Kommentarer
fjernvarme
Hej
Vi kommer fra Bogense skole og vi vil gerne vide mere om fjernvarme.
Hvor meget fjernvarme producere i til hver husstand?
Kh Cille
LÆS I DAG: Medie: Minister tror ikke på genoptagelse af åben dør-ordningen. Tilslutning til fjernvarme: Rekordhøjt tempo i Middelfart. Glæde over ny måling i Ledøje: Tager stort skridt nærmere fjernvarme. Husejere i landsbyer får tilbud om anlæg til fællesvarme. Placering af nye fjernvarmeanlæg: Vi kommer ikke uden om, at de fylder og kræver plads.
Jyllands-Posten:
I Aarhus vil man opføre landets største anlæg til CO2-fangst, men lovgivning har sat projektet på pause
Forsyningsselskabet Kredsløb vil bygge et anlæg til at indfange 450.000 ton CO2 om året, men projektet er sat i bero med en melding om, at lovgivningen er mangelfuld. Andre kommunale forsyningsselskaber løber hovedet mod samme mur, fremgår det af Jyllands-Posten.
Kredsløb forventer, at anlægget kan være færdigbygget og klar til brug inden 2030, da teknologien og den nødvendige viden er på plads, og selskabet var før jul klar til at trykke på udbudsknappen.
Men skal projektet blive til virkelighed, er der brug for at ændre de grundlæggende betingelser og lovgivningsrammer for CO2-fangst i Danmark, lyder det fra direktøren i Kredsløb, Bjarne Munk Jensen.
- Vi støder hele tiden hovedet mod muren, når vi ikke kan stille økonomisk sikkerhed i andet end det, vi har liggende i lommeulden. Derfor er det helt afgørende for os, at det skal være en del af hovedaktiviteten. Altså at affaldskunden og varmekunden, dem, der i virkeligheden er årsagen til, at vi udleder CO2, også er med til at finansiere det, siger Bjarne Munk Jensen og tilføjer:
- Når der bliver stillet krav om, at CO2-fangst skal ske som en sideaktivitet, så betyder det, at jeg ikke må stille sikkerhed i hverken mit materiel eller i virkeligheden i mine kunder. Og det vil sige, at så skal jeg have nogle ude på det private marked, der siger, at de godt vil være med til at finansiere det. Og lige nu er der ikke en positiv business-case.
*****
Energy Supply:
Medie: Minister tror ikke på genoptagelse af åben dør-ordningen
Klimaminister Lars Aagaard tror ikke på, at åben dør-ordningen vil blive genoptaget. Og så selv om det skulle vise sig, at ordningen ikke strider imod reglerne om statsstøtte, fremgår det af Energy Supply.
- Jeg er dybt bekymret. Det er jeg da. Med den viden, jeg har lige nu, frygter jeg, at ordningen ikke kan køre videre. Det anser jeg desværre som et sandsynligt udfald, har Lars Aagaard sagt til Børsen, hvor han understreger, at han vil forsøge at finde en model, hvor dele af ordningen kan køre videre, siger han.
Energistyrelsens chok-stop den 6. februar for behandlingen af 33 ansøgninger om ny havvind via åben dør-ordningen tegner derfor til at blive permanent.
I en kronik på mediet Altinget kalder Bjarke Møller, direktør for Rådet for Grøn Omstilling, Energistyrelsens henvisning til EU's statsstøtteregler for "et pseudoargument:
"For så sent som i december godkendte Europa-Kommissionen den nye tyske vindstrategi, der uden forundersøgelser og uden betaling til staten lader private operatører bygge vindmølleparker i Nordsøen", skriver Bjarke Møller i kronikken.
*****
Energy Supply:
Tilslutning til fjernvarme: Rekordhøjt tempo i Middelfart
Den 6. december åbnede Middelfart Fjernvarme for tilmeldingerne til fjernvarme i Ø-kvarteret - og bare 17 dage senere kunne man konstatere, at der var den nødvendige tilslutning til projektet. Det fortæller Energy Supply.
Bestyrelsen mangler dog endnu at beslutte den endelige godkendelse og igangsætning af projektet, inden fjernvarmeselskabet kan komme videre med at udfase naturgassen i området og tilbyde fjernvarme til de godt 700 nye forbrugere.
Frem til bestyrelsen forventes at godkende og igangsætte projektet sidst i marts, kan forbrugerne i området stadig nå at komme med på Middelfart Fjernvarmes garantiordning, fortæller forsyningschef Daniel Kjær Sørensen.
- Med ordningen holder vi hånden under forbrugerens gas- eller oliefyr, indtil vi er færdige med at installere fjernvarmen. På den måde sikrer vi varmen hos vores kommende kunder, forklarer han og fortsætter:
- Så vil man have den fordel, er det om at tilmelde sig inden den 1. maj 2023. Man kan selvfølgelig også sagtens komme med på fjernvarmevognen senere - men til den tid har vi desværre ikke mulighed for at tilbyde garantiordningen længere.
*****
SN.dk:
Glæde over ny måling i Ledøje: Tager stort skridt nærmere fjernvarme
Nu er der for alvor kommet nye toner, når det handler om at skifte gassen ud med fjernvarmen i Ledøje. Ledøje Bylaug har nu kortlagt, hvor mange der vil være med på fjernvarme-tilslutningen, og 71 procent af beboerne i Ledøje erklærer sig klar.
- Det betyder, at vi nu betegnes som ”potentielt fjernvarme-område”. Det er i den grad ”medvind på cykelstien”, siger Morten Neergaard-Kofoed fra Ledøje Bylaug til SN.dk.
Bo Brøndum Pedersen (Soc.), formand for Klima-, Teknik og Miljøudvalget, er enig:
- Det er et meget flot resultat. Vi tror det gør en forskel for Ledøje. De er rykket væsentligt tættere på.
*****
Fyens.dk:
Husejere i landsbyer får tilbud om anlæg til fællesvarme
Nu vil BlueKolding kaste sig over et helt nyt forretningsområde og tilbyde husejere udenfor den traditionelle fjernvarmes rækkevidde nye, fælles varmeanlæg. Politikerne godkender de nødvendige selskabsændringer i næste uge, skriver Fyens.dk.
Populært sagt handler det om at opsætte store fælles varmepumper, som er skaleret op til at kunne levere varme til 200-500 ejendomme via rør og stikledninger, som BlueKolding graver ned i jorden, lægger ind i husene og derefter står for serviceringen og driften af. Nøjagtig som BlueKolding gør med rør til spildevand og regnvand i boligudstykninger.
- Vi vil gerne hjælpe de borgere i Kolding, som bor der, hvor Trefor og TVIS ikke kan komme ud med traditionel fjernvarme. Jeg synes, at vi som Kolding Kommunes forsyningsselskab har en forpligtelse her. Den, der har evnen, har også forpligtelsen. Mit håb er, at vi snart kan banke på køkkendørene ude hos dem med en kontrakt, og at radiatorerne i hjemmene kan varmes op af vores nærvarme om cirka to-tre år, siger Per Holm, direktør i BlueKolding.
Nærvarme-projektet har været undervejs, siden Kolding Kommune i slutningen af sidste år var klar med en lovpligtig varmeplanskitse, som viser, hvor naturgas kan udskiftes med fjernvarme, og hvor den ikke kan.
Der er cirka 4000 ejendomme i Kolding, som p.t. har naturgas. Af dem ligger 776 ejendomme inden for bynære zoner, som har fået brev fra Kolding Kommune om, at de skal finde andre løsninger end fjernvarme, hvis de ønsker at skille sig af med gassen eller olien.
*****
Frederiksborg Amt Avis:
Placering af nye fjernvarmeanlæg: Vi kommer ikke uden om, at de fylder og kræver plads
Der skal placeres og opføres mindst seks lokale fjernvarmeproduktionsanlæg i Hørsholm, og de anlæg har politikerne i både Klima- og miljøudvalget og Byudviklingsudvalget nu godkendt de foreløbige placeringer af. Der bliver tale om anlæg der kræver bygninger i størrelsesorden fra 600 kvm til 1000 kvm og med en højde på fem meter.
Som lokalpolitiker er Marcus Guldager (S), formand for Klima- og miljøudvalget, opmærksom på, at det her er noget, der kan skabe usikkerhed hos folk.
- Det er vigtigt for os, at folk i processen føler, at de bliver hørt, men det er også projekter, hvor vi ikke kan komme uden om, at de vil fylde og kræve plads. Det er en forudsætning for at få bæredygtig og fossilfri opvarmning samt sikre energiforsyningen i Hørsholm, siger Marcus Guldager.
Udrulningen af fjernvarme har i visse områder af Hørsholm en tidshorisont på mindst otte år, før der er en plan klar. Omvendt vil man nok allerede indenfor de næste to-tre år havde den endelige plan klar for de første af de seks planlagte fjernvarmeproduktionsanlæg.
*****
Skriv kommentar