Green Power Denmark klager over millionregning til producenter af vedvarende energi
LÆS I DAG: 89 procent vil have fjernvarme: Helle Energi springer alle rammer med næsten uvirkelig opbakning. Lokalråd er klar til at finde ud af hvem der vil ind i fjernvarmen. Tønder vil investere op til 80 millioner i nyt træflis-anlæg. Her er Lars Aagaards nye særlige rådgiver. Næsten 900 husejere i det nordlige Kolding har sagt ja til at få fjernvarme for 100.000 kroner: Nu afventer varmeselskab, om prisen holder.
Green Power Denmark, pressemeddelelse:
Green Power Denmark klager over millionregning til producenter af vedvarende energi
Green Power Denmark har klaget til Energiklagenævnet over Energinets metode for producentbetaling, som påfører udviklere af solcelle- og vindmølleparker ekstraudgifter på adskillige millioner kroner. Green Power Denmark mener, at metoden er i strid med EU-retten, fremgår det af en pressemeddelelse.
- Vi mener ikke, at EU-reglerne giver mulighed for dette. Energinet går ud over, hvad reglerne tilsiger, og det giver udfordringer for opstilling af vedvarende energi i Danmark, siger Kamilla Thingvad, direktør for energiproduktion i Green Power Denmark.
Konkret mener Green Power Denmark, at tarifmetoden er i strid med EU’s transmissionsafgiftsforordning. Derfor er der nu sendt en klage til Energiklagenævnet på vegne af en lang række medlemsvirksomheder, fordi det med den nye model for producentbetaling er det blevet markant dyrere at tilslutte vindmøller og solceller til transmissionsnettet i Danmark.
Udviklerne skal foruden et stationsbidrag betale et tilslutningsbidrag på 328.000 kroner/MW i områder, hvor produktionen af strøm er større end forbruget. Det betyder, at en udvikler, som vil opføre et anlæg på for eksempel 250 MW, som bliver tilsluttet 400 kV-nettet, vil opleve, at omkostningerne stiger med knap 100 millioner kroner alene for at blive tilsluttet elnettet.
- Det er en voldsom stigning, og det vil være med til at bremse den grønne omstilling. Den nødvendige udbygning af vedvarende energi vil blive forsinket og unødvendigt dyr. Det er ikke alene i strid med reglerne i EU. Det er også ærgerligt, at der kommer et så alvorligt benspænd i en tid, hvor vi har brug for al den vedvarende energi, som vi kan producere, siger Kamilla Thingvad.
*****
JydskeVestkysten:
89 procent vil have fjernvarme: Helle Energi springer alle rammer med næsten uvirkelig opbakning
1.352 husstande i seks landsbyer eller godt 89 procent af de potentielle husstande vil have fjernvarme fra Helle Energi A.m.b.a., der først så dagens lys i oktober 2022. Otte måneders målrettet arbejde er nu klar til at komme i gang med fjernvarme for alvor, skriver JydskeVestkysten.
Den meget store og næsten uvirkelige opbakning vækker opsigt hos én af landets fremmeste eksperter på området, professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.
- Fedt. Det ligger i den høje ende, siger Brian Vad Mathiasen, der selv stammer fra Varde og dermed kender byerne i den østlige del af Varde Kommune, der i vid udstrækning er koblet på naturgas. Og at tilslutningen er så høj, er meget væsentlig for fjernvarmefremtiden i området.
- Den økonomiske sikkerhed er utrolig god. Og så er der bare en komfort i at have fjernvarme. Også for dem, der ikke er koblet på fra start, siger Brian Vad Mathiesen.
Mens de husstande, der er med fra begyndelsen, ikke skal have penge op af lommerne, så vil det i fremtiden koster cirka 35.000 kroner at blive koblet på fjernvarme hos Helle Energi.
- Det er ingenting. Alternativet er langt dyrere, siger Brian Vad Mathiesen.
*****
Dagbladet Ringsted:
Lokalråd er klar til at finde ud af hvem der vil ind i fjernvarmen
Dianalund Udviklingsråd (DUR) har nu nedsat en 10 mand stor arbejdsgruppe, der i den kommende tid skal undersøge, hvor mange borgere, der er interesseret i at skifte til fjernvarme. Det er håbet, at Dianalund-borgerne får givet deres mening til kende inden udgangen af februar i år, fremgår det Dagbladet Ringsted.
For at gøre AffaldPlus interesseret i at kigge på Dianalund skal der være en tilslutning blandt mindst 60-70 procent af de i alt 1100 mulige husstande, oplyser tovholder på varmeprojektet Henrik Salling:
- Og vi vil gerne bede folk om at tilkendegive deres holdning hurtigst muligt og meget gerne inden udgangen af februar. Jo hurtigere vi får dem i hus, des hurtigere kan vi komme i gang. Og man behøver ikke at være bange for, at man er bundet til noget ved at komme med den tilkendegivelse. Det er helt uforpligtende, siger Henrik Salling.
Henrik Salling forestiller sig, at det nok især vil være husstande, der i dag har naturgas eller oliefyr, der vil være interesserede i at skifte:
- Hvis man har elvarme, er man jo nødt til også at skifte alle radiatorer ud. Men hvis man har lyst til at komme over på fjernvarme trods det, er man meget velkommen, siger Henrik Salling.
*****
JydskeVestkysten:
Tønder vil investere op til 80 millioner i nyt træflis-anlæg
Det skal være slut med naturgas til opvarmning af private hjem. Tønder Fjernvarmeselskab vil investere et stort tocifret millionbeløb i et nyt træflis-anlæg for at slippe ud af naturgas, skriver JydskeVestkysten. Anlægget skal placeres på Energivej tæt på eksisterende anlæg - og gerne være klar om et par år.
Her og nu skal økonomiudvalget i Tønder Kommune tage stilling til et konkret projektforslag fra Tønder Fjernvarmeselskab. Selskabet vil have tilladelse til at opføre en 10 MW-flisekedel i forbindelse med det allerede eksisterende flisværk på Energivej i Tønder.
- Det er tre år siden, at det første flisværk blev bygget. Det ville have været billigere at have bygget det store dengang, men det er historie nu. Nu ser vi fremad, siger fjernvarme-direktør Lars Rytter.
Foruden træflis bruger fjernvarmen en elkedel og varmepumper til at opvarme fjernvarmevandet med. Og så er der den famøse - og sidste år - ekstremt dyre naturgas. Tønder Fjernvarmeselskabs varmekilder bestod i 2022 af 19,8 procent naturgas. Det er blandt andet derfor, at fjernvarmen fra årsskiftet blev nødt til at sætte prisen på det variable forbrug op med 56 procent.
- De priser, vi har nu, er historisk set de højeste, men hvis fjernvarmen udelukkende var kommet fra naturgas, havde det været langt, langt værre. Så var det en stigning på over 100 procent, vi havde set ind i, siger Lars Rytter.
Hvis økonomiudvalget og siden kommunalbestyrelsen siger ja til projektet, skal Tønder Fjernvarmeselskabs bestyrelse på generalforsamling til marts tage stilling til byggeriet af flisværket.
Lars Rytter forventer derfor, at anlægget i allerbedste tilfælde kan stå klar til drift i 2025.
*****
EnergiWatch:
Her er Lars Aagaards nye særlige rådgiver
Klima-, energi- og forsyningsministeren skal rådgives af tidligere direktør hos Radius, som også har fortid hos Dansk Energi og Ørsted. Det fortæller EnergiWatch om Rasmus Bønneland, der har første arbejdsdag onsdag.
Den nye rådgiver har en fortid hos Dansk Energi, hvor han tilbragte lidt over fire år fra 2017 og indtil starten af 2022, bl.a. som public affairs-chef. I den samme periode var Lars Aagaard øverste chef i netop Dansk Energi.
- Jeg er utrolig glad for, at Rasmus har takket ja til at komme med på holdet og blive særlig rådgiver for mig. Han er en både dygtig og omgængelig fyr. Rasmus har solid erfaring med politisk rådgivning fra både erhvervslivet og Christiansborg samt et stort kendskab til klima- og energiområdet, siger ministeren om ansættelsen.
Foruden opholdet hos Dansk Energi har Rasmus Bønneland senest været direktør for public Affairs hos Radius, mens han tidligere har været lead public affairs advisor hos Ørsted og politisk rådgiver i Venstre.
*****
Fyens.dk:
Næsten 900 husejere i det nordlige Kolding har sagt ja til at få fjernvarme for 100.000 kroner: Nu afventer varmeselskab, om prisen holder
Anlægsudgifterne til store fjernvarmeprojekter er steget betydeligt de seneste to år, og det kan få indflydelse på Trefor Varmes planlagte projekt i Almind, Viuf og Vester Nebel, hvor 900 har sagt ja tak til fjernvarme for 100.000 kroner, skriver Fyens.dk.
Det skal de betale 70.000 korner for i tilslutningsafgift og dertil 30.000 kroner til en installatør. Alternativt kan man vælge at betale 500 kroner om måneden i 20 år for tilslutningen og dertil 250 kroner om måneden til VVS-delen inklusiv vedligehold.
Men - for der er et men.
- Udfordringen er, hvad entreprenørerne forlanger i pris for anlægsarbejdet. Vi har beregnet, at der skal investeres 350-400 millioner kroner for at få ført fjernvarmen fra Koldings industriområde og ud i boligområderne.
- Og min mavefornemmelse er, at projektet bliver dyrere end beregnet. Prisudviklingen er opadgående i markedet, fordi der er så mange, som vil gennemføre sådan nogle fjernvarmeprojekter, og det er de samme svejsere, vi kæmper om. Smede er en mangelvare. Det er med til at trække priserne opad, og det er klart, at det at lave fjernvarmeprojekter er blevet betydeligt dyrere de sidste to år, konstaterer varmeforsyningschefen.
*****
INDSÆT FREMHÆVET CITAT HER
INDSÆT MERE BRØDTEKST HER