LANDSMØDE 2026: Dygtige forsyningsselskaber kan ikke alene sikre fjernvarme
Der er masser af europæiske ambitioner om udrulning af fjernvarme. Men viljen til trods er vejen til konkrete fjernvarmeprojekter forskellig fra land til land. Det er emnet for debat på International Zone under Landsmøde 2026.
I særligt Holland, Tyskland og Polen er der store ambitioner om at rulle fjernvarme ud til flere boliger og husstande. Men vejen fra politiske ambitioner til konkrete projekter, nye kunder og rør i jorden ser meget forskellig ud fra land til land.
Det bliver synliggjort under Landsmøde 2026, hvor International District Heating Summit samler perspektiver fra de tre lande for – om muligt – at finde svar på et fælles spørgsmål: Hvad skal der til for at omsætte politisk retning til lokal handling?
Reinier Koppelaar, Deputy Director Energy Markets i det hollandske Ministry for Climate Change and Green Growth, kommer med erfaringerne fra Holland, hvor den nye Collective Heat Act ændrer rammerne for fjernvarmen og giver kommunerne en central rolle i den fremtidige udbygning.
I Tyskland er en landsdækkende indsats for kommunal varmeplanlægning i gang. Robert Brückmann, direktør for Competence Centre for Municipal Heat Transition (KWW), sætter fokus på næste skridt: Hvordan bliver kommunale varmeplaner omsat til konkrete projekter?
For en plan skaber ikke i sig selv nye fjernvarmekunder. Niklas Wehbring, Area Manager for Heat Planning hos Enercity i Hannover, bringer forsyningsselskabets perspektiv ind i diskussionen og deler blandt andet erfaringer med tilslutningspligt som redskab i den konkrete fjernvarmeudbygning.
Fra Polen kommer Jakub Galka, CEO for det kommunale fjernvarmeselskab MPEC. Polen har en stor og erfaren fjernvarmesektor, men selskaberne står samtidig over for en omfattende omstilling under vanskeligere regulatoriske og økonomiske rammebetingelser.
Det polske perspektiv bliver yderligere foldet ud af sessionens moderator, Piotr Kleinschmidt, Heating Programme Director hos Forum Energii. Den uafhængige polske tænketank arbejder med energi- og varmeomstillingen og med, hvordan den polske varmesektor kan moderniseres og dekarboniseres.
Netop kontrasten er interessant: Holland ændrer lovgivningen, Tyskland ruller kommunal varmeplanlægning ud, og enercity har konkrete erfaringer med redskaber til at realisere udbygningen. Polen viser samtidig, at selv en stor og erfaren fjernvarmesektor står over for en vanskelig opgave, når de regulatoriske og økonomiske rammer ikke understøtter omstillingen på samme måde.
International District Heating Summit 2026
Vi samler igen i år aktører fra hele Europa for at drøfte, hvordan fjernvarmen skal løfte de store klimaambitioner, geopolitisk stabilitet og teknologisk innovation.
Læs mere om den internationale scene under Landsmøde 2026 her.
Landsmøde 2026
Til oktober vender Landsmøde 2026 tilbage til de velkendte rammer i Aalborg Kongres & Kultur Center, men alt er ikke som det plejer. Rammerne har fået vokseværk og du kan derfor glæde dig til 3 scener og 3 store udstillingsområder.
Vi glæder os til at slå dørene op til årets største event i energi- og forsyningssektoren, hvor de 2.600 deltage kan se frem til inspirerende snakke, skarpe debatter og masser af netværk.