Udbudskursus er rykket til august
Dansk Fjernvarme hjælper sine medlemmer med udbudsprocessen med kurset ”Det rigtige indkøb”. Kurset er flyttet fra juni til den 31. august i Fjernvarmens Hus i Kolding.
Som fjernvarmeselskab skal du have styr på de vigtigste strategiske valg før dit udbud, så du kan tilrettelægge et indkøb, der passer til opgaven, organisationen og samarbejdet i projektet.
Derfor inviterer Dansk Fjernvarme til endagskursus i udbudsreglerne i Fjernvarmens Hus i Kolding. Det sker under overskriften ”Det rigtige indkøb”.
Oprindeligt skulle kurset være afviklet i midten af juni, men det er nu besluttet at rykke kurset til den anden side af sommerferien. Den nye dato for kurset er den 31. august.
På kurset får du viden om, hvordan du griber en udbudsopgave rigtigt an, før den juridiske proces tager over.
Det betyder, at du på kurset får overblik over de vigtigste strategiske valg før udbuddet, så du kan træffe mere bevidste beslutninger om fx udbudsform, kontraktmodel, prissætning, krav og rollefordeling.
Som deltager bliver du også klogere på samspillet mellem bygherre, rådgiver og entreprenør, og på hvordan gode beslutninger tidligt i processen kan skabe bedre samarbejde, færre uklarheder og mere værdi både før og efter kontraktindgåelsen.
Kurset vil have fokus på praksis og hjælper dig med at vælge en tilgang, der passer til både opgaven og din organisation. Derfor tager underviseren også gerne imod spørgsmål fra kursisternes hverdag, ligesom der bliver lagt op til, at deltagerne skal kunne finde tid til at sparre med hinanden.
Det rigtige indkøb
Kurset varer én dag og finder sted den 31. august i Fjernvarmens Hus i Kolding.
Er kurset noget for dig?
Kurset er relevant for medarbejdere i forsyninger og andre bygherreorganisationer, der arbejder med indkøb, projektudvikling, udbud og gennemførelse af anlægs- og entreprenøropgaver. Det er også relevant for projektledere, tekniske chefer og andre, der skal være med til at definere rammerne for et kommende udbud.