget - specielt rådighedsbetaling. Det er forhold, der gør det meget svært at beregne sig frem til, hvad man skal investere i for fremtiden, mener Jim Larsen.

    – Vi ser nu på at reinvestere i vores elkedel, der er 13 år gammel og måske købe noget mere elforsyning / kabel pga. forsyningssikkerhed. Men spørgsmålet er, om der vil være den samme ubalance i nettet, når nu så mange nye forbrugere er kommet til med el-kedler, PTX anlæg, batterier osv., siger direktøren.

    Samtidig har Brædstrup Fjernvarme indtil videre valgt at fastholde sit gasdrevne motoranlæg. Det bidrager også solidt til økonomien for værket, når elpriserne i perioder er høje. Men det har været en svær beslutning at hovedrenovere motoranlægget, fordi alle beregninger med fortidens priser har ikke peget den vej, nævner Jim Larsen.

    Brædstrup Fjernvarme mener i øvrigt, at ikke alle kraftvarmeværker får nok belønning for at stabilisere elnettet. Selskaberne er overbebyrdede med afgifter – også selv om vi om et par år bruger 100% opgraderet bionaturgas, lyder det fra fjernvarmedirektøren.

    - Det kan ikke være varmeforbrugene der skal betale el-kundernes regning, slår Jim Larsen fast.

    Nye rammevilkår er tiltrængte

    Brædstrup Fjernvarme forventer derfor, at myndighederne gennemfører en modernisering af rammevilkårene for kraftvarme. I dag pålægges kraftvarmen fuld naturgasafgift og CO2-afgift for deres gasforbrug, selvom 60% af gassen er opgraderet biogas og ikke fossil naturgas.

    Det må ændres, så der ikke usagligt skal betales en fossil afgift på ikke-fossil energi, mener man i Brædstrup Fjernvarme.

    - Allerede nu er vi på 60 % vedvarende gas, så hvor længe vil myndighederne fastholde afgiften? I 2030 forventer vi, at gassen er 100 % vedvarende gas og må derfor betragtes som CO2-neutrale varmeproducerende anlæg. På det grundlag er det vel ikke rigtigt at pålægge os endnu en ny Co2 afgift i år, spørger Jim Larsen.

    Brædstrup Fjernvarme har også de sidste 3 år overvejet at rejse to vindmøller øst for Tønning til værkets eget elforbrug.

    - Men vi må konstatere, at projektet, som gennem de seneste år har mødt stor modstand fra naboer i både Træden og Tønning, er forbundet med for store risici. Det er især ekspropriation, rammerne og de lokale forhold, der giver for stor risiko til at opstille vindmøllerne, fortæller Jim Larsen og uddyber:

    - Hvis vi eksproprierer jord til vindmøller, så har vi pligt til at gennemføre projektet. Men hvad nu, hvis en miljøvurdering bagefter siger, at det ikke kan lade sig gøre? Så står vi med en gård og noget jord, vi har købt, men uden mulighed for at bruge den. Den risiko vil vi ikke påføre vores forbrugere.

    Samtidig er Jim Larsen endnu lidt usikker på, hvad fremtiden bringer for Brædstrup Fjernvarme. Dog ser han fortrøstningsfuldt på de udfordringer, som de møder.

    - Af gode grunde kan vi ikke vide, hvad fremtiden bringer, men vi kan se, at det at vi har mange produktionsformer og har forståelse for at melde ind i el-markedet, har været til gavn for vores forbrugere.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...