Gå til hovedindhold
Administration & Økonomi
Kundeforhold
Dansk Fjernvarme

Forbrugerprisloftet for 2027 er nu meldt endeligt ud

Det nye forbrugerprisloft er en smule lavere end i høringen og lander på 408 kr. pr. GJ for 2027. Den lavere pris skyldes en rettelse af SCOP-værdien, så den afspejler det niveau, der fremgår af teknologikataloget.

10. nov. 2026

Indhold

    Forsyningsstilsynet har nu meldt det endelige forbrugerprisloft for 2027 ud. Det er landet på 408 kr. pr. GJ, og det er noget lavere end i høringen. Dermed afspejler forbrugerprisloftet nu det niveau, der fremgår af teknologikataloget.

    Dansk Fjernvarme har sendt høringssvar til forbrugerprisloftet for 2027.

    Dansk Fjernvarme påpeger i høringssvaret, at en række af de data og forudsætninger, som tilsynet modtager fra Energistyrelsen til fastsættelsen af forbrugerprisloftet, ikke er retvisende, og at prisloftet derfor heller ikke bliver det.

    - Det har vi ad flere omgange også gjort Energistyrelsen opmærksom på; bl.a. i forbindelse med den seneste opdatering af teknologikatalogets kapitel om individuelle varmepumper, som danner grundlag for beregningen af prisloftet, forklarer chefkonsulent Tine Skovlund fra Dansk Fjernvarme.

    Det er især data om de samlede omkostninger til køb, installation og indregulering af en luft-til-vand-varmepumpe, omkostninger til drift og vedligehold, varmepumpens levetid, COP-værdi samt elprisen, der efter Dansk Fjernvarmes opfattelse ikke retvisende afspejler det, som forbrugere kan forvente i praksis. Høringssvaret kan tilgås i sin helhed her.

    Forsyningstilsynet har ikke foretaget justeringer af prisloftet på baggrund af Dansk Fjernvarmes bemærkninger, idet tilsynet henviser til, at fastsættelsen af forudsætninger og centrale værdier, der ligger til grund for prisloftet, sker i Energistyrelsen, og at tilsynet ikke har mulighed for at fravige hverken metode eller beregningsforudsætninger.

    Ny rapport fra Sweco

    Sweco har i efteråret 2026 for Dansk Fjernvarme afdækket, hvad den reelle omkostning er for et standardhus til at købe, installere og anvende luft-til-vand-varmepumpe i 2026.

    Swecos rapport med resultaterne af deres undersøgelser og analyser udgør en tredjepartsvurdering, hvor der ift. varmepumpens levetid og SCOP inddrages ekspertvurderinger fra Teknologisk Institut.

    Sweco har i forbindelse med sin analyse haft dialog med 78 VE-godkendte virksomheder om installationsomkostninger for luft-til-vand-varmepumper og opgør på den baggrund investeringsomkostningen for varmepumpen til 105.936 kr. ekskl. moms, svarende til en pris på 132.420 kr. inkl. moms.

    Sweco identificerer desuden en samlet årlig varmepumpeomkostning ved en gennemsnitlig levetid på 16 år, der er ca. 14 pct. højere end Forbrugerprisloftet for 2026. Tilsvarende identificerer Sweco en samlet årlig varmepumpeomkostning, der er ca. 8 pct. over Forbrugerprisloftet for 2026 ved en levetid på 20 år. Sweco tager ved sin opgørelse ikke stilling til den forventede levetid for en individuel luft-til-vand-varmepumpe.

    Swecos rapport kan tilgås her.

    Dansk Fjernvarme arbejder nu videre på at påvirke de faktorer fra teknologikataloget, som anvendes til fastsættelse af forbrugerprisloftet, og som vi vurderer pt. ikke er fastsat på et retvisende niveau. I den forbindelse inddrages den ny rapport fra Sweco.

    Tilsynets materiale vedr. det nye forbrugerprisloft kan findes her.

    Sidst opdateret: 10. november 2026

    Andre klikkede på...