Dansk Fjernvarme efterlyser grønne ambitioner i finanslovsudspil
LÆS I DAG: Klima bliver nævnt én gang i regeringens finanslovsudspil. Dansk selskab vil revolutionere Nordeuropas fjernvarme. Kulkraft steg til en tredjedel af Tysklands elproduktion sidste år. Der bliver mindre vindenergi i 2023. Tusindvis af danskere føler sig snydt for varmecheck og har allerede genansøgt i ny runde. Vridsted får ikke fjernvarme i denne omgang. Anders B. Møller-Hansen skal til Lolland Forsyning.
EnergiWatch:
Dansk Fjernvarme efterlyser grønne ambitioner i finanslovsudspil
Brancheorganisationen ser store mangler i det netop offentliggjorte finanslovsudspil, hvor energi ikke fylder betydeligt. Derfor er der god plads til forbedring, lyder det fra Dansk Fjernvarme, der mener, at energien er blevet forbigået i udspillet, fremgår det af EnergiWatch.
- Det er ærgerligt at regeringen tilsyneladende har droppet de grønne ambitioner i finanslovsudspillet. Vi mener, der er behov for at træde op på en ambitiøs klinge, hvis vi skal indfri de grønne ambitioner. Der er kort sagt brug for opfølgning på det mod, som Statsministeren viste ved det såkaldte Nationale kompromis og ved de første initiativer til udfasning af den russiske gas sidste år, siger direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen i en meddelelse.
Dansk Fjernvarme efterlyser især flere penge i fjernvarmepuljen, så der kan komme mere fart på udrulningen. Brancheforeningen har tidligere opfordret til at fjernvarmepuljen hæves med 500-700 mio. kr., hvilket ifølge Dansk Fjernvarme er svarende til konvertering af cirka 50.000 forbrugere.
- Regeringen er nødt til at tilføre flere penge til fjernvarmepuljen, der har været et effektivt værktøj for boligejerne til at skifte naturgasfyret ud med fjernvarme. Det var den politiske forventning og udmelding at fjernvarmepuljen ikke måtte løbe tør. Det gjorde den allerede efter årets første to måneder, siger Kim Mortensen.
*****
DR.dk:
Klima bliver nævnt én gang i regeringens finanslovsudspil
Regeringens udspil til nu Finanslov er på 16 sider, men ”klima” er kun nævnt forsvindende få gange. Ja faktisk blot én eneste gang, skriver DR.dk. Og det er der stor utilfredshed med hos de røde og grønne partier i Folketinget.
- Det er klimasort, lyder det fra Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted.
I Alternativet ærgrer de sig over, der i udspillet ikke er en akutpakke for klimaet, især i lyset af FN's Klimapanels nylige rapport.
- Det er en finanslov, der er blottet for klimainitiativer. Det går ikke, når vi har en klimakrise, siger Christina Olumeko, finansordfører i Alternativet.
Samtidig vækker det harme hos oppositionen, at regeringen lægger op til at spare på Klimarådet, der er klimaets vagthund. De har i øjeblikket en midlertidig forhøjet bevilling, som i 2023 er på 24,8 millioner kroner, men den skal reduceres til 9,3 millioner kroner i 2024.
Klimarådet er en helt central del af klimaloven, siger SF's klimaordfører, Signe Munk.
- De vejleder om, hvad man kan gøre på klimaområdet, men de holder også enhver siddende regering i nakken i forhold til at få leveret klimapolitik.
*****
Nordea Invest:
Dansk selskab vil revolutionere Nordeuropas fjernvarme
Innargi investerer halvanden milliard kroner i et anlæg i Aarhus og skal sandsynligvis udvikle geotermi i den polske by Poznan samt ved hovedstaden, i Holbæk og Skanderborg. Eksperter ser store muligheder, skriver Nordea Invest.
- Det kan få rigtig reel betydning, for fjernvarmen får en nøglerolle i Europas grønne omstilling. Geotermi kan blive en isbryder i den proces, der går ud på at omstille og udvide især Østeuropas nedslidte fjernvarmenet, siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning og vedvarende energisystemer ved Aalborg Universitet.
Hos brancheorganisationen Dansk Fjernvarme forventer man sig også meget af geotermi, forklarer fagkonsulent Maria Dahl Hedegaard.
- Samarbejdet mellem Innargi og Kredsløb kan få kæmpe betydning for fjernvarmen i Danmark. Hvis vi udnytter potentialet, kan geotermi udgøre op til 30 procent af al fjernvarme i Danmark, siger Maria Dahl Hedegaard, der har speciale i energiteknologi, biomasse og geotermi.
Hun kalder Holbæk for en spændende case.
- Holbæk er landets største gaskommune, og den kigger på geotermi som den største forsyningskilde. Dermed kan det dække op til 60 procent af Holbæks fjernvarme, siger Maria Dahl Hedegaard.
*****
Ingeniøren.dk:
Kulkraft steg til en tredjedel af Tysklands elproduktion sidste år
Tyskland reducerede til gavn for resten af Europa sit forbrug af gas med omkring 15 procent sidste år til det laveste niveau siden 2014. Ifølge Ingeniøren.dk stod kul således for en tredjedel af den samlede elproduktion i Tyskland.
Tyskland havde i 2022 en samlet elproduktion på 509 milliarder kWh, og kulkraft er dermed fortsat den største kilde til elproduktion til det tyske elnet.
Det er på trods af, at vindmøllernes andel efter et vindfattigt 2021 steg fra 21,6 procent til 24,1 procent, og solcellernes andel steg fra 8,7 til 10,6 procent i 2022.
Stigningen i kullets andel af den tyske elproduktion er dog »overraskende lidt«, mener Brian Vad Mathiesen, der professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, med henvisning til den situation, som Europa har været igennem i 2022.
- Der er sket alvorlige ændringer i Europa i 2022 med en energikrise, som har været forårsaget af høje gaspriser, krig i Ukraine, tørke i i Sydeuropa og problemer med franskmændenes atomkraftværker, siger han.
- Det er selvfølgelig skidt, at Tyskland brænder så meget kul af, men at kulforbruget ikke er steget mere, er overraskende.
*****
Klimamonitor:
Der bliver mindre vindenergi i 2023
I et skriftligt svar til den konservative energiordfører Mona Juul oplyser klimaminister Lars Aagaard, at udbygningen vindenergi faktisk bliver negativ i år. Der vil altså blive pillet flere megawatt vindmøller ned, end der skal sættes nye op, fremgår det af Klimamonitor.
Helt konkret forventer klimaministeren 49 megawatt mindre landvind, når 2023 er slut.
Han skriver også, at en stor del af årsagen er de nye regler for producentbetaling, der trådte i kraft ved årsskiftet, og som betyder, at udviklere af nye vindmølle- og solcelleparker nu skal betale milliondyre tilslutningsbidrag for at koble parkerne op til transmissionsnettet. Lars Aagaard kalder det »en midlertidig – og kendt – effekt.«
En del af årsagen er også, at udpegningen af de 10-15 energiparker, der skal bære firedoblingen, er forsinket.
*****
TV2 Fyn:
Tusindvis af danskere føler sig snydt for varmecheck og har allerede genansøgt i ny runde
Der er nu åbnet for en supplerende ansøgningsrunde til de omstridte varmechecks, der blev uddelt i august 2022. Og ifølge TV2 Fyn vælter det ind med ansøgninger til Energistyrelsen, der skal håndtere ansøgningerne.
19.929 danskere har således på bare en uge indsendt en ansøgning om en af de supplerende varmechecks til den nye ansøgningsrunde, der åbnede 14. marts. Og meget kan tyde på, at der kommer endnu flere. Der en nemlig kun gået én af de otte uger, hvor den supplerende ansøgningsrunde er åben.
12.800 af de ansøgninger, som Energistyrelsen allerede har modtaget, blev modtaget indenfor to døgn efter, at styrelsen åbnede den supplerende ansøgningsrunde, skriver TV2 Fyn.
*****
Viborg Stifts Folkeblad:
Vridsted får ikke fjernvarme i denne omgang
Opbakningen er her og nu ikke stor nok til at gennemføre projekt med at forsyne Vridsted med fjernvarme fra Vinderup Varmeværk. Det er ifølge Viborg Stifts Folkeblad konklusionen fra Vinderup Varmeværk i et opslag på byens Facebook-side.
"Desværre viser optællingen her medio marts, at der ikke kan opnås det nødvendige antal tilmeldinger for at projektet kan realiseres. Mange har endnu ikke givet deres holdning til kende, men ud af dem der har besluttet, om de ønsker fjernvarme eller ej, så er der allerede på nuværende tidspunkt for mange på nej tak andelen til, at projektet kan gennemføres", skriver varmeværket.
Vinderup Varmeværk har fået et projektforslag for udrulningen af fjernvarme til Vridsted godkendt hos Viborg Kommune. Her fremgik det, at Vridsted består af omkring 233 ejendomme, og at minimum 187 ejendomme skulle sige ja til at få fjernvarme.
32 ejendomme har takket nej med henvisning til, at man har etableret varmepumper og 27 har takket nej af andre årsager, og med 59 ejendomme, der har fravalgt fjernvarmeløsningen, så er det ikke længere realistisk at nå målet med den minimum 187 tilsluttede ejendomme, og derfor stopper man nu arbejdet, skriver varmeværket.
*****
Energy Supply:
Anders B. Møller-Hansen skal til Lolland Forsyning
Den nu forhenværende konstituerede direktør i Hillerød Forsyning, Anders B. Møller-Hansen rykker mod syd og overtager fra den 1. juni direktørposten hos Lolland Forsyning. Det skriver bl.a. Energy Supply.
- Med valget af Anders får vi en direktør, som kan videreudvikle og være med til at styrke Lolland Forsyning gennem sin erfaring og tilgang til tingene, siger bestyrelsesformand i Lolland Forsyning, Michael V. Knudsen.
Ud over erfaringer fra stillingen som forsyningsdirektør og siden hen konstitueret administrerende direktør i Hillerød Forsyning har Anders B. Møller-Hansen erfaringer med sig fra stillinger som teknisk chef i Frederiksberg Forsyning og regionsleder i Cowi Sjælland.
- Lolland Forsyning er, for mig, et respekteret og godt drevet forsyningsselskab, som jeg glæder mig til at skulle varetage ansvaret for. Men også en koncern som er placeret på mulighedernes ø. Disse muligheder ser jeg frem til at skulle udvikle og modne bl.a. sammen med de mange dygtige kollegaer, erhvervsliv og Lolland kommune, siger Anders B. Møller-Hansen.
Skriv kommentar