Tillykke til regeringen – og vores nye klima- energi- og forsyningsminister
Dansk Fjernvarme ønsker det nye ministerhold tillykke, og i særdeleshed den nye klima- energi- og forsyningsminister Samira Nawa, som kommer med et indgående kendskab til energisektoren og ikke mindst til fjernvarmen.
Samira Nawa er ny minister for klima-, energi- og forsyning, og hun har et godt kendskab til fjernvarmesektoren - bl.a. gennem tidligere besøg hos flere fjernvarmeselskaber - som her hos Kredsløb. Foto: Jesper Voldgaard.
Dansk Fjernvarme hilser det nye ministerhold velkommen og ser frem til et godt og tæt samarbejde de kommende år, hvor der skal arbejdes for den grønne omstilling, klimaet og forsyningssikkerhed for energi- og varmesektoren.
- I går fik vi et regeringsgrundlag med grønne og lovende takter. Et grundlag med indhold, vi i meget store træk genkender fra vores dialog med de forhandlende partier, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme. Han fortsætter:
- Nu kan vi sige stort tillykke til det samlede ministerhold. Og ikke mindst et stort tillykke til den nye klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa, som jeg og Dansk Fjernvarme flere gange har haft fornøjelsen af at samarbejde med. Samira har et solidt kendskab til energi- og varmesektoren, dens udfordringer og dens potentiale. Jeg ser meget frem til et fortsat godt og givende samarbejde.
Efter rekordlange forhandlinger og en stadig udfordrende geopolitisk situation, er der nok at tage fat på for den nye minister på energi- og forsyningsområdet, kommenterer Dansk Fjernvarme. Der ligger allerede aktuelle dagsordener på ministerbordet om elnettet og gasudfasningen.
- Vi har fået høje, grønne og nødvendige ambitioner, og der er dermed også nok at tage fat på som ny minister for energi- og varmesektoren. Der skal styr på udfordringerne i elnettet, så vi kan komme videre med en klog elektrificering og sikre forsyningssikkerhed. Vi skal have udfases den fossile gas i den private rumopvarmning, så vi har rammer et grønt gaskryds i 2030 sådan som det også har været aftalt politisk. Samtidig skal vi nå klimamålet for 2030 og regeringens nye klimamål om 85% reduktion i 2035 gennem blandt andet CO2-fangst på affaldsenergi- og kraftvarmeanlæg, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Regeringen Mette Frederiksen III:
- Statsminister Mette Frederiksen
- Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr
- Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen
- Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard
- Finansminister Peter Hummelgaard
- Justitsminister Nicolai Wammen
- Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund
- Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa
- By-, land- og transportminister Signe Munk
- Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov
- Undervisningsminister Magnus Heunicke
- Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen
- Forsvarsminister Jeppe Bruus
- Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt
- Sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken
- Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen
- Kulturminister Zenia Stampe
- Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen
- Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark
- Socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin
- Miljøminister Maria Reumert Gjerding