Gå til hovedindhold

Næstved Fjernvarme vil investere 900 millioner kroner i nyt anlæg

LÆS I DAG: Tusinder af Næstved-borgere kan få fjernvarme. Supergodt med mere varme men tilslutningskravet bekymrer. Byggerier trues snart af mangel på sand i København. Alle lokale varmeværker arbejder på at gøre sig uafhængige af naturgas.

27. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Sjællandske:
    Næstved Fjernvarme vil investere 900 millioner kroner i nyt anlæg

    Bestyrelsen i Næstved Fjernvarme godkendte fredag en kæmpeinvestering i nyt produktionsanlæg, der skal koble yderligere 4.900 husstande på fjernvarmen. Omdrejningspunktet bliver et halmværk suppleret med en el-kedel og to varmeakkumuleringstanke, skriver Sjællandske.

    Den samlede investering løber op i 900 millioner kroner og projektforslaget er netop sendt til godkendelse i Næstved Kommune. Udover kommunens godkendelse kræver projektet tilsagn om statstilskud på 66 millioner kroner før projektet kan gennemføres.

    - Vi er af kommunen blevet pålagt at komme med et projektforslag for, hvornår hele byen kan få fjernvarme. Den plan er opfyldt, så nu afventer vi en hurtig godkendelse af kommunen, som giver os mulighed for at søge den statslige fjernvarmepulje om 66 millioner kroner, tilføjer Kristoffer Petersen.

    Dermed vil Næstved Fjernvarme fremadrettet satse på både el, halm og affald, når yderligere 4.900 husstande i byen skal forsynes med fjernvarme. Dermed har Næstved Fjernvarme opfyldt kommunens målsætning om at 90 procent af husstandene i Næstved skal kunne koble sig på fjernvarmen.

    *****

    TV2 Øst:
    Tusinder af Næstved-borgere kan få fjernvarme

    Vi skal væk fra gassen - både for at passe på klimaet og for at gøre os uafhængige af russisk gas. Sådan har det lidt igen og igen i løbet af det sidste år. Det kan nu også mærkes i Næstved, hvor Næstved Fjernvarme tilbyder 4.900 ejendomme i Næstved by at skifte over til fjernvarme. Det skriver TV2 Øst.

    - Det er et led i den grønne omstilling, som har været på dagsordenen i Danmark i nogle år. I Næstved er vi i gang med at konvertere en masse kunder fra naturgas og nedbringe CO2. Nu udvider vi planerne yderligere til at omhandle resten af Næstved by, siger Jens Andersen, direktør for Næstved Fjernvarme.

    Inden fjernvarmeprojektet kan gå i gang, skal Næstved Fjernvarme have en række myndighedsgodkendelser på plads. Projektforslaget skal desuden behandles og godkendes i Næstved Kommune, og så kræver projektet tilsagn om statstilskud på 66 millioner kroner, før projektet kan gennemføres.

    Planen er desuden først at udrulle fjernvarme i de enkelte områder, når mindst 60 procent af husstandene har sagt ja til fjernvarme.

     Det er en vurdering af risikoen ved det her projekt. Vi skal jo have nogle kunder, der skal være med til at betale den grønne omstilling, og det må ikke gå ud over de kunder, vi har i forvejen, så vi skal op og have en vis andel, før vi går i gang med projektet, siger Jens Andersen.

    Det vurderes at koste 60.000 kroner at blive tilkoblet med mulighed for at afdrage over 20 år.

    *****

    SN.dk:
    Supergodt med mere varme men tilslutningskravet bekymrer

    Lokalråd Lille Næstved hilser det velkomment at Næstved Fjernvarme satser på eget produktionsanlæg til 900 mio. kroner. Men tilslutningskravet på 60 procent kan godt vække bekymring på villavejene, fremgår det af SN.dk.

    - Jeg hilser det velkomment og det er rigtig godt, at vi nu har fået sat årstal på, hvornår vi kan regne med at fjernvarmen kommer og lægger varmerør i asfalten, siger formand for Lokalråd Lille Næstved, Jasper Westrup.

    1.000-kroner spørgsmålet, som Jasper Westrup håber snart at få svar på, er fjernvarmens tilslutningskrav, der er hævet fra 50 til 60 procent. Det vækker bekymring, eftersom det nu kræver at seks ud af 10 villaejere siger ja til fjernvarmen - ellers falder projektet til jorden.

    - Min frygt går på, at når fjernvarmen udvides i etaper og projektforslaget omfatter et lille område, hvor mange måske allerede har fået installeret varmepumper, så bliver det svært at opnå 60 procent i tilslutning, siger Jasper Westrup.

    *****

    Kommune FOKUS:
    Byggerier trues snart af mangel på sand i København

    Entreprenør efterlyser en national råstofplan, fordi sand til nye metrolinjer, fjernvarmerør, kabelnedlægninger, letbane og havne og mange andre anlægsprojekter i København hentes i Køge Bugt, men det kan være slut i slutningen af 2025.  Det skriver Kommune FOKUS.

    - Det giver god mening at fortsætte med at indvinde råstoffer i Køge Bugt, siger områdechef Søren Evald Jensen, NCC Industry A/S.

    Det var hans budskab i Folketingets erhvervsudvalg torsdag 23. februar, hvor han forelagde den kritiske råstofsituation.

    Udbuddet af råstoffer kan ikke følge med efterspørgslen efter 2030, som er den forventede slutdato for råstofforekomster på Sjælland. Fem år senere er det slut i Region Syddanmark, oplyser entreprenørvirksomheden.

    Søren Evald Jensen opfordrer regering og folketing til at lave den nationale råstofstrategi, som man talte om før valget, og som har en plads i regeringsprogrammet.

    - Hele branchen vil gerne have det. Regionerne, som har ansvaret for råstoftilladelser på land, vil også gerne have det, og vores kunder vil gerne have det, siger han.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Alle lokale varmeværker arbejder på at gøre sig uafhængige af naturgas

    Der er et stykke vej endnu, men alle 14 fjernvarmeværker i Viborg Kommune er godt på vej til at gøre sig uafhængige af naturgas inden 2030, fremgår det af Viborg Stifts Folkeblad. Det gælder ikke mindst Viborg Varme, der leverer til det meste af Viborg by og derfor står for mere end halvdelen af den samlede fjernvarme i kommunen.

    Lige nu kører Viborg Varme faktisk som eneste kollektive varmeforsyning endnu udelukkende på fossile brændstoffer. Men som bekendt er der blandt andet store, el-drevne varmepumper på vej. De skal efter planen kunne levere 80 procent af byens fællesvarme.

    Det er også varmepumperne, flertallet af de øvrige varmeværker i Viborg Kommune særligt satser på. Enten er de allerede i gang, eller også er de på vej. Kommunen bidrager blandt andet med lånegarantier til investeringerne.

    Næstefter varmepumperne er solvarme den mest udbredte energiform hos de lokale varmeværker. Fem værker - Frederiks, Løgstrup, Hammershøj, Ørum, Karup - har solvarmeanlæg.

    Tre varmeværker kører mere eller mindre på biogas fra lokale biogasanlæg. Klejtrup og Skals henter endog langt størsteparten af energien herfra.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...