Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Jura
Dansk Fjernvarme

Nye samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger er udgivet

Dansk Fjernvarmes bemærkninger om fremskrivning af elpriser er indarbejdet i de nye forudsætninger, men usikkerheden om ledningsgassen og ”det grønne gaskryds” består.

22. apr. 2026

Indhold

    Energistyrelsen har nu offentliggjort de opdaterede samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger (SØB25), som danner grundlag for vurdering af fjernvarmeprojekter og investeringer i energisystemet. Dansk Fjernvarme har i den forbindelse i august 2025 afgivet høringssvar og pegede her på en række forhold, som kan få væsentlig betydning for fjernvarmesektoren.

    Særligt udviklingen i el- og gaspriser samt de anvendte metoder bag fremskrivningerne, har stor betydning for, hvilke projekter der fremover vurderes samfundsøkonomisk rentable.

    Dansk Fjernvarme har i sit høringssvar haft fokus på, at beregningsforudsætningerne i højere grad bør afspejle den forventede elprisudvikling og understøtte realisering af samfundsøkonomisk optimale fjernvarmeprojekter.

    - De samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger er helt centrale for varmeplanlægningen. Derfor er det afgørende, at de giver et retvisende billede af fremtidens energipriser, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Junge Bak.

    I høringsprocessen har der været særlig opmærksomhed på metoden for fremskrivning af elpriserne, hvor flere aktører – herunder Dansk Fjernvarme – har peget på, at elpriser i høringsversionen var for høje grundet den metodiske ændring af elprisfremskrivningen i høringsversionen af SØB25.

    Energistyrelsen har på den baggrund valgt at fastholde den hidtidige metode for fremskrivning af elpriserne og imødekommet kritikken i den endelige version af SØB25.

    Dansk Fjernvarme tilkendegav også i høringssvaret fra august 2025, at forudsætningerne for gaspriserne og fastsættelse af det såkaldte ”grønne gaskryds” i 2032 er forbundet med betydelig usikkerhed. Energistyrelsen fastholder i SØB25 forudsætningen om det grønne gaskryds i 2032, hvor gasprisen i 2032 stiger markant.

    Hvis gaskrydset forskydes grundet ændringer i udviklingen i biogasproduktion eller gasforbrug, kan det få store konsekvenser for varmeplanlægning og investeringer – særligt i forhold til konverteringsprojekter suppleret med gasbaseret spids- og reservelastlastkapacitet, samt investeringer i gasbaseret kraftvarme.

    Dansk Fjernvarme arbejder for, at de samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger fortsat udvikles, så de understøtter investeringer i robuste og fleksible fjernvarmeløsninger – og sikrer, at de mest samfundsøkonomisk fordelagtige projekter realiseres.

    Sidst opdateret: 22. april 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...