Gå til hovedindhold

Farum Fjernvarme sænker prisen med 42 procent

LÆS I DAG: Godt nyt for din brændeovn og pillefyr. Aagaard om høje eltariffer: ”Jeg har som minister meget begrænsede muligheder”. Landsbyer opgraderes til fjernvarme takket være frivillige kræfter. Støtte til fjernvarme går udenom vestjysk landsby: - Politikerne svigter landdistrikterne. Begejstring i nordjysk by over milliardaftale: Nu rykker fjernvarmen tættere på.

13. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    SN.dk Storkøbenhavn:
    Farum Fjernvarme sænker prisen med 42 procent

    Forbrugerne hos Farum Fjernvarme kan glæde sig til at skulle betale 955 kroner mindre for en megawatt-time pr. 1. april, end de skulle i februar. Det vil kunne mærkes fra næste acontoregning, siger direktør, der også håber på yderligt lavere pris senere på året. Det skriver SN.dk Storkøbenhavn.

    Pr. 1. februar skulle kunderne betale 2.267,50 kroner pr. megawatt-time. Den pris bliver pr. 1. april ændret til 1.312,50 kroner. Fremover vil en gennemsnitsforbruger hos Farum Fjernvarme skulle betale 34.885,69 kroner i varme om året.

    Direktør Nighat Kamal håber derudover på lidt længere sigt at kunne sænke prisen yderligere, fortæller hun til Frederiksborg Amts Avis.

    - Vi håber, det kan lade sig gøre, og det er glædeligt, at vi kan komme med den udmelding. Håbet ligger i, at vi har fået aftalerne på plads med Hillerød Forsyning og Vestforbrænding, og at markedet har ændret sig, siger hun.

    Den nye pris pr. 1. april udgør 58 procent af den pris, der blev varslet- og har været gældende siden 1. februar. Farum Fjernvarme leverer i gennemsnit varme til knap 7.000 husstande.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Godt nyt for din brændeovn og pillefyr

    Prisen på træflis er ifølge JydskeVestkysten på vej til at lande på et mere normalt niveau igen. Det er godt nyt for private, der bruger flis til at varme deres hus op – men fjernvarmekunder vil formentlig ikke kunne mærke det på priserne foreløbig.

    Fjernvarmeværkerne laver nemlig typisk årsaftaler, og mange af dem blev lukket i efteråret, da priserne var høje. Det gælder fx for Ribe Fjernvarme, der lukkede sine prisaftaler på flis i oktober og november, og som nu ikke kan bede om at få lavet nye aftaler svarende til de lavere priser.

    De nye prisaftaler på flis var en væsentlig årsag til, at værket måtte varsle en forhøjelse af varmepriserne for det kommende år.

    - Men vi er ikke i nærheden af en fordobling af flisprisen i forhold til sidste periode, siger driftsleder på Ribe Fjernvarme, Richard Boisen.

    Værket bruger mellem 13.000 og 15.000 tons flis om året, som primært kommer fra Skovdyrkerne Syd og Naturstyrelsen.

    *****

    Bornholms Tidende:
    Aagaard om høje eltariffer: ”Jeg har som minister meget begrænsede muligheder”

    Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaards (M) har ikke været i dialog med Forsyningstilsynet om Trefors tarifstigning på Bornholm. Det fremgår af en række svar fra ministeren til Peter Juel-Jensen, der er valgt til Folketinget fra Bornholm.

    Ifølge Bornholms Tidende fremgår det af svarene, at Lars Aagaard er bevidst om elkundernes situation, men samtidig gør han det klart, at han ikke kan gøre noget for at påvirke tarifferne. Der gælder således et armslængdeprincip, som både Folketinget og ministeren skal iagttage i forbindelse med tarifering.

    - Jeg har som minister meget begrænsede muligheder for at regulere eller på anden vis træffe beslutninger om disse forhold, idet det vil være forbundet med en betydelig risiko for overtrædelse af EU-rettens armslængdeprincip på tarifområdet, lyder det fra ministeren.

    Peter Juel-Jensen spørger også, om ministeren deler bornholmernes frustration over de meget høje prisstigninger på transport af el.

    - Vi er i regeringen bevidste om, at de høje energipriser kan mærkes i de enkelte hjem. Derfor er elafgiften også sænket i første halvår i 2023, og der er lavet en indefrysningsordning, som kan give en betalingspause, når elpriserne er høje, svarer Lars Aagaard.

    *****

    Fyens.dk:
    Landsbyer opgraderes til fjernvarme takket være frivillige kræfter

    En milepæl er nået for de to landsbyer Flemløse og Voldtofte. Der er nemlig tilstrækkeligt med borgere, der har sagt ja til fjernvarme til, at landsbyerne er blevet opgraderet til at få fjernvarme fra Glamsbjerg-Haarby Varmeværk, skriver Fyens.dk.

    Over 60 procent af borgerne har forpligtiget sig. Hvilket vil sige godt 120 husstande. På sigt forventes op mod 90 procent af borgerne at tilslutte sig. Dog går man, hvis man venter for længe, glip af det statslige tilskud på næsten 20.000 kroner.

    Det har været nødvendigt med velvilje fra Glamsbjerg-Haarby Varmeværk. Det nemmeste for varmeværket, der i forvejen har 2300 forbrugere og 100 på venteliste, var at sige nej. Værket må ikke genere profit. Så hvad var fidusen egentlig? Udover at påføre sig selv en masse ekstra arbejde.

    - Vores berettigelse er at være til for dem, der i bor i nærheden, og derfor ønsker vi også at gøre vores bedste for at binde de omkringliggende byer endnu mere sammen, lyder svaret fra Niels Jørn Lindeloff, formand for fjernvarmeværket, der er i fuld færd med at investere.

    *****

    TV Midt-Vest:
    Støtte til fjernvarme går udenom vestjysk landsby: - Politikerne svigter landdistrikterne

    Politikere smider 200 millioner mere i Afkoblingspuljen fra naturgas - men pengene hjælper ikke landsbyen Borris, hvor mange af indbyggerne er i varmenød. I Borris mangler beboerne nemlig kapital til at først at finde ud af, om fjernvarme kan lade sig gøre for dem. Det fortæller TV Midt-Vest.

    - Hvis man ser på, hvor stor forskel. der er på prisen på etablerede fjernvarmeværker – så er det jo ikke en selvfølge at fjernvarmeværk altid er den rigtige løsning. Og vi snakker om 150.000 kroner bare for at komme i gang, og har ikke 100.000 kroner til at ligge i her og vi ved jo ikke en skid om, om det overhovedet bliver til noget som helst, så de penge kan ende med at bare at være brændt af, forklarer Nis Jessen fra Borris.

    - Set fra vores synspunkt, har Christiansborg svigtet landdistrikterne. Borgerne er simpelthen ikke bliver hjulpet med at løse de udfordringer, som politikkerne har skabt, siger han.

    Han ville ønske, at politikerne i stedet havde givet landsbyerne et lån til at afsondre muligheden for fjernvarme. Man være villig til fra systemets side at sige: vi bakker jer op, og giver det chancen. Så kunne vi betale pengene tilbage senere, foreslår han.

    *****

    TV2 Nord:
    Begejstring i nordjysk by over milliardaftale: Nu rykker fjernvarmen tættere på

    Den milliard-store inflationspakke ser ud til at komme borgerne i Elling  Nordjylland til gode. En del af midlerne skal i Afkoblingspuljen, og den kan hjælpe borgerne til at komme fri af naturgas, skriver TV2 Nord – og dernæst skal byen nok få fjernvarme fra Strandby Varmeværk.

    - Det er vand på vores mølle, og jeg er overbevist om, at vi nok skal få fjernvarme til Elling fra Strandby Varmeværk. Det er kun et spørgsmål om, hvornår det sker, lyder det fra Kurt Kristensen, talsmand for fjernvarmegruppen under Elling Borgerforening.

    Tidligere har TV2 Nord også talt med Kurt Kristensen, der sidste år forklarede, hvordan et gennemsnitsparcelhus på 130 kvadratmeter i Elling kan spare 24.000 kroner om året ved at skifte til fjernvarme i stedet for at være på naturgas.

    I Elling kæmper Kurt Kristensen og fjernvarmegruppen for at lige under 300 husstande vil takke ja til fjernvarme fra Strandby Varmeværk. I øjeblikket har 266 tilmeldt sig.

    - Men vi håber meget, at det lykkes os at få 30 mere med i fællesskabet, inden gravearbejdet går i gang, siger Kurt Kristensen til Kanal Frederikshavn.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...