Vi glæder os til at se jer i Aalborg
Landsmøde 2026 er få dage fra at løbe af stablen i Aalborg. Dansk Fjernvarmes direktør ser frem til at se de mange fjernvarmefolk på de mange scener og i udstillingsområderne.
Der er kun få dage endnu, førend dørene torsdag morgen bliver slået op hos Aalborg Kongres & Kultur Center til det to-dage lange Landsmøde 2026. Det ser allerede nu ud til, at det bliver et landsmøde med masser af deltagere.
- Det er meget, meget glædeligt, at vi igen formår at samle så mange deltagere til en event, der er målrettet en relativ lille, om end vigtig sektor. Mest af alt fordi det igen understreger, at det vi fra Dansk Fjernvarme giver til medlemmerne, også er noget, som de efterspørger og ønsker, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
I år bliver landsmødet afviklet under det fælles tema – ”Et sikkert Danmark i et grønt Europa” – og det er er, mener Kim Mortensen, meget passende for den tid, som forsynings- og energisektoren skal manøvrere i – og efterhånden har befundet sig i igennem en del år.
- Landsmødet finder endnu en gang sted i skyggen af en mere og mere ustabil verden, som fjernvarmesektoren både er en del af – på godt og ondt – men også er en del af løsningen for, slår han fast og uddyber:
- For på trods af stigende usikkerhed, angreb på kritisk infrastruktur, forsyningskriser og usikker energiforsyning, er fjernvarmen en del af løsningen på energiuafhængigheden i Danmark og den grønne omstilling, der er forudsætningen for, at vi kan sikre en høj grad af energiforsyningssikkerhed.
Han noterer sig, at Landsmøde 2026 også kommer til at foregå på bagtæppet – om end det er noget tid siden - af dannelsen af en ny regering efter valget tidligere på året. En regering der har valgt et grundlag at regere fra, der på mange områder sætter en helt ny retning for forsyningssektoren – og dermed også for fjernvarmesektoren.
Kim Mortensen pointerer, at regeringsgrundlaget kobler elementer som forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur, energiuafhængighed og samfundets generelle robusthed sammen.
- Og som en del af netop den kritiske infrastruktur får fjernvarmen en naturlig og samtidig central rolle at spille for at holde den grønne omstilling på sporet, siger Kim Mortensen.
Landsmøde 2026
Til oktober vender Landsmøde 2026 tilbage til de velkendte rammer i Aalborg Kongres & Kultur Center, men alt er ikke som det plejer. Rammerne har fået vokseværk og du kan derfor glæde dig til 3 scener og 3 store udstillingsområder.
Vi glæder os til at slå dørene op til årets største event i energi- og forsyningssektoren, hvor de 2.600 deltage kan se frem til inspirerende snakke, skarpe debatter og masser af netværk.