Gå til hovedindhold

Svendborg Fjernvarme har købt Svendborg Kraftvarme

LÆS I DAG: Nyt amerikansk datacenter i Danmark vil genbruge overskudsvarme. Vestforbrænding: Lån et brugt gasfyr, mens du venter på fjernvarme. AffaldPlus kan sikre fjernvarme i Karrebæksminde. Nødebo skal have nabobyen med, hvis der skal fjernvarme til byen. Op mod 10.600 husstande fik fejlagtigt udbetalt varmecheck. Nordjyske varmeværker taber millioner på spekulation.

3. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fyns Amtsavis:
    Svendborg Fjernvarme har købt Svendborg Kraftvarme

    Efter et længere tilløb og et par knaster på vejen har Svendborg Fjernvarme torsdag eftermiddag skrevet under på en købsaftale, der gør dem til ejer af Svendborg Kraftvarme. Købet sikrer fjernvarmekunderne stabile priser og giver Svendborg Fjernvarme luft til udvidelser og grøn omstilling.

    - Vi får lige nu og her mulighed for at holde priserne på varmeforsyningen på det nuværende niveau. Det bliver ikke billigere, men vi ved, at hvis vi skulle ud og erstatte det med olie og gas, så ville det - med de priser, der er i dag - blive væsentligt dyrere, siger formand for Svendborg Fjernvarme Niels Haastrup.

    Formanden nævner også, at fjernvarmen nu får mulighed for at kunne projektere udvidelse af fjernvarmenettet allerede nu. Hvis købet til 12 mio. kroner ikke var sket, ville fjernvarmeselskabet skulle skaffe ny varmeforsyning, før det ville give mening at snakke udvidelser.

    Selvom den nye ejer på papiret kan holde værket kørende frem til 2029, er det ikke umiddelbart planen, at der skal holdes gang i affaldsafbrændingen helt så længe.

    - Det, vi lige nu og her har talt om i bestyrelsen, er en drift frem til 2026. Det kan forandre sig, men vi vurderer, at man indtil da kan drive værket uden at skulle investere alt for mange millioner kroner, forklarer Niels Haastrup.

    *****

    EnergiWatch:
    Nyt amerikansk datacenter i Danmark vil genbruge overskudsvarme

    Sæby Fjernvarme går i energifællesskab med nyt kæmpestort datacenter fra USA, der placeres i Nordjylland. Det betyder, at brugerne hos fjernvarmeselskabet kan se frem til, at deres varme er overskudsvarme fra datacentret, fremgår det af bl.a. EnergiWatch.

    Det er amerikanske Prime Data Centers, der har valgt at slå sig ned ved Sæby. Ifølge en pressemeddelelse vil de bygge hele tre datacentre i Sæby i Nordjylland. En hel campus, som selskabet kalder det på 124 megawatt.

    Overskudsvarme fra centrene skal sendes til Sæby Varmeværk, der sender kølevand retur til datacentrene.

    - Som non-profit firma med fokus på at være Danmarks førende indenfor kulstoffri fjernvarme er vi glade for at kunne samarbejde med Prime om dette initiativ. Ved at arbejde sammen kan vi øge bevidstheden om værdien af fjernvarme og udbrede fjernvarmens effekt i hele Danmark og i udlandet, udtaler Trine Saaby, bestyrelsesformand i Sæby Fjernvarme i pressemeddelelsen.

    Søby Varmeværk fortalte allerede i 2021 om planerne - det kan du læse mere om her: Datacenterprojekt i Sæby skal levere 100 procent grøn fjernvarme.

    *****

    Energy Supply:
    Vestforbrænding: Lån et brugt gasfyr, mens du venter på fjernvarme

    Vestforbrænding lancerede midt i januar en genbrugsordning for gasfyr, skriver Energy Supply. Ordningen fungerer på den måde, at kommende fjernvarmekunder under Vestforbrænding gratis kan låne et brugt naturgasfyr, hvis ens eget gasfyr går i stykker i venteperioden.

    Ifølge Vestforbrændings pressechef, Per Henrik Goosmann, har affalds- og varmeselskabet allerede modtaget en del henvendelser fra forbrugere, som ønsker at gøre brug af ordningen.

    - Vi har lavet denne ordning for at imødekomme en eventuel bekymring hos nuværende gaskunder, der er bange for at stå med et gasfyr, der er gået i stykker, mens de venter på, at få fjernvarme, siger Per Henrik Goosmann.

    Hvis man som forbruger ønsker at benytte sig af genbrugsordningen, skal man selv hente og installere gasfyret. Det skal dog være en autoriseret VVS-installatør, der står for installation og idriftsættelse. Der er ingen garanti på de brugte fyr, men de er maksimalt fem år gamle.

    *****

    Energy Supply:

    AffaldPlus kan sikre fjernvarme i Karrebæksminde

    Politikerne i Næstved anbefaler, at AffaldPlus får mulighed for at etablere og drive et fjernvarmeselskab i Karrebæksminde. Men forudsætningen er dog, ifølge Energy Supply, at alle seks ejerkommuner i AffaldPlus siger ja til projektet.

    Ifølge formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturisme, Rune Kristensen (K) har Næstved Fjernvarme selv meddelt, at de har rigeligt at gøre med fjernvarmeforsyningen i Næstved by, så på den baggrund er det oplagt at overlade opgaven til AffaldPlus, som i forvejen driver et fjernvarmeværk i Sorø.

    Bestyrelsen i AffaldPlus har tidligere behandlet anmodningen fra lokalrådet i Karrebæksminde. Herfra lød der et fuldtonet ja, og siden har AffaldPlus modtaget henvendelser fra flere andre lokalsamfund, der også vil have det fælleskommunale affaldsselskab til at drive deres fjernvarme.

    *****

    SN.dk:
    Nødebo skal have nabobyen med, hvis der skal fjernvarme til byen

    Nødebo med omkring 540 boliger skal dele en fjernvarmeledning med Sørup og måske andre dele af Fredensborg, hvis det skal lykkes at få økonomi i et varmeprojekt, der får fjernvarme til den lille by midt i skoven. Det fortælle SN.dk.

    Konkret vil løsningen være at føre en ledning fra Hillerød Øst under Jespervej frem til Hillerødvejen, hvor den kan dele sig i retning mod Nødebo og i retning mod Fredensborg, hvor husstande i Sørup og måske flere andre områder kan koble sig på, så udgifterne til rørlægningen deles.

    - Vi ser jo gerne, at det bliver økonomisk gunstigt at blive tilsluttet. Derfor vil det være godt med en stikledning til Sørup, siger Steffen Wessel, som er sekretær i ''Nødebo Fælles Varme”.

    Tue Tortzen (EL), formand for Hillerød Forsyning, oplyser, at Hillerød Forsyning forhandler med Nordfors om en ledning mellem Hillerød og Fredensborg, men kan ikke oplyse nærmere om forhandlingernes fremdrift.

    Selv hvis det lykkes Hillerød Forsyning at få en aftale om at levere fjernvarme til Sørup, kommer der nok til at gå flere år, før varmen kommer igennem rørene til Nødebo.

    - Hvis der kommer fjernvarme, er det nok først tidligst i 2028, og jeg gætter på, det også bliver 2030. Der er så mange hurdler, der skal overvindes, siger Steffen Wessel.

    *****

    Energy Supply:
    Op mod 10.600 husstande fik fejlagtigt udbetalt varmecheck

    Det er nu slået fast, at op mod omkring 10.600 husstande fejlagtigt fik udbetalt varmecheck i 2022. Energy Supply citerer en pressemeddelelse fra Energistyrelsen, hvor det fremgår, at mellem 1,6 og 2,6 procent modtog varmechecken ved en fejl.

    Efter udbetalingen af varmechecken bad daværende klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) Energistyrelsen om at undersøge, hvor rigtigt varmechecken har ramt i forhold til, hvem aftalekredsen politisk gerne ville hjælpe.

    - Modtagere af varmechecken, der har modtaget denne på grund af fejl i data, er fortsat berettiget til varmecheck ifølge loven, skriver Energistyrelsen i pressemeddelelsen.

    - Det skyldes, at retten til varmecheck hviler på oplysninger i datakilderne og ikke på faktiske forhold. Der er dermed heller ikke tale om fejludbetalinger i lovens forstand, tilføjes der.

    *****

    Nordjyske Stiftstidende:
    Nordjyske varmeværker taber millioner på spekulation

    To nordjyske varmeværker indkasserer milliontab på omdiskuterede el-aftaler, skriver Nordjyske Stiftstidende, der kan fortælle, at det drejer sig Hirtshals Fjernvarme og V-S-V Kraftvarmeværk, der har indgået et forlig, hvor de i alt skal betale 100 millioner kroner til et konkursbo under det norske statsejerede elselskab Statkraft.

    V-S-V Kraftvarmeværk i Himmerland har ifølge formand Anders Andersen indkasseret et tab på tre millioner kroner, som nu er blevet indregnet i de 455 varmeforbrugeres varmepriser.

    - Det er en sag vi har brugt rigtig meget tid på. Ingen kunne jo forudse, at priserne ville stige så meget. Hvis vi havde vidst, at der kom snak om, at det er spekulation, var vi aldrig gået ind i det, siger Anders Andersen til Nordjyske. Han påpeger, at varmeværket også tidligere har tjent penge på aftalerne.

    Hos Hirtshals Fjernvarme er formand Børge Vinther-Jensen mere hemmelighedsfuld omkring, hvad forliget betyder for varmeværkets cirka 2500 varmeforbrugere.

    - Vi vil efterleve den tavshedspligt, som blev aftalt i forbindelse med forliget. Vi orienterede om den igangværende sag på sidste års generalforsamling, og vi vil vente med at fortælle om omfanget af tabet til generalforsamlingen i april, siger Børge Vinther-Jensen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...