Arla og fire kommuner indgår gigantisk fjernvarmeprojekt
LÆS I DAG: Vestforbrænding udbyder første del af omfattende fjernvarmeudrulning. Håbet om fjernvarme i landsby lever i bedste velgående. Fjernvarmens mange energikilder sikrer mod voldsomme prisstigninger. Farum Fjernvarmes varmepumpe leverede langt fra målet.
Klimamonitor:
Arla og fire kommuner indgår gigantisk fjernvarmeprojekt
Arlas ostemejeri ved Taulov kobles på fjernvarmen fra TVIS – Trekantområdets Varmetransmissionsselskab. I første omgang er det cirka halvdelen af gasforbruget, der forsvinder, fremgår det af Klimamonitor, der også fortæller, at det er et af i alt 12 fjernvarmeprojekter, som TVIS sætter gang i.
Arlas ostemejeri i Taulov ved Fredericia vil i flere trin droppe naturgassen og koble sig på Tvis’ fjernvarme-system. Det er både rumvarmen samt procesvarmen til produktionen af 60.000 ton ost, blandt andet Klovborg- og Riberhus-ost, som skal omstilles.
Konverteringen i 2023 dækker over halvdelen af gasforbruget og 25.000 MWh. Det sparer 37 procent af CO2-udledningen fra varmeforbruget. Der er fire måneder, hvor der fortsat vil blive brugt gas, men Arla og Tvis vil i løbet af 2023 undersøge, om det også kan elimineres.
Tvis har flere projekter på vej. I alt er der tale om 12 konkrete fjernvarmeprojekter mellem 2023 og 2025, som dækker udvidelse af fjernvarmenettet og tilkobling af overskudsvarmeleverandører og industrikunder.
- Nu tager vi tilløb til at udvide med yderligere mindst 21 kilometer, hvor vi understøtter vore sejerkommuner i deres strategier for at udfase fossile brændsler. Vi kommer ud til nye forbrugere, samtidig med, at det bliver billigere for eksisterende forbrugere i Tvis-nettet, siger Lars Schmidt, bestyrelsesformand for Tvis.
*****
EnergiWatch:
Vestforbrænding udbyder første del af omfattende fjernvarmeudrulning
Som led i sin varmeplan frem mod 2030 har Vestforbrænding sendt første etape af en omfattende udrulning af fjernvarme i udbud. Ifølge EnergiWatch omfatter udbuddet cirka 16.000 husstande i Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Frederikssund og Egedal kommuner.
Den første del af udrulningen bliver udbudt i tre totalentrepriser og omfatter projektering og udførelse af hovedledninger, distributionsledninger, stikledninger og kundeinstallationer.
- Vestforbrænding ønsker at tilslutte kunder hurtigst muligt til fjernvarmenettet, og vi har derfor arbejdet hårdt på at få sendt et stærkt udbud afsted, der matcher opgavens omfang, lyder det i en kommentar fra adm. direktør i Vestforbrænding, Steen Neuchs Vedel.
Vestforbrændings ambitioner i Varmeplan 2030 er, at i alt 30.000 nye kunder skal tilsluttes fjernvarmenettet fra affaldsseksskabet.
*****
Dagbladet Ringkøbing-Skjern:
Håbet om fjernvarme i landsby lever i bedste velgående
Initiativtagerne til fjernvarme i Vorgod-Barde forventer over 300 tilmeldinger til projektet. Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern bliver projektet dermed særdeles attraktivt rent økonomisk, og det øger troen på, at der kommer fjernvarme til byen.
- Vi kan heldigvis konstatere, at tilslutningen spurter derudaf. Her før nytår nåede vi op på 260 tilmeldte, lyder det fra Per Nørgaard, der er en af initiativtagerne til at få fjernvarme fra Videbæk til Vorgod-Barde, hvor der er rigtig mange husstande og virksomheder, der i dag bruger den dyre gas til opvarmning.
- Det skal så siges, at i tallet på 260 tilmeldte har vi ikke boligforeningen Bomidtvests lejemål samt de kommunale ejendomme med, og vi forventer jo klart, at de bakker op om den grønne omstilling til fjernvarme. Så det vil forhåbentlig give cirka 20-25 yderligere tilmeldte. Der er også flere erhvervsejendomme, vi skal have fat i, så forhåbentlig bliver vi over 300 tilmeldte inden vi sætter 1. spadestik i jorden, siger Per Nørgaard.
Lige nu bliver der arbejdet på at kortlægge alle tilmeldinger. Samtidig er der nedsat en gruppe, som arbejder videre med etablering af AMBA og en gruppe, som begynder at se på den bedst mulige finansiering.
- Der burde være gode muligheder for en attraktiv finansiering - den er langsigtet og meget robust rent risikomæssig, siger Per Nørgaard.
*****
GridTech:
Fjernvarmens mange energikilder sikrer mod voldsomme prisstigninger
Prisstigningerne på fjernvarmen var i 2022 meget moderate sammenlignet med andre forsyningsydelser og forbrugsprisindekset generelt. I gennemsnit er fjernvarmepriserne således steget med 6,3 procent fra august 2021 til 2022, fremgår det af GridTech.
Ifølge Dansk Fjernvarme skyldes det primært, at fjernvarmeselskaberne producerer varme fra en lang række forskellige kilder, og derfor ikke har været lige så sårbare overfor stigende ressourcepriser, som enkeltopvarmningsløsninger har været.
- I fjernvarmen kan det være en sammensætning af energikilder som eksempelvis overskudsvarme fra procesindustri, solvarme, bæredygtig biomasse og affaldsenergi, som gør fjernvarmeselskaberne i stand til at holde priserne nogenlunde i ro, siger Katarina Siebuhr Kristiansen, Økonomisk konsulent i Dansk Fjernvarme.
*****
SN.dk:
Farum Fjernvarmes varmepumpe leverede langt fra målet
På årets 11 første måneder har Farum Fjernvarmes varmepumpe i Allerød kun leveret 50 procent af varmen. Målet var 90 procent, skriver SN.dk, der skriver, at særligt årets første to måneder i 2022 – januar og februar – var problematiske med 11 henholdsvis 29 procent af produktionen.
I løbet af 2022 fik varmepumpen dog bedre og bedre fat, og fra juli og til og med oktober har produktionen ligget på over 90 procent. Det flugter med Farum Fjernvarmes mål, som er, at mindst 90 procent af varmen skal komme fra pumpen set ud over et gennemsnit på hele året. I november faldt varmepumpens produktion så til kun 61procent, og det trækker væsentligt ned.
Farum Fjernvarme arbejder fortsat på at lande en aftale med enten Vestforbrænding eller Hillerød Forsyning, som skal kunne aflaste varmepumpen, så det i mindre grad er nødvendigt at gå over til dyr gas eller olie. Det skal være med til at give lavere fjernvarmepriser.
- Vi håber på en afklaring i foråret 2023, men lige nu er der ikke nogen underskrevet, sagde bestyrelsesformand i Farum Fjernvarme, Henrik Haugaard Pedersen, for nylig i forbindelse med, at selskabet endnu engang måtte varsle prisstigninger.
Skriv kommentar