Klimarådet efterlyser bedre offentlig planlægning af CO2-fangst
LÆS I DAG: Klimarådet efterlyser plan for landbrugets CO2-udledning. Efter stor debat: Klimarådet opfordrer til bredt forlig om landbrug. Professor om energikrisen: “Jeg er helt uenig i, at næste vinter italesættes som den værste”. Hofor mister økonomidirektør efter organisationsændringer. Den halve by er på gas: Stor interesse for at komme på fjernvarmen. Lokalt firma blev ramt af tårnhøje gaspriser - Så fandt man på noget smart.
EnergiWatch:
Klimarådet efterlyser bedre offentlig planlægning af CO2-fangst
Staten skal ind over infrastrukturen omkring CO2-fangst, som ikke bare bør overlades til de aktører, som vinder udbud. Det mener Klimarådet, som får opbakning til sit budskab fra Dansk Fjernvarme, fremgår det af EnergiWatch.
I slutningen af 2022 offentliggøres vinderen af et CCS-udbud, som får tilskudsmidler. Vinderen skal vælge sin egen infrastrukturløsning. Men det betyder, at vinderen alene har incitament til at designe en løsning til færrest mulige omkostninger for selskabet, som passer specifikt til vinderens projekt, indvender Klimarådet i sin kommentar.
Dermed er der risiko for, at der ikke tages stilling til, om det er hensigtsmæssigt med rørledninger eller ej på en given lokation. Desuden er der risiko for, at eventuelle rørledninger underdimensioneres, og at der ikke sikres tredjepartsadgang, skriver Klimarådet.
Hos Dansk Fjernvarme er man helt på linje med den indvending.
- Som CCUS-puljens udbudskriterier er skruet sammen nu, har bydende aktører kun incitament til at holde deres projekt til lavest mulige omkostninger for selskabet, hvor Danmark vil få større fordel af projekter med langsigtede løsninger. Politikerne bør derfor lytte til Klimarådets anbefaling, når de skal drøfte udmøntningen af kommende puljer til CO2-fangst, udtaler Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse.
CCUS vil blandt andet være et vigtigt værktøj for kraftvarmeværker og affaldsenergianlæg, der har en vigtig rolle i at sikre varme- og elforsyningen i Danmark.
*****
EnergiWatch:
Klimarådet efterlyser plan for landbrugets CO2-udledning
Den kommende regering og Folketinget bør ifølge Klimarådet hurtigt trække i arbejdstøjet og vedtage en klimaplan for landbruget. Det er et af de centrale budskaber fra Klimarådet i deres kommentar til regeringens klimaprogram, der blev offentliggjort før valget til Folketinget. Det skriver EnergiWatch.
Konkret mener Klimarådet, at man ikke kommer uden om en afgift på landbrugets CO2-udledninger
- Vi mangler stadig at se, hvordan man politisk vil sikre, at landbruget kan levere de nødvendige reduktioner, siger formand for Klimarådet, Peter Møllgaard og tilføjer:
- Det er positivt, at flere partier har talt for, at landbruget skal have en drivhusgasafgift (CO2-afgift, red.), men vi ved stadig ikke, hvad man politisk beslutter.
Landbruget står i dag for en tredjedel af Danmarks udledninger. De kommer blandt andet fra dyrenes fordøjelse og gylle.
Et ekspertudvalg er i gang med at se på, hvordan man kan pålægge landbruget afgifter for CO2-udledning. Og udvalgets anbefalinger kommer efter planen i begyndelsen af 2023.
*****
Klimamonitor:
Efter stor debat: Klimarådet opfordrer til bredt forlig om landbrug
Der har historisk været stor gevinst af brede energiforlig, fordi det lægger bund under investeringer hos virksomheder, siger Klimarådets formand. Ifølge Klimamonitor er det baggrund for, at Klimarådet opfordrer til, at der bliver indgået et bredt forlig for landbrugets bidrag til den grønne omstilling.
Regeringens eget estimat er, at der mangler at blive fundet reduktioner på fem millioner ton CO2e i 2030 for at nå klimalovens 70 procentsmål. Men det er skudt cirka en million ton for lavt, vurderer Klimarådet.
Derfor haster det med en aftale for landbruget, siger Peter Møllgaard, formand for Klimarådet, i et interview i forbindelse med, at Klimarådet i et notat kommenterer regeringens klimaprogram for 2022.
- Det er den vigtigste beslutning, det nye Folketing skal tage fat på, siger Peter Møllgaard.
I notatet kommer Klimarådet med en direkte opfordring, der kan læses som en af de store klimapolitiske diskussioner i valgkampen: smalle grønne aftaler versus brede forlig med færre reduktioner.
Især politikere fra Enhedslisten, Frie Grønne og Alternativet har under valgkampen kritiseret, at de brede politiske forlig – ifølge dem – er indgået på bekostning af nødvendige reduktioner. Kritikken har været mod især Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre, som har indgået i nærmest samtlige brede forlig.
*****
Børsen:
Professor om energikrisen: “Jeg er helt uenig i, at næste vinter italesættes som den værste”
Både eksperter og myndigheder har igennem et stykke tid advaret om, at det først er den næstkommende vinter, der bliver hård set fra et energimæssigt perspektiv. Gaslagrene vil være tømte og energipriserne vil være mere modtagelige for påvirkninger.
Energiprofessor Brian Vad Mathiesen frygter dog ikke for vinteren 2023-2024, siger han til Børsen.
- Jeg er helt uenig i, at næste vinter italesættes som den værste, siger han til Børsen:
- Vi gennemfører elektrificering af store dele af Europa, så vi laver nogle strukturelle ændringer med mere vedvarende energi, sol, vind, fjernvarme, varmepumper, flere elbiler og elektrificering af industrien. Det vil gavne os. Jeg er mere bekymret for den her vinter end næste, siger han.
Han hæfter sig ved, at tilførslen af russisk gas blev mindre og forsvandt hurtigere end forventet. Alligevel blev lagrene fyldt hurtigere op, end man havde regnet med.
- Det siger mig jo, at besparelserne virker. Hvis vi spoler frem til næste vinter, så kan jeg ikke se, at det bliver vanskeligere at komme igennem den. Men det kræver selvfølgelig, at besparelserne fortsætter, siger han.
*****
EnergiWatch:
Hofor mister økonomidirektør efter organisationsændringer
Direktøren for økonomi og forretning i Hofor, Jan Kaufmann, har fratrådt sin stilling, skriver EnergiWatch. Det sker i kølvandet på, at Hofor har meldt ud om omfattende organisationsændringer i forsyningsselskabet.
”Den plads, jeg har fået tilbudt, ikke er det rigtige for mig og dermed ikke det rigtige for holdet,” skriver Jan Kaufmann ifølge EnergiWatch på sin LinkedIn-profil. Her forklarer han, at han efter 13,5 år har valgt at fratræde sin stilling hos Hofor, hvilket er ”en logisk og naturlig konsekvens” af en større organisationsændring i virksomheden.
Mandag meldte Hofor ud, at der bliver ændret i ledelsen, så der ikke længere vil være tre, men fem direktører, der skal sørge for at sikre daglig, stabil forsyning af vand, gas og fjernvarme til en million borgere. Dette ønskede Jan Kauffmann altså ikke længere at være en del af.
”Jeg har i alle årene med stolthed spillet for en fantastisk klub (Hofor). Jeg har spillet på førsteholdet (vores koncernledelse) i alle årene, og jeg har endda fået lov at spille min favoritposition midt på banen og endda som anfører for holdet,” lyder det fra ham med reference til fodboldverdenen.
*****
Skive Folkeblad:
Den halve by er på gas: Stor interesse for at komme på fjernvarmen
Søndag var der borgermøde om mulighederne for at komme med på fjernvarmenettet for et område i Glyngøre, hvor der stadig bliver fyret med gas i parcelhusene, mens der nede i byen er blevet fyret med fjernvarme siden 1963. Det fortæller Skive Folkeblad.
Det er Glyngøre Borger- og Erhvervsforening, der er i færd med at føre fjernvarmens det sidste stykke ind til området, og derfor var omkring 170 borgere søndag med til et borgermøde for at lytte til et panel af folk, der ved noget om mulighederne for fjernvarme.
Glyngøre Fjernvarme for nylig har fået etableret en luft-til-vand-pumpe i Glyngøre. Varmepumpen har ikke kun betydet billigere varme, men også muligheden for at få 50 husstande mere med på nettet. Derfor har der lydt opfordring til, at nogle husstande, der ligger på rørenes rute, kom med på fjernvarmen, men der er endnu ikke nok tilslutning til, at det er sket.
En af de ubekendte er mængden af statstilskud til et nye projekt. På det seneste har fjernvarmeselskaberne kunnet tilbyde tilslutning for omkring 20-25.000 kroner på grund af netop statstilskud, men her taler vi en helt anden pris på omkring 100.000 pr. husstand, og det fik til at gibbe lidt i de fremmødte, for det var måske lidt mere, end de havde satset på.
- Vi vil se, om vi kan få del i en pulje, så vi kan få finansieret en forundersøgelse om blandt andet rørlægningen, siger Frank Schleef, der er formand for Glyngøre Borger- og Erhvervsforening, om en regional pulje, der kan søges indtil 15. november.
*****
TV2 Nord:
Lokalt firma blev ramt af tårnhøje gaspriser - Så fandt man på noget smart
Den nordjyske virksomhed Scandi Byg blev som mange andre virksomheder ramt hårdt af de eksplosive gaspriser. Men så kom Scandi Byg , der holder til i Løgstør, på en smart løsning sammen med det lokale fjernvarmeselskab, fortæller TV2 Nord.
- Det viste sig, at det nærliggende kalkværk producerer så meget overskudsvarme, som de ikke kan komme af med, at der er rigeligt til vores store fabrikshal samt flere private husstande i lokalområdet. Derudover producerer en anden lokal virksomhed ligeledes store mængder overskudsvarme, som vores anden store fabrikshal kan blive opvarmet med. Så fremover skal Scandi Byg modtage overskudsvarme fra de lokale virksomheder, hvilket kræver langt mindre CO2, forklarer Michael Eegholm, der er strategisk indkøbschef hos Scandi Byg.
Omlægningen til fjernvarme indebærer blandt andet en millioninvestering i omlægning af rørforbindelser, men ifølge Scandi Bygs arbejdsmiljø- og bæredygtighedschef Joan Thiesen er investeringen godt givet ud.
- Omlægningen til fjernvarme er ikke kun en god økonomisk investering i forhold til de stigende gaspriser, men det er også en god investering i forhold til vores CO2-forbrug. Ifølge vores beregninger kan Scandi Byg med omlægningen nemlig tilskrives en CO2-reduktion på hele 260 tons per år. Det er en stor reduktion, som i høj grad taler ind i Scandi Bygs overordnede fokus på klima- og miljøvenlighed, siger hun.
Fra den 1. december 2022 bliver alle Scandi Bygs bygninger opvarmet med fjernvarme, hvoraf en stor del vil være overskudsvarme fra de omkringliggende virksomheder i Løgstør.
Skriv kommentar