Dansk Fjernvarme foreslår tilskud til alle nye tilslutninger
LÆS I DAG: Trefor siger ok: Store Andst kan få fjernvarme fra Lunderskov. Nu rulles fjernvarmen ud i Sorø. Flere muskler til fjernvarmen. Kommunal varmeplan uden fjernvarmeudvidelser. Frygtede fjernvarmeprisstigninger bliver mere end halveret. Varmeplan er klar - uden klare svar.
EnergiWatch:
Dansk Fjernvarme foreslår tilskud til alle nye tilslutninger
Nyt målrettet fjernevarmetilskud på 30.000 kr. og tilslutningspligt. Det skal der ifølge Dansk Fjernvarme til for sikre omstillingen til fjernvarme, fremgår det af EnergiWatch med reference til en pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme.
- Med et fast tilskud per husstand på 30.000 kroner vil flere projekter være stabile overfor udsving, og det sender også et klart budskab om, at det er et nationalt ønske, at naturgasområder skal konverteres til fjernvarme, siger Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme.
Derudover foreslår organisationen, at kommunerne skal have mulighed for at etablere en midlertidig tilslutningspligt for nye fjernvarmeprojekter i kommunalt godkendte fjernvarmeområder.
Det skal fjerne en del af usikkerheden om tilslutning og samtidig sikre, at selskaberne ikke bruger dyrebar tid og ressourcer på at få gang i tilslutningsprocessen til et niveau, der giver grønt lys, lyder det.
- Hvis kommunerne har muligheden for at etablere tilslutningspligt i områder kommunen allerede har godkendt som fjernvarmeområder, vil der kunne skabes øget sikkerhed for fjernvarmeprojekterne og dermed også for den garantistillelse der skal foretages af de respektive kommuner, lyder det fra Kim Mortensen.
*****
JydskeVestkysten:
Trefor siger ok: Store Andst kan få fjernvarme fra Lunderskov
Lokalrådet synes, det har været frustrerende at vente på svar på, om Andst kan få fjernvarme, men nu er der et forslag på bordet, som lokalrådet og borgerne skal tage stilling til. En løsning er dermed på vej, fremgår det af JydskeVestkysten.
Borgmester Frank Schmidt-Hansen oplyser, at Trefor og Lunderskov Varmeværk er klar til at forsyne Andst med fjernvarme. Det vil som udgangspunkt kræve en millioninvestering i et stort varmerør fra Lunderskov til Andst.
- Vi har længe været i dialog med både Vejen Varmeværk og Trefor, om der var nogen af dem, der kunne tilbyde Andst en løsning med fjernvarme. Trefor og Lunderskov Varmeværk kom tilbage med et positivt svar, da de havde haft mulighed for at regne det hele igennem.
- Det er ikke altid så lige ud ad landevejen at få fjernvarme ud til lokalsamfundene. De lange transportledninger er meget bekostelige at etablere, og Trefor skulle lige have tid til at regne det ordentligt igennem, siger borgmesteren som et svar på frustrationer i Andst Lokalråd, som har syntes, det var svært at få klare og hurtige svar.
Det betyder ikke, at lokalrådet kan læne sig tilbage. For det første skal rådet og byens borgere tage stilling til tilbuddet fra Trefor. Og så skal man finde ud af, om tilstrækkeligt mange husstande vil med på fjernvarmen. Der er 332 husstande i byen og heraf skal mindst 250 sige ja tak. Det handler ikke mindst om, at ikke alt for mange borgere får installeret en varmepumpe.
*****
SN.dk – Midtsjælland:
Nu rulles fjernvarmen ud i Sorø
Nu er det tid for borgerne på det nordlige Frederiksberg og i Sorø centrum at tage stilling til, om fjernvarme skal være deres fremtidige opvarmningskilde. Det fortæller SN.dk – Midtsjælland.
- Den 1. marts er den sidste chance for at melde sig til fjernvarme, hvis du bor i Sorø eller i det nordlige Frederiksberg. Herefter risikerer du at skulle betale en større engangsudgift, skriver Sorø Fjernvarme i en pressemeddelelse.
Sorø Fjernvarme tilbyder fire forskellige modeller for tilslutning til fjernvarmen. Valg af model afhænger af den enkelte forbrugers temperament og økonomi.
- Tre af modellerne er abonnements-modeller med service inkluderet, skriver Sorø Fjernvarme.
- I to modeller klarer Sorø Fjernvarme hele installationen, men har du det bedst med selv at stå for så meget som muligt med hjælp fra et VVS-firma, er det også muligt.
Skulle den nuværende varmekilde stå af, før fjernvarmen kommer, så kan Sorø Fjernvarme hjælpe med at holde eksempelvis et gasfyr kørende, indtil fjernvarmen kan tage over.
*****
SN.dk – Egedal:
Flere muskler til fjernvarmen
Et enigt byråd i Egedal Kommunen har netop godkendt, at Egedal Fjernvarme og Vestforbrænding kan indgå en samarbejdsaftale, der indebærer, at Vestforbrænding leverer varme direkte til Egedal Fjernvarmes kunder. Det skriver SN.dk – Egedal.
- Herved kan vi sikre, at det hele tiden er det anlæg, som har den i situationen bedste produktion, der producerer mest, mens andre anlæg står standby. Således vil det for eksempel være muligt at reducere for brug af biomasse om sommeren, hvor varmebehovet kan dækkes af solvarme og affaldsforbrænding, ligesom varmepumper og anden el-baseret varmeproduktion kan anvendes 100 procent, når der er overskud af vindstrøm, forklarer formanden for Klima- Teknik- og Miljøudvalget Bo Brøndum Pedersen.
Han oplyste, at mange modeller for samarbejdet har været i spil, men at byrådet var blevet anbefalet den, hvor Vestforbrænding kommer tæt på produktion og leverance, da det giver de bedste muligheder for at styre produktion og give den laveste pris.
Samtidig bevares Egedal Fjernvarme A/S stadig som et 100 procent selvstændigt selskab, der er 100 procent ejet af Egedal Kommune.
- Det gør, at vi selv kan bevare kontrollen med udbygningen af fjernvarmenettet, sagde Bo Brøndum Pedersen, for selv om han synes diskussionen om en eventuel fusion har været sund, mener han den bør vente til, når ledningerne er etableret og i drift.
*****
Fyens.dk:
Kommunal varmeplan uden fjernvarmeudvidelser
Den kommende varmeplan for Svendborg Kommune indeholder ingen nye områder, hvor der bliver udrullet fjernvarme. Faktisk skal den godkendes i Teknik- og Miljøudvalget på deres møde på torsdag og derefter en tur gennem økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen, fremgår det af Fyens.dk.
Planen skal udpege de områder, der har højt, middel og lavt fjernvarmepotentiale. Og den korte besked til at alle, der venter med tilbageholdt åndedræt på at blive koblet på fjernvarmen, er, at de kan godt belave sig på at skulle holde på vejret noget tid endnu... eller kigge efter alternative varmekilder.
For planen udpeger ikke et eneste område, til at have højt fjernvarmepotentiale.
Udvalgsformand Jesper Kiel medgiver gerne, at det måske ikke er den mest brugbare information til dem, der havde håbet på at blive sluttet til fjernvarmenettet.
- Men det er sådan, verden ser ud. Vi kan som kommune ikke bare bestemme, at her skal der laves fjernvarme. Det kræver, at vi har nogle planer fra fjernvarmeselskaberne, og den slags findes ikke lige nu, men det betyder også, at det er en varmeplan, der er under løbende udvikling, og når vi hører fra selskaberne om deres planer, vil planen blive rettet til, forklarer Jesper Kiel.
*****
JydskeVestkysten – Bramming:
Frygtede fjernvarmeprisstigninger bliver mere end halveret
Fjernvarmen i Bramming bliver dyrere fra nytår. Men varmeprisen kommer "kun" til at stige lidt under halvt så meget som første forvarsel i september lød på, fortæller fjernvarmeværkets formand til JydskeVestkysten – Bramming.
I stedet for stigninger på op til 131 procent, vil prisen "kun" stige med mellem 52 og 57 procent i forhold til de nuværende priser. Det er en betragtelig stigning, men ikke nær så slemt som den først udmeldte prisstigning.
Helt præcist forventer Bramming Fjernvarme, at prisen vil stige med 51,92 procent, hvis man bor i et standard parcelhus på 130 kvadratmeter, og 57,28 procent, hvis man bor i en standard lejlighed på 75 kvadratmeter. Det faste bidrag fortsætter uændret.
Den knap så høje prisstigning kommer, fordi varmeværket har udregnet et nyt budget baseret på de nyeste forventninger til gaspriserne, fortæller Bramming Fjernvarmes bestyrelsesformand Robin Poulsen.
- Vi har fået opdaterede gaspriser fra vores leverandører, og de priser er lavere, end det vi regnede med tidligere på året. Så det har vi indregnet i et nyt budget for 2023, siger Robin Poulsen.
At fjernvarmepriserne ikke kommer til at stige så meget som først varslet, betyder også, at Bramming Fjernvarme ikke bliver omfattet af "Indefrysningsordningen for stigende energiregninger", som Folketinget har vedtaget.
*****
Frederiksborg Amts Avis:
Varmeplan er klar - uden klare svar
7500 varmeforbrugere får i dag fjernvarme fra Hillerød Forsyning. Op til 4300 husstande yderligere kan blive koblet på fjernvarmenettet - hvis alt lykkes. Mange forbrugere må dog vente på endelig afklaring, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Forslaget til varmeplanen skal endeligt godkendes af byrådet 14. december, men kan allerede nu læses på kommunens hjemmeside. Her kan man se, at omkring 2000 husstande i Hillerød by kan forvente at få mulighed for at få fjernvarme inden 2028, mens det er usikkert, hvordan andre husstande med gas- og oliefyr står.
- Der er mange steder, hvor vi ikke kan sige noget med sikkerhed. Men i de røde områder, der kan vi sige, at der ikke kommer fjernvarme. Og der kan folk nu beslutte sig for at køre deres oliefyr færdigt, og så finde en holdbar løsning, siger Louise Colding Sørensen (S), formand for Natur, miljø- og klimaudvalget.
Hun har til gengæld store forhåbninger om, at det lykkes med kommunesamarbejdet og at man kan få nogle af landsbyerne over på fjernvarme ved også at levere varme ud over kommunegrænsen.
- Jeg tror på, at vi nok skal finde på noget. Men det kommer også an på, hvor hurtigt folk går ud og finder andre løsninger, siger Louise Colding Sørensen.
Skriv kommentar