Hvad kan vi forvente lovgivningsmæssigt i 2026
På Regionalmøderne vil deltagerne i de kommende uger bl.a. blive præsenteret for, hvad Dansk Fjernvarme forventer, der vil ske rent lovgivningsmæssigt i det kommende år.
Lovgivningsmaskinen har været nede i tempo i 2025, men den er så småt ved at være på vej i omdrejninger igen for det nuværende år. Og hvad der kan være i vente, bliver åbenbaret på de forestående regionale møder rundt om landet.
Som et fast punkt vil Dansk Fjernvarme således fortælle om såvel de justeringer og præciseringer, der er sket det seneste års tid, og de kommende ændringer i den økonomiske regulering af fjernvarmesektoren.
- Siden indførelsen af forbrugerprisloftet for godt et års tid siden, har der været nogenlunde ro på lovmaskineriet, men der er dog kommet nogle få ændringer i løbet af det seneste år, fortæller chefkonsulent Michael Fibiger og nævner:
- Der er nu endeligt kommet en ny definition af standardhuset og standardlejligheden, som passer bedre end den gamle definition. Energistyrelsen har også udsendt et par nye vejledende udtalelser om, hvordan forskellige regler skal forstås, og der er kommet et nyt teknologikatalog for individuelle varmepumper, som betyder, at forbrugerprisloftet bliver lavere.
Det er selvfølgelig mindst lige så interessant – og vigtigt – hvad der kan være i støbeskeen fra myndighederne for det kommende år, og det har Michael Fibiger et par bud på:
- Der kommer forhåbentlig meget snart en ændring af lånebekendtgørelsen og også præciseringer af de nye regler om markedsmæssige priser i selskabsinterne handler. Desuden arbejder embedsværket på nye regler om udtrædelsesvilkår, og de er også så småt i gang med forberedelsen af, hvad der skal med i næste ændring af varmeforsyningsloven.
Regionalmøder i 2026
Nedenfor kan du se, hvor du har mulighed for at deltage på et Regionalmøde tæt på dig. Hvis du klikker på de enkelte møder, kan du få mere at vide om programmet og tilmelding.
Det er der fokus på:
Faglig viden: Den aktuelle status og de udfordringer, branchen står overfor, bliver præsenteret. Få indsigt i erfaringer og tendenser fra fjernvarmeområdet.
Dialog: Vær med til at diskutere relevante emner og udfordringer, der påvirker fjernvarmesektoren. Sammen kan vi finde løsninger, der fremmer forsyningssikkerhed, grøn omstilling og effektivitet.
Netværksmuligheder: Regionalmøderne giver dig muligheder for at møde kolleger fra branchen. Skab værdifulde forbindelser og drøft fælles udfordringer.
Skriv kommentar