Gå til hovedindhold

Dansk Fjernvarme går med i brintalliance

LÆS I DAG: Nær placering af elforbrug og elproduktion skal aflaste elnettet og sætte fart på elektrificeringen. Varmeformand i Brædstrup tror ikke på fjernvarme til små oplandsbyer. Landsby kan se frem til markant billigere fjernvarme. Miljøorganisationer er »dybt bekymrede« over EU-forhandlinger om biomasse. Import af russisk gas til Europa er faldet med 75 procent på et år.

24. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Dansk Fjernvarme går med i brintalliance

    Brancheorganisationen vil med nyt medlemskab i Dansk Brint Alliance bidrage til at udbrede grønne brint- og PTX-produktion i Danmark. Det skriver EnergiWatch på baggrund af en pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme.

    Brancheorganisationen skal bidrage med viden og erfaring fra fjernvarmebranchen, der er udset til at skulle udnytte den overskudsvarme, der kommer fra fremtidens PTX-anlæg samt som leverandør af den biogene CO2, der skal bruges til grønne brændsler.

    - Vi er rigtig glade for at blive en del af Dansk Brint Alliance. Fjernvarmesektoren spiller en væsentlig rolle i det danske mål om en succesfuld grøn omstilling. Ved brint- og PTX-produktionen kan fjernvarmen forbedre  energieffektivitet, økonomi og klimabidrag gennem udnyttelse af overskudsvarmen fra processerne, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

    Dansk Brint Alliance samler en række aktører, der vil støtte danske industrielle udvikling og opskalering af grøn brint og Power-to-X. Formålet er at sikre Danmark som foregangsland i brintproduktionen.

    *****

    Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet; pressemeddelelse:
    Nær placering af elforbrug og elproduktion skal aflaste elnettet og sætte fart på elektrificeringen

    Ændring af elforsyningsloven skal skabe bedre rammer for produktionen af nye grønne brændstoffer og en bedre og mere fleksibel brug af vores elnet. Det skal bl.a. gøre det nemmere og mere attraktivt at placere f.eks. PtX-anlæg og nye varmepumper tæt på ny elproduktion fra vindmøller og solceller. Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

    - Den grønne omstilling er vores motor. Men ligesom vi ikke kan køre bilen uden karosseriet, kan vi ikke komme i mål med den grønne omstilling uden elektrificering af samfundet. Ændringerne i elforsyningsloven skaber bedre rammer for elektrificeringen ved bl.a. at styrke vilkårene for samplacering af elforbrug og elproduktion. Det vil på samme tid aflaste elnettet og sætte fart på elektrificeringen på en omkostningsef-fektiv måde, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

    Et af de konkrete tiltag i lovforslaget er at tillade at store elforbrugere og elproducenter selv kan etablere direkte el-forbindelser (også kaldet direkte linjer), så de fremover kan koble elproduktion og elforbrug sammen, og dermed kan aflaste det kollektive elnet og reducere behovet for forstærkning. Det kan fx være en direkte linje mellem et PtX-anlæg og en solcellepark.

    Lovforslaget er bl.a en opfølgning på PtX-aftalen fra 2022 – og der lægges op til, at det træder i kraft d. 1. april 2023.

    *****

    Horsens Folkeblad:
    Varmeformand i Brædstrup tror ikke på fjernvarme til små oplandsbyer

    Mens der for tiden rulles fjernvarme ud i Lund og Vinten, og der er nye projekter på vej i oplandsbyerne i Hedensted Kommune, så er der ingen aktuelle planer om udvidelser hos Brædstrup Fjernvarme. Byerne er for små, og økonomien er for dårlig, lyder det fra den lokale fjernvarmeformand, skriver Horsens Folkeblad.

    - Der er ingen mulighed for Brædstrup Fjernvarme at udbrede fjernvarmen yderligere til vores oplandsbyer, fordi det vil betyde, at der skal lægges kilometer af transmissionsledninger, og dermed bliver omkostninger for høje, og varmetabet for stort, siger Jørgen Korshøj, formand for Brædstrup Fjernvarme.

    Det er ikke fordi, at interessen for fjernvarme ikke er stor i området. Han har som formand for Brædstrup Fjernvarme modtaget flere opkald fra oplandsbyerne, som gerne vil ind under Brædstrup Fjernvarme, men sådanne store projekter vil hurtigt falde på samfundsøkonomien, lyder det fra fjernvarmeformanden.

    - Hvis vi skal til at trække transmissionsledninger til Tønning/Træden eller til Nim, vil de hurtigt opleve, at fjernvarmen blev for dyr for dem. Vi kan nemlig ikke levere fjernvarmen til samme pris, som vi kan i Brædstrup.

    Som lovgivningen er i dag, er det nemlig dem, som skal betale for transmissionsledningen, og det kommer oven i fjernvarmeprisen. Jeg må nemlig ikke belaste forbrugerne i Brædstrup for en stor omkostning, fordi vi skal have lagt to rør til f.eks. Nim, siger Jørgen Korshøj.

    *****

    Dagbladet Holstebro-Struer:
    Landsby kan se frem til markant billigere fjernvarme

    I en trængt tid med høje energipriser, får en række husstande noget af en kærkommen nyhed som kunder hos Ejsing Fjernvarme: En markant nedgang i varmeprisen. Det fortæller Dagbladet Holstebro-Struer.

    Det er overskudsvarme fra Naturbiogas Tværmose ved Ejsing, der via rør skal sendes videre til Ejsing Fjernvarme og derved sikre et gedigent fald i prisen. Naturbiogas Tværmose er under opførelse, og man er så langt i planerne, at der skal projekteres for levering af overskudsvarme fra biogasanlægget.

    - Vi har masser af varme, vi i dag i bund og grund bare sender ud i ingenting. I stedet skal der sådan set kun graves rør ned, og vi har heldigvis kun 900 meter hen til fjernvarmeværket. Vi kan producere al den varme, de skal bruge i Ejsing, lover Michael Nielsen, der er driftsdirektør i Naturbiogas Tværmose.

    Michael Nielsen ved om nogen, hvilke priser der slås med rundt omkring. Derfor er der en særlig glæde i, at overskudsvarmen kan sikre en lavere pris.

    - Jeg har lidt drillende spurgt, om der mon er nok byggegrunde i Ejsing? Måske tager jeg den for vidt, men jeg har da gået og tænkt, om det her kan være et incitament til at flytte til Ejsing? Pludselig kan man jo sidde med en varmepris til ingen penge i et nyt hus. Det er ikke uden betydning, siger han.

    *****

    Klimamonitor:
    Miljøorganisationer er »dybt bekymrede« over EU-forhandlinger om biomasse

    Skovlandet Sverige er under kritik fra miljøorganisationer for at spille en skurkerolle som EU-formandsland i centrale forhandlinger om biomasse. Det sker som EU-formandsland, hvor der bl.a. skal forhandles om grønt stempel til biomasse. Det skriver Klimamonitor.

    De er »dybt bekymrede«, skriver ’Forest Biomass Out of RED Coalition’, som rummer en række miljøorganisationer, i et åbent brev, hvor de argumenterer for, at mens EU har lagt sig fast på, at ’carbon sinks’, altså kulstofoptag i eksempelvis skove, skal medvirke til at nå EU’s klimamål, medvirker fældningen af skove til at mindske kulstoflagrene.

    Trilogforhandlingerne mellem EU-Parlamentet og Ministerrådet er lige nu gået i hårdknude, eftersom formandslandet ønsker at afvise EU-Parlamentets forslag.

    Firkantet sagt foreslår EU-Parlamentet, at kun nogle former for biomasse regnes for grønt at afbrænde. Det er mindre grene og tyndingstræ under 10 centimenter i tykkelse. Kun hvis det er ramt af sygdom, må det brændes som grønt.

    Konsekvensen kan være, at dele af biomassen anvendt i Danmark ikke kan regnes for grønt. Netop erstatningen af kul med biomasse i de danske kraftvarmeværker har drevet en stor del af den danske klimapolitik i 2010’erne.

    *****

    Energy Supply:
    Import af russisk gas til Europa er faldet med 75 procent på et år

    Der er strømmet 75 procent mindre gas fra Rusland gennem rørforbindelser til Europa, hvis man sammenligner de syv første uger i år med de syv første uger sidste år. Det skriver Energy Supply på baggrund af data fra tænketanken Bruegel ifølge en analyse fra Dansk Industri.

    I de første syv uger i 2022 stod Nord Stream-forbindelsen, der bestod af flere rørledninger, for omkring 60 procent af importen af russisk gas gennem rørforbindelserne. Men siden efteråret i 2022 er der strømmet nul gas gennem forbindelserne.

    I analysen hæfter Dansk Industri sig ved, at naturgassen fra Rusland er blevet erstattet ved at finde gas, der aftages fra andre dele af verden. Eksempelvis flydende naturgas fra USA, Qatar og Nigeria. Samtidig har Europa formået at opbygge større lagre til denne vinter.

    - Det er glædeligt, at det er lykkes at øge importen fra andre lande end Rusland. Men vi må også sande, at det er kommet med en høj pris, siger chefanalytiker ved tænketanken Europa, Anders Christian Overvad.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...