To måneder før deadline: Kan CCS-puljen levere på ambitionerne?

CO2-fangst og -lagring (på engelsk Carbon Capture and Storage eller blot CCS) er i de seneste år blevet et helt centralt værktøj i regeringens og Folketingets klimaværktøjskasse.

Samlet er der gennem en række politiske aftaler sat cirka 38 milliarder kroner af til at støtte projekter, der kan levere CO2-reduktioner (herunder negative emissioner) til de danske klimamål gennem CCS.

Først blev der i 2023 givet tilsagn om støtte på op mod 8 milliarder kroner til Ørsted, som i skrivende stund er ved at afslutte konstruktionen af de to første fuldskala CO2-fangstanlæg i Danmark, der er placeret på deres kraftvarmeværker i henholdsvis Avedøre og Kalundborg.

Anlæggene skal være i drift fra årsskiftet og skal de næste 20 år indfange 430.000 ton CO2 om året.

En række biogasselskaber modtog derefter i 2024 samlet ca. 1,2 milliarder kroner gennem den såkaldte NECCS-pulje, der var afsat til at støtte negative emissioner (NE) gennem CCS.

Tidslinjen for at levere på statens krav om CCS allerede fra 2026 var her så stramme, at det reelt kun var biogasopgraderingsanlæg, der havde en chance for at deltage. Biogasanlæggene skiller nemlig i forvejen CO2’en ud af den rå biogas, og de skal derfor ”kun” have transport- og lagringsdelen af CCS-værdikæden på plads.

Konkurrencen om den helt store pulje

Nu er vi så i den afsluttende fase af det hidtil største CCS-udbud i Danmark, hvor der er ca. 28,7 milliarder kroner på spil til de aktører, der til den billigste pris for staten hver kan levere minimum 100.000 ton CO2-reduktioner fra 2030 (med mulighed for tildeling af støtte allerede i 2029).

Selskaberne skal således hovedsageligt konkurrere på støttebehovet per ton CO2, der fanges og lagres. Projekternes modenhed tæller også med i evalueringen, men dog kun med 20 procent.

Da puljen blev afsat, var det regeringens forventning, at de 28,7 milliarder kroner ville kunne omsættes til ca. 2,3 millioner ton CO2 reduceret hvert år i 15-16 år fra 2029/2030. Det vil sige en gennemsnitlig støtte på ca. 780 kroner per ton CO2 inklusive moms og eventuelt afledt afgiftstab. Og ja – du læste rigtigt: Der skal betales moms af statens egne støttemidler.

Nu har både Ørsted og ARC/E.On imidlertid trukket sig fra udbuddet, mens ARGO offentligt har erklæret, at der skal ske en markant ændring af risikodelingen mellem bydere og staten, hvis deres kommunale ejere skal kunne godkende, at ARGO indsender et endeligt bud til december. Lignende melding – om end mindre markant – er efterfølgende kommet fra Kredsløb.

Kritikken går kort sagt på, at staten i udbudsbetingelserne stiller nogle unødvendigt store krav til garantistillelse fra byderne. Hensigten med garantistillelsen er, at staten skal sikre sig mod misligholdte kontrakter, for eksempel hvis en vinder af udbuddet ikke leverer de aftalte mængder CO2-reduktioner til tiden.

Men ifølge Kredsløb har byderne i forvejen et stort incitament til at opfylde kontrakten. Det skyldes blandt andet, at man i forbindelse med etablering af værdikæden har indgået kontrakter med eksempelvis lageroperatører og købere af CDR-kreditter, som i sig selv er dyre at misligholde.

Derfor er der rigeligt med omkostninger forbundet med ikke at levere på CO2-fangsten til tiden, hvorfor en ekstra garantistillelse til staten blot vil gøre buddene dyrere, da selskaberne er nødt til at indregne et risikotillæg i deres budpris. Det betyder i sidste ende, at staten får færre CO2-reduktioner for den afsatte pulje.

Adgang til lagring og salg af CDR-kreditter bliver afgørende

Med to udgåede deltagere og meldinger om svære rammer for deltagelse fra andre fristes man til at sætte spørgsmålstegn ved, om puljen kan levere på ambitionen om 2,3 millioner ton CCS fra 2030. Og der er da også mange ting, der skal gå op i en højere enhed.

Først og fremmest skal hele den fysiske værdikæde på plads. Det vil sige, at der både skal findes en leverandør af CO2-fangstanlægget, en leverandør af ydelsen med at få transporteret CO2’en fra punktkilde til lager og endelig en leverandør af selve lagringsydelsen.

Særligt sidstnævnte bliver afgørende for udfaldet af udbuddet, da der på nuværende tidspunkt ikke er mange CO2-lagre, der forventes at være i drift i 2030 i Nordeuropa. Her bliver det særligt spændende at følge, om nogle af de kommende danske onshore-CO2-lagre bliver en del af nogle af de bud, der sendes til Energistyrelsen, når der er deadline i december. Om man kan finde tilgængelig lagerkapacitet, kan nemlig blive afgørende for, om man overhovedet kan indsende et endeligt bud.

Udover de fysiske dele af værdikæden skal der helst findes en køber af CDR-kreditter, og sidst, men ikke mindst, skal det hele finansieres og garantistilles. Og ejerkredsen (i mange tilfælde kommuner) skal godkende det hele og dermed påtage sig en stor økonomisk risiko.

Salget af CDR-kreditter kan ligesom adgangen til CO2-lagring blive afgørende for udfaldet, da det kan bidrage til at sænke behovet for statsstøtte signifikant og dermed gøre buddet mere konkurrencedygtigt. Men køberne af CDR-kreditter hænger ikke på træerne, slet ikke når det kommer til de store mængder af negative emissioner, som kan genereres gennem fangst og lagring af biogen CO2 på kraftvarmeværker og affaldsenergianlæg. Markedet for CDR-kreditter er nemlig frivilligt, så det er alene selskaber, der ønsker en særligt grøn profil, der efterspørger kreditterne.

Vil udbuddet levere som forventet?

Det er naturligvis svært at spå om, hvor mange aktører der indsender et endeligt bud den 17. december.

Og lige så svært er det at vurdere, hvilke selskaber der står tilbage med et tilsagn om støtte fra Energistyrelsen, når konkurrencen afgøres i april 2026.

Men med et fortsat stærkt felt af selskaber, der arbejder fokuseret på at komme frem til målstregen for derefter tilsammen at ville fange 4,2 millioner ton CO2 om året, så tror vi fra Dansk Fjernvarmes sekretariat stadig på det. Og vi hepper på vores medlemmer i konkurrencen.

Denne artikel har været bragt i magasinet Fjernvarmen fra oktober 2025.