Gå til hovedindhold

Regeringen er imod nyt EU-tiltag, der skal begrænse afbrænding af biomasse

LÆS I DAG: Tidligere direktør i energiselskab aftalte bonusordning uden loft. Prisen på fjernvarmetilslutning eksploderer. - Det er bare ikke godt nok - heftig kritik af direktør - skal i den varme stol og forklare social dumping igen. Nyt projekt : 60 boliger i Hvalsø kan komme ind i varmen. Radius får tre nye medlemmer i bestyrelsen.

23. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Information:
    Regeringen er imod nyt EU-tiltag, der skal begrænse afbrænding af biomasse

    Den danske regering modsætter sig tilsyneladende de begrænsninger, som bl.a. Europa-Parlamentet lige nu arbejder for at få indført i EU. Ifølge Information fremgår det af et brev, som Klimaministeriet har sendt til brancheorganisationen Dansk Skovforening, der varetager skovindustriens interesser.

    I brevet lyder det, at ministeriet »ikke mener, at Europa-Parlamentets forslag om at indføre en ny definition og sætte restriktioner på brugen af primær træbiomasse er den rette vej at gå« .

    Det er ikke kun Europa-Parlamentet, som har en holdning til fremtidens biomasse. Også Ministerrådet og EU-Kommissionen har udarbejdet forslag, der skal skærpe kravene til brug af biomasse på europæisk plan. Men her er kravene ikke helt så stramme, som foreslået af parlamentet.

    Dansk Fjernvarme, hvis medlemmer driver en stor del af de danske biomasseværker, der kan risikere at blive ramt, hvis Parlamentet får sin vilje, kritiserer den linje, som Europa-Parlamentet ligger, fordi det bl.a. vil resultere i prisstigninger for forbrugerne.

    Og forslaget om, at man fremover ikke længere skal kunne regne visse former for biomasse som vedvarende energi, kan også blive et problem i Danmark, da biomassen så vil kunne blive pålagt afgifter.

    - At gå ind og lave de her ændringer, mens man er i gang med at udfase gas. Det vil kun betyde, at man kigger mod andre ting, og det vil eksempelvis være kul og olie, siger chefkonsulent Maria Dahl Hedegaard fra Dansk Fjernvarme til Information.

    Hun opfordrer de grønne organisationer til at være realistiske og forholde sig til, hvilke teknologiske løsninger, der reelt er mulige.

    - De grønne organisationer vil altid være imod biomasse, og når man spørger, hvad alternativet skal være, så kan de ikke komme med et alternativ. Det her er en overgangsløsning for at komme væk fra noget, der var værre - altså kul og naturgas. Vi er allerede ved at se ind i, at der kommer færre investeringer i bioenergi i fremtiden, og at mængden af biomasse reduceres, siger hun.

    *****

    Kristeligt Dagblad:
    Tidligere direktør i energiselskab aftalte bonusordning uden loft

    Bestyrelsen i Energi Danmark kendte ifølge formanden ikke til en meget lukrativ aftale om bonusordninger. Det var, skriver Kristeligt Dagblad, en nu tidligere direktør, der aftalte at give "en lille håndfuld nøglemedarbejdere" en bonusordning uden loft, der er løbet op i en halv milliard kroner.

    Aftalen blev indgået, uden at bestyrelsen vidste det, oplyser Jesper Hjulmand, der er administrerende direktør i Andel, som er en af ejerne af Energi Danmark, i en skriftlig kommentar til Ritzau. Han er også bestyrelsesformand i Energi Danmark.

    - Aftalen er indgået af den nu fratrådte direktør i Energi Danmark uden bestyrelsens viden, skriver direktøren blandt andet uden at sætte navn på.

    Udtalelsen kommer, efter at en række energikoncerner onsdag har været til møde med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M). Blandt dem var Andel.

    Mødet var indkaldt, fordi det er kommet frem, at to ledende medarbejdere i det andelsejede Energi Danmark har optjent trecifrede millionbonusser på samlet 550 millioner. Det har erhvervsmediet Finans beskrevet.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Prisen på fjernvarmetilslutning eksploderer

    Haderslev Fjernvarme sætter snart pris for tilslutning til fjernvarme gevaldigt i vejret, skriver JydskeVestkysten. Prisen stiger således med 20.000 kroner fra og med den 1. april – og besparelsen har indtil videre fået 722 til at skriver under på tilslutning.

    Omkostningerne ved den omfattende udrulning af fjernvarmesystemet steg markant i løbet af 2022, og det tvang i slutningen af året Haderslev Fjernvarme til at genberegne økonomien. Konsekvensen er altså, at det bliver dyrere for nye kunder at komme med i fællesskabet efter udgangen af marts.

    Frem mod 2026 er det planen, at 3300 boliger i Haderslev, Starup og Marstrup skal have fjernvarme. Da de nødvendige aftaler blev indgået, så verden ganske anderledes fredelig ud, men så kom krigen i Ukraine og væltede forudsætningerne. Inflationen tog på i fart, gaspriserne steg voldsomt, og samtidig var der et kraftigt politisk pres for at rulle fjernvarme ud, så landet blev uafhængig af russisk naturgas. Også faguddannet personale og materialer opstod der mangel på.

    *****

    Fyens.dk:
    - Det er bare ikke godt nok - heftig kritik af direktør - skal i den varme stol og forklare social dumping igen

    Fjernvarme Fyn skulle forklare Økonomiudvalget i Odense Kommune om løndumping og brug af forkert klausul. Det slap de ifølge Fyens.dk ikke godt fra og blandt andre borgmester Peter Rahbæk Juel (S) var langt fra tilfreds.

    Direktøren og bestyrelsesformanden for Fjernvarme Fyn skulle onsdag forklare, hvordan der har kunnet foregå massiv løndumping på kommunens eget fjernvarmeværk, som har fået bygget en ny biokedel til cirka 800 millioner.

    Økonomiudvalget fik en forklaring, men da Fjernvarme-direktøren og bestyrelsesformanden forlod rådhuset, var det med beskeden om at gå hjem og lave en dybdegående undersøgelse og komme retur i maj for at forklare sagen bedre.

    Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) var mildest talt utilfreds med løndumping og enegang med arbejdsklausul.

    - Helt grundlæggende har vi en ejerpolitik, fordi man skal følge den, og jeg synes ikke, den er så kompliceret, at den er svær at forstå. Så min forventning har været, at det har man fulgt. Det kan jeg konstatere, at man ikke har. Det er dybt kritisabelt, og det er noget af det, vi har påpeget over for fjernvarmen i dag, sagde borgmesteren om brugen af forkerte klausuler.

    Borgmesteren erklærede, at han havde tillid til fjernvarmeselskabet, men ville ikke spå om eventuelle konsekvenser for direktionen.

    - I første omgang er der brug for, at vi får klare svar, så vi har et fuldt overblik over sagen og de rette sammenhænge. Det er simpelt hen nødvendigt for at kunne skelne, hvad der er op og ned, og hvad det rigtige er at gøre.

    *****

    Dagbladet Roskilde:
    Nyt projekt : 60 boliger i Hvalsø kan komme ind i varmen

    Et boligområde med 60 ejendomme i Hvalsø opvarmes med naturgas, men de står overfor at kunne få fjernvarme, da et projekt fra Hvalsø Kraftvarmeværk er på vej. Politikerne er positive, skriver Dagbladet Roskilde.

    Det drejer sig ifølge avisen om en gruppe boliger i den østlige del af Hvalsø - ved Præstegårdsvej og Hestehaven - som opvarmes med naturgas. Nu ønsker Hvalsø Kraftvarmeværk at tilbyde fjernvarme til dem.

    Dansk Fjernvarmes Projektselskab har nu på vegne af kraftvarmeværket sendt et projektforslag til godkendelse, så boligejerne i gasområdet også kan få etableret fjernvarme. Ifølge Lejre Kommunes forvaltning viser dette forslag gunstig samfunds- og selskabsøkonomi.

    Projektforslaget omfatter også en plan om at skifte gaskedlen på kraftvarmeværket ud med en elkedel inden for de kommende par år.

    Projektet udviser også - med tilskud - en positiv selskabsøkonomi, hvilket vil være med til at sikre en attraktiv fjernvarmepris i hele Hvalsø Kraftvarmeværks forsyningsområde, og vil komme alle forbrugere i forsyningsområdet til gode.

    *****

    EnergiWatch:
    Radius får tre nye medlemmer i bestyrelsen

    Der har været afholdt valg til bestyrelsen i de andelsejede Radius, og det har ført til, at både Brian Vad Mathiesen, professor på Aalborg Universitet, og Pelle Dragsted, medlem af Folketinget for Enhedslisten, er blevet valgt ind. Det skriver EnergiWatch.

    Derudover er også Anders Jørn Jensen, centerleder Miljøpunkt Nørrebro, valgt ind. Han var den blandt i alt 43 kandidater, der modtog flest stemmer.

    - På vegne af Radius Elnet vil jeg gerne takke alle kandidater for, at de har stillet op for elnettet. Det har stor betydning for os, at kandidaterne bidrager med synspunkter og holdninger til, hvordan vi driver og udvikler elnettet. Nu er stemmerne talt, og der er valgt tre stærke profiler til bestyrelsen de kommende fire år. Jeg ser frem til samarbejdet om, hvordan vi bedst løser de mange spændende udfordringer, vi står overfor, siger bestyrelsesformand i Radius Elnet, Knud Pedersen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...